Læsetid: 5 min.

FN-manden der blev vred

Israels beskyttelsesmur står som et symbol på det internationale samfunds afmagt i Mellemøsten
31. maj 2006

Længe stod han og så på den ældre kone, som forsøgte at overtale de israelske soldater til at lade sig komme igennem et hul i muren ved Abu Dis. Så forklarede han mig, hvordan kvinden gennem mange år havde solgt sine ting i Den Gamle By i Østjerusalem, men hendes papirer viste, at hun hørte til på Vestbredden, og derfor ville soldaterne nu ikke længere lade hende passere.

Årtiers levebrød var taget fra hende. Den irske FN-medarbejder opregnede stille og roligt de daglige virkninger af muren for tusindvis af palæstinenserne, men neden under diplomatsproget følte jeg en stærk vrede. Vreden over, at det internationale samfund bare lod det ske.

Ray Dolphin har to gange været min guide på ture langs sikkerhedshegnet på Vestbredden. Som medarbejder ved UNRWA, FN's organisation til hjælp for de palæstinensiske flygtninge, fulgte han op på de humanitære virkninger af det sikkerhedshegn, som blev påbegyndt for fire år siden, og som ender med at være 670 kilometer langt og den grænse, som Israel ensidigt vil erklære i forhold til en eventuel palæstinensisk stat.

Monstrøst byggeri

På vores sidste tur - da vi for et år siden stod sammen og kiggede på den otte meter høje mur, som deler hovedgaden i A-Ram i udkanten af Østjerusalem - fortalte han om sine frustrationer ved bare at være iagttager til dette monstrøse byggeri, og om hvordan han ville træde ud af diplomatiet for at offentliggøre en bog om det internationale samfunds absolutte svigt.

Nu foreligger bogen The West Bank Wall. Unmaking Palestine på forlaget Pluto Press. Titlens pointe er, at Murens udformning og placering forhindrer de planer om en sammenhængende palæstinensisk stat, som har været USA's, FN's og EU's projekt inden for rammerne af den såkaldte Køreplan for Fred. Den er virkelig en guldgrube for alle, som ønsker præcise oplysninger og nøgtern analyse af dette byggeri, der ved sin snigende fremkomst skaber kendsgerninger i landskabet, og hvor beslutningerne i den grad er præget af uigennemsigtighed.

Det er ofte blevet sagt, at det er forkert at sige 'mur', fordi der for størstedelens vedkommende er tale om et hegn. Men dette hegn er til gengæld udformet som en meget bred sikkerhedszone og umuligt at forcere. De praktiske vanskeligheder for de palæstinensere, som havner på den forkerte side af hegnet, eller som bliver adskilt fra deres skoler, marker og drivhuse, er de samme, hvad enten det handler om beton eller pigtråd.

Et værn mod terror

Den officielle begrundelse for byggeriet er at forhindre de palæstinensiske selvmordsattentater mod civile i Israel. Men Ray Dolphin argumenterer for, at linieføringen ville tjene sikkerhedsformålet langt bedre, hvis man havde fulgt våbenstilstandslinien fra 1967 - den grønne linie.

Når man ikke gør det, skyldes det hensynet til de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, som man de facto får indlemmet i selve Israel, idet kun de mindst og mest fjerntliggende kommer på den 'forkerte' side af hegnet.

Oprindelig var Ariel Sharon imod overhovedet at bygge et hegn - skriver Dolphin. Men da han indså, at regeringen både kunne imødekomme den internationale opinions ønske om en palæstinensisk stat og indlemme alle de store og vigtige bosættelser i Israel, skiftede han totalt kurs og var selv arkitekt på linieføringen i tæt samarbejde med indflydelsesrige personer inden for bosætterbevægelsen.

I forhold til USA kæmpede han succesrigt for at få de store bosættelser Ariel og Maale Adumim med, sådan at Vestbredden i den grad bliver delt op og ikke lever op til det krav om at være et sammenhængende og levedygtigt geografisk område, der har været formuleret af præsident Bush. Det lykkedes for Sharon at 'kidnappe' den grønne linie og flytte den hen, hvor det passede Israel bedst - og det er nu det, som efterfølgeren Ehud Olmert går videre med, og som Bush kaldte "modigt" på mødet for nylig.

Det er spændende - og deprimerende læsning - at få gennemgået Sikkerhedshegnets vej gennem FN-systemet. I oktober 2003 bragte de arabiske lande sagen for Sikkerhedsrådet, men USA nedlagde veto, og Storbritannien og Tyskland undlod at stemme for en resolution, der erklærede byggeriet på Vestbredden for stridende mod international lov.

Generalforsamlingen gik derefter ind i sagen, og her var EU-landene med til at stemme for en resolution, der skarpt kritiserede byggeriets virkning på fremtidige forhandlinger om en to-statsløsning og på palæstinenserne levevilkår. USA stemte imod, og Israel fortsatte uanfægtet byggeriet. Et flertal i FN besluttede derpå at bede Den Internationale Domstol i Haag om en udtalelse om linieføringen. EU-landene stemte imod dette med den begrundelse, at det ikke ville fremme den nødvendige politiske proces at bringe sagen ind i et juridisk forum.

De facto annektering

Den Internationale Domstols kendelse fra juli 2004 er bemærkelsesværdig klar. Den slår fast, at Israel er besættelsesmagt og har en besættelsesmagts forpligtelser over for befolkningen på stedet, og at Sikkerhedshegnet - selv om Israel officielt kalder det for temporært - som virkning har en de facto annektering af dele af Vestbredden og voldsomt påvirker en række fundamentale rettigheder i de besatte områder.

"Retten finder derfor bygningen af muren og hvad dertil hører i modstrid med international ret."

De arabiske lande introducerede straks en resolution i Generalforsamlingen, som skulle få Israel til at efterleve domstolens udtalelse. 150 lande - herunder EU-landene stemte for, uden at det har haft nogen virkning. Som Ray Dolphin konstaterer, fortsætter byggeriet, og Israel fortsætter med at kunne opnå handelsaftaler med EU, til trods for at disse aftaler kræver, at landet overholder de internationale konventioner om menneskeret.

Ikke så sært, at Ray Dolphin blev en vred mand. Ikke mindst, da Kofi Annan i februar 2005 besøgte området uden at spendere så meget som et minut på at studere hegnet og dets virkninger på befolkningen.

Ray Dolphin og hans lige vil ofte blive påduttet, at de ikke forstår nødvendigheden af at beskytte sig mod terror. Men der kan i den grad argumenteres for, at en så flagrant tilsidesættelse af internationale konventioner om basale menneskerettigheder, er det mest eksplosive brændstof for fremtidig terrorisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her