Læsetid: 5 min.

Da en FN-general mødte Djævelen selv

Canadieren Roméo Dallaire udgiver sine erindringer om ledelsen af en lille styrke FN-soldater under folkedrabet i Rwanda i 1994
16. juni 2005

BOSTON - Det tog canadiske general Roméo Dallaire syv år at fatte mod og beslutte sig til at skrive sine erindringer om hans kontroversielle ledelse af FN's fredsbevarende styrke UNAMIR under folkemordet i Rwanda fra april til juli 1994, hvorunder 800.000 mennesker blev nedslagtet.

Dallaire havde set alt, alt for meget grufuldt i de tre skæbnesvangre måneder.

I 1997 blev han fundet krummet sammen i en fosterstilling på en bænk i en by i Québec - døddrukken - og blev kort efter diagnosticeret med post-traumatisk stress tilstand. Forinden havde han to gange prøvet at begå selvmord.

Siden har generalen, der nu er pensioneret, været på piller.

Da han endeligt satte sig ned i 2001, tog det tre år at skrive 500 sider. Resultatet er et uundværligt førstehåndsudsagn om alt det, der var galt med FN's fredsopbyggende arbejde i 1990'erne.

I anden række er den en afslørende beskrivelse af hovedaktørerne i den rwandesiske tragedie, med hvem Dallaire i desperation forhandlede næsten hver dag for at stoppe blodsudgydelserne. Ingen bliver sparet for hans ætsende kritik, end ikke Rwandas nuværende præsident Paul Kagame.

Men måske vigtigst af alt tegner Dallaire et fascinerende portræt af de få tapre FN-udsendinge, officerer og soldater, der uselvisk satte deres liv på spil for at redde så mange rwandesere som muligt fra en bebudet død, mens det nølende FN-bureaukrati, Sikkerhedsrådet og stormagter som USA, Frankrig og Storbritannien så den anden vej og nægtede at hjælpe den ubehjælpsomt lille FN-styrke og tilsidst - midtvejs gennem nedslagtningen - skar den helt ind til benet.

Hollywood-filmen Hotel Rwanda giver et fortegnet og overfladisk billede af, hvor grotesk en situation UNAMIR befandt sig i: Næsten tør for ammunition; for få kampvogne og lastbiler; meget lidt mad og drikke; ingen penge; en styrke på 1.100 fra Bangladesh - 50 pct. af UNAMIR - uden andet end en uniform og en riffel. Man kan håbe, at en planlagt Hollywood-film baseret på Dallaires bog Shake Hands with the Devil vil fremhæve dette uansvarlige svigt fra FN og dets medlemslande.

Aldrig igen bør FN indsætte en fredsbevarende styrke i en så politisk kompleks og etnisk eksplosiv situation uden tilstrækkelige forsyninger og uden mandat til at opretholde ro og orden og beskytte alle civile, ikke kun 'expatriates'. Det kan gøre ondt værre.

Den tanke ligger snublende nær, at uden Dallaire og hans FN-soldater ville borgerkrigen i Rwanda godt nok have fortsat, men massemordet på 800.000 - fortrinsvis tutsier - ville ikke nødvendigvis have fundet sted.

Hvorfor? Fordi Paul Kagames oprørsstyrker - der kontrollerede store dele af Rwanda - måske ville have gjort mere for at hindre etniske udrensninger i så stor en skala.

I stedet placerede FN sig mellem de to stridende parter og gav derved Kagame tid til at planlægge sin offensiv mod hovedstaden Kigali, alt imens tutsi-befolkningen blev decimeret.

Det tynger tilsyneladende ikke Kagames samvittighed i dag, at så mange tutsier mistede livet, mens han styrker bevægede sig i sneglefart frem mod Kigali. Dallaire angrer derimod.

Generalens erindringer handler naturligvis også om hans rolle i det politiske drama. Dallaire opgiver aldrig sine bestræbelser på at få parterne tilbage til bordet og forhandle en våbenhvile på plads, men de ved, at han er som en general uden hær. Han kan ikke true med våbenanvendelse. Det ligger uden for hans FN-mandat. Det eneste middel, der står til rådighed, er canadierens ukuelige gå-på-mod og store myndighed.

Selv ledere af militsgruppen Interahamwe, hutu-styrets ekstremistiske fløj, indvilliger i at møde ham midt under massakrerne. Dallaire må tømme sin pistol for kugler for at undgå fristelsen at eliminere de tre massemordere - den ene af dem har tørt blod på sin skjortekrave. Den dag i dag er Dallaire ikke sikker på, at han gjorde det rette. Måske skulle han have skudt dem.

Bogens titel Et Håndtryk med Djævlen hidrører fra denne episode.

Dokumentarfilm

I Peter Raymonts halvanden time lange dokumentarfilm om Dallaires tilbagevenden til Rwanda i anledningen af 10-årsdagen for folkedrabet forklarer generalen, at han ikke kunne få sig selv til at opfatte de tre unge Interahamwe-ledere som rigtige mennesker. De virkede inhumane.

For Dallaire er deres forbrydelser så ufattelige - så hinsides det humane - at kun en religiøs referenceramme skænker ham en billet til at leve videre. De er Djævlen, mens Rwanda og dets folk lever i Paradis.

"Gud rejser hele verden rundt om dagen og lægger sig til hvile om natten i Rwanda," observerer han i dokumentarfilmen.

Når han trykker næve med Interahamwe-lederne, føles deres hænder kolde. Det er disse hænder, der kort forinden kan have splittet hovederne på mænd og børn åbne med drøje machete-hug og sprættet gravide kvinders maver op.

Læseren fyldes af beundring for Dallaires ukuelighed. Han synes at være i stand til at skubbe klippesten op ad bjerge, alene i kraft af sin vilje og tro på retfærdighed. Hvad der driver ham fremad, er en moralsk integritet baseret på det kristne princip at hjælpe sin næste i nød.

Han foragter diplomaters og politikere kyniske realisme.

"Selv om jeg kun formår at redde en enkelt rwandesers liv, har det været alt det værd at blive," siger han til en journalist udsendt til Rwanda i folkemordets dage. Ingen ved, hvor mange menneskeliv Roméo Dallaire, hans rådgivere og FN-soldater fik reddet fra en ellers sikker død ved machete i løbet af den 100 dage lange massemord.

Skyld og afmagt

Tallet må løbe op i tusinder. Men det er ingen trøst for generalen. Han kan ikke tilgive sig selv for, hvad han føler er et kolossalt personligt svigt.

"Mit mea culpa er, at jeg som leder af FN-styrken ikke var i stand til at overbevise det internationale samfund om, at dette lille, fattige og overbefolkede land og dets indbyggere var værd at redde fra folkedrabets rædsler. Det til trods for, at opgaven krævede ret få ressourcer," skriver Dallaire. Strengt taget er denne dom uretfærdig. Af hans bog fremgår det med stor tydelighed, at Dallaire arbejdede hårdt dag ud og dag ind for at omvende FN-bureaukratiet, Sikkerhedsrådet og enkelte regeringer som bl.a. Belgien, den tidligere kolonimagt, der havde sendt 450 soldater.

FN havde et endegyldigt moralsk ansvar for at stoppe folkemordet og beskytte civile i Rwanda mod massemord.

Det var verdensorganisationen, der havde taget opgaven på sig at garantere og overvåge fredsaftalen fra Arusha mellem den ekstreme hutu-regering og oprørsbevægelsen bestående af tutsier og moderate hutuer.

Ikke alene lyttede Dallaires chefer i New York og i de vigtigste hovedstæder ikke til hans advarsler om et forestående folkemord. Da de etniske udrensninger af tutsierne begyndte - fordi hutu-ekstremisterne forstod at ingen ville gribe ind - foregav FN at være bestyrtet og forlangte tilbagetrækning af alle 2.400 FN-soldater og civile. Generalen formåede at beholde 400, hvis hovedopgave var at beskytte 30.000 flygtninge i FN-bygninger og sikre de humanitære leverancer fra udlandet.

Den resterende styrke udrettede små mirakler i folkemordets sidste 60 dage. Men det er ikke en trøst for Dallaire, hans medarbejdere og de utallige ofre.

Roméo Dallaire: Shake Hands with the Devil. The Failure of Humanity in Rwanda. 2004, 562 sider.

Shake Hands with the Devil, The Journey of Romeó Dallaire. A film by Peter Raymont. 2004 91 minutter.

Information bringer i morgen et interview med Roméo Dallaire, hvori han drager paralleller mellem folkemordene i Rwanda og Sudans Darfur-region.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu