Læsetid: 5 min.

Fodbold er religion i Sydamerikas mest selvbevidste storby

To gange om året mødes to af verdens største fodboldhold i en begivenhed, der er en af de største i fodboldverdenen. Det sker i Buenos Aires, hvor El Superclasico er meget mere end bare fodbold. Det er et spørgsmål om selvfølelse og værdighed i Latinamerikas mest selvbevidste storby
25. februar 2006

Buenos Aires ligger øde hen. Det er halvanden time før kampstart, og solen skinner, men alligevel er der stort set ikke en sjæl på gaden, og de eneste lyde kommer fra cafeer og restauranter, hvor de ophidsede stemmer fra fjernsynet afslører, at transmissionen allerede har været i gang i lang tid.

Byen ruger over den kommende kamp og gør sig klar til den eksplosion, der kommer, når et af holdene om et par timer har vundet herredømmet, og gaderne i en af Latinamerikas største byer tilhører enten River Plate eller Boca Juniors det næste halve år.

Sydamerikas sæbeopera

El Superclasico er mere end bare en fodboldkamp i Buenos Aires. Det er en af årets vigtigste begivenheder, som samler indbyggerne, enten på la cancha, stadion, hvor billetterne i lang tid har været udsolgt (og på gaden udenfor forhandles til tre gange prisen) eller til søndagens asado - grill - i sommerhusene, hjemme foran fjernsynet rundt omkring storbyen.

Jeg har været Boca-fan, siden jeg til min første kamp på La Bombonera så Martin Palermo score verdens smukkeste saksemål et par meter uden for feltet i en smuk og fuldstændig ren bevægelse. En bold der dumpede ind fra højrekanten, hvor Palermo stod fuldstændig alene på en bane, der var delt i to af solen:

En halvdel i absolut skygge og en anden i strålende solskin, hvor jeg fra tribunens 10. sal kunne se Autopista 9. de Julio, uendelige rækker af hvide huse og årsagen til at fodbold altid er sjovere at se i Sydamerika end på Herfølge Stadion. Det blev ikke ændret af, at både Boca og Martin Palermo (der engang har formået at brænde to straffespark i samme kamp) siden gik ned, og jeg sammen med de andre Boca-tilhængere på La Bombonera sluttede sæsonen med at juble, hver gang førerholdet Newells satte et nyt mål ind bag Boca-reservekeeperen ved udsigten til, at River Plate derfor ikke ville vinde trofæet.

Kampen mellem de to giganter River Plate og Boca Juniors er Sydamerikas store fodbold-sæbeopera, hvor både skurke- og helteroller er skrevet ud på forhånd og indtages af verdensstjerner gennem tiderne som Maradona, Di Stefano og Batistuta, som med jævne mellemrum skibes af til de store scener i Europa for at indtage hovedroller der.

Det er en sæbeopera af fineste kaliber, der følges over hele kontinentet og naturligvis specielt i Argentina, hvor fodbold er en religion, stjernerne er helgener, og guden over dem alle, Diego Maradona, har sin egen kirke tilegnet den genopstandne stjernes store lidelser.

Og det er som alt andet i Buenos Aires noget, som man er meget bevidst om.

Forfængeligheden

Selvbevidsthed er et centralt omdrejningspunkt i Buenos Aires, hvor både åndelig og fysisk forfængelighed giver los porteños et af verdens højeste forbrug af psykologer (jeg var en overgang nabo til en af slagsen, med forbyttede dørtelefoner, så hendes klienter med sjælelige kvababbelser døgnet rundt ringede på med deres nød) og et af verdens højeste forbrug af plastikkirurger.

Og det er da heller ikke tilfældigt, at landets måske mest populære figur efter Maradona er den 50-årige fraskilte tv-quiz-værtinde Susanna Jimenez, der platinblond og med botox og silikone i hver eneste tænkelige afkrog i kroppen møder hver eneste quiz-deltager i sit program med et syngende "Mi amor!," mens selv Argentinas seriøse pendant til Information, Pagina12, helliger hende en halv avis, når hun fylder rundt. Side om side med de små efterlysningsannoncer efter de ca. 30.000 forsvundne efter det sidste militærdiktatur, der stadig fylder avisen og det argentinske samfund med fortidens spøgelser, knap 30 år efter at de ophørte med at være andet end et insisterende minde i nogles tanker.

Borges eller Mardona

For Buenos Aires er - trods turistbrochurernes løfter om tilrøgne milonga-tangosaloner og de stivnede tidsbilleder i forfatteren Jorge Luis Borges' ficciones - en moderne by. Arkitektonisk, hvor himmelstræbende postmodernisme har sat sig både gode og slette spor som få andre steder i verden, men også i en mere overført betydning, hvor længslen altid har været efter at måle sig med Europas storbyer og ikke forblæste og fattige byer i Andes-bjergene eller fugtige og mindst lige så fattige landsbyer i Amazonas. Hvor de brede alleer er anlagt efter parisisk eller madrilensk forbillede, havnens Puerto Madero minder om Londons docklands, og transvestitterne i Palermos natklubber ikke lider af noget katolsk landsbykompleks. Og de fleste argentinere i øvrigt foretrækker forfatteren Julio Cortazars moderne fabuleringer frem for Borges' mere tilbageskuende abstraktioner. Men hvor de allerbedst kan lide Maradonas selvbiografiske mesterværk Yo soy el Diego, der i et blomstrende sprog fortæller om underdogens raketfart fra slummen i Villa Fiorita og mod stjernerne - og går let hen over faldet ned igen, da hjertet var ved at eksplodere - ikke af længsel, men af fedt og kokainforkalkede blodårer.

Ambitionen om at være anderledes og ikke mindst rigere kan stadig ses i Buenos Aires' rigmandskvarterer som Belgrano og Recoleta, hvor prægtige villaer og herskabelige lejligheder vidner om en levestandard - niveauer over de fleste andre latinamerikaneres - som kom styrtende ned for få år siden med den økonomiske krise uden for alvor at tage selvfølelsen med.

Eller den kan ses på gaden, når en lettere forhutlet mand bliver trukket af sted efter et glammende kobbel af velholdte småhunde, som enhver ærværdig argentinsk husmor insisterer på at holde i lejligheden uden nogensinde at nedværdige sig til at lufte den på gaden. Den slags har man folk, paseaperros, til i Recoletas virvar af konditorier og blåhårede kvinder.

Verdens bedste

Men Buenos Aires er stadigvæk en sydamerikansk by, når oprørske piqueteros - skrabsammen af en venstreorienteret gade-protestbevægelse opstået efter krakket - strømmer ud på gaden og blokerer byen, når tabet af "vores drenge" i Falklandskrigen stadig smerter og indignerer dybt ned i sjælen på selv de mest moderne af byens indbyggere, og når nogle af verdens mest elegante kvinder ved 22-23-tiden bevæger sig ud på byens parillas for at indtage bjerge af rødt kød, druknet i rødvin. Og ikke mindst når tiden er kommet til at gå på stadion.

Tilbage på El Monumental, Rivers stadion, er det en dårlig dag. Mens skældsordene, hijos de putas, pendejos og det, der er meget værre, vælter ned over de gæstende Boca-spillere fra den fjendtlige langside, vi har fået plads på, falder holdet langsomt fra hinanden, og River ender med mageligt at hente en sejr hjem fra et desillusioneret Boca-hold.

De slukørede Boca-tilhængere forsvinder ud af stadion, forvist fra gaden de næste seks måneder, mens festen kun lige er startet for Rivers. En mand smider tøjet og omfavner sig selv, mens han hopper op og ned og råber i en halv time, indtil stadionet er tømt for Boca-tilhængere. Men sydamerikansk hukommelse er kort, og i dag er Boca igen verdens bedste fodbold-hold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu