Læsetid: 4 min.

Fodturens lyksaligheder

Vandringens mangfoldige verden kortlægges i en underholdende hyldestbog
26. april 2005

I det nyeste nummer af bladet Kupé, de svenske jernbaners svar på Ud og Se, er der en artikel om elektroniske skridttællere. Hvis man i løbet af døgnet kan få sin lille skridttælleranordning til at registrere hen ved 10.000 skridt, svarende til cirka 7,2 kilometer, og i øvrigt er i stand til at gentage øvelsen dag ud og dag ind, er ens organisme slet ikke så ilde stedt, udtaler en kropspædagog. Og pludselig er der en mening med det hele, for i det store helseregnskab giver hvert eneste lille skridt angiveligt pote:

Når man med møje rejser sig fra lædersofaen for at gå på toilettet; når man sjosker ud i køkkenet for at sætte en frossen pizza i mikrobølgeovnen; og når man går ned til hjørnet for at leje en video. Det hele tæller med. Det er sundt.

Skulle denne skridttællerideologi have grebet én momentant, vil man uvægerligt føle sig vulgært præstationsfikseret og overambitiøs på sine trædepuders vegne, når man begynder at sætte sig ind i, hvad der egentlig ligger i begrebet at vandre.

Det får man til overflod lejlighed til i Fodnoter - træk af vandringens historie, som det noget støvede foretagende Dansk Vandrelaug udsender i samarbejde med Informations Forlag i forbindelse med lavets 75 års jubilæum i år.

Fodnoter er langtfra nogen støvet affære, den er stærkt underholdende. Bogen er tænkt som et kulturpolitisk indlæg i den fortløbende debat om folkevaner, værdier og livsstil i det danske samfund og indeholder en righoldig samling af tekster og essays, der sætter vandringen ind i en større sammenhæng.

Kunsthistorikeren Jens Peter Munk ser eksempelvis på vandringens indflydelse på danske guldaldermale-re som Jørgen Roed, Johan Thomas Lundbye, Gottlieb Bindesbøll og Constantin Hansen. Madskribenten Nanna Simonsen fortæller, hvad man finder af råvarer på sin fodtur (og hvordan de kan tilberedes). Og professor Martin Zerlang beskæftiger sig med Buenos Aires' flanører.

Et æstetisk valg

I en veloplagt tekst rekapitulerer cand.mag. Martin Gylling gåturens betydning for kunsten og poesien i Danmark. Fra slutningen af 1700-tallet gjorde den teknologiske udvikling det muligt for folk at rejse og bevæge sig mere frit. Danmark skrumpede som rejseland. Gåturen var ikke længere en nødvendighed, men et æstetisk betinget valg, et mål i sig selv. At promenere blev et forsøg på at frigøre sig fra samfundets snærende bånd, og dertil kom et helt nyt menneskesyn. Oplevelsen af naturen gav folk en følelse af, at endelig kunne de frigøre deres ubegrænsede åndelige potentiale, skriver Gylling.

Adam Oehlenschläger skrev f.eks. Guldhornene efter en længere fodtur med Henrich Steffens i sommeren 1802. De to spadserede til Frederiksberg og gik Søndermarken rundt. "Morgenen derpaa, efter frokosten, gik jeg hiem og satte mig strax hen at skrive det lyriske Digt: 'Guldhornene'", skriver Oehlenschläger i sine erindringer.

Eneren blandt bidragyderne er den amerikanske filosof og naturelsker Henry David Thoreau (1817-1862). I sit berømte essay 'Om at vandre' betror Thoreau læseren, at han ikke kunne "bevare mit helbred og livsmod uden i det mindste fire timer hver dag" at vandre gennem skove og over høje og marker, "absolut fri fra alle verdens sysselsættelser". Og når han tænker på håndværkeren, der opholder sig inden døre hele dagen siddende med korslagte ben, "så synes jeg, de fortjener en vis respekt, fordi de ikke for længst har hængt sig alle som en."

Forfatteren Thomas Boberg, som de færreste vel forbinder med korslagte ben, beskriver en fodtur i Andesbjergene indefra. Vandringen, skriver han, "fører en ud i det ukendte, hvad enten man har en plan eller ej, man lytter til andre, bruger dem som vejvisere, hører deres fortællinger". Når han begiver sig ud på de ture, oplever han "en paradoksal tryghed i det fremmede. Jeg er her nu, og der er kun en vej, og det er den, jeg går på."

Nogle af indlæggene i Fodnoter støder sammen og modsiger hinanden. Der er tilsyneladende ikke fuld enighed om, hvad det at vandre egentlig vil sige, men det gør ikke så meget.

I sit indlæg om vandringsfilosoffen Ludvig Feilberg (1849-1912) skriver psykologen Per Lindsø Larsen, at fodturen ikke må forveksles med en gåtur eller en spadseretur, da der er en verden til forskel. Fodturen handler ikke om motion, den er en kunstart, og et af kravene er ifølge Ludvig Feilberg, at man går alene, for ellers får man ikke fuld sjælelig valuta for pengene. Andre menneskers selskab skal for enhver pris undgås. Andre mennesker tilstedeværelse fordrer, hvad Feilberg kalder en 'etablering', der kvæler fodturens indre tankeliv. Lindsø Larsen citerer Feilberg for følgende passage: "Det var en stille nat. Ikke et menneske sporedes i nærheden, træernes kroner afbildede sig som mørke kupler på den lyse nordhimmel, rørsangerne pippede i rørene, og vand hørtes risle nedenfor i en dybde, der mørknedes af piletoppene. Man stod lyttende stille og befandt sig vel. Man glemte at etablere sig, man glemte sig selv."

Men da Feilberg hører menneskestemmer, falder oplevelsen til jorden:

"Virkningen af dette var pudsig. Det var, som man fra velstand pludselig var faldet ned i fattigdom, tankelivet var endt, med en vis ærgerlighed drejede man sig uvilkårligt rundt på hælen og gik hjemad."

Måske er Dansk Vandrelaugs jubilæum betimeligt. Synes vandringen ikke at være ved at komme på mode igen i en eller anden form? Hvem har ikke bemærket horderne af aldrende kvinder komme travende gennem skoven - ja, selv gennem hovedstaden - baksende med deres vandrestænger?

Fodnoter er en godbid, hvis man vil have teorien i orden, før man trækker sokken op til knæene, snører skoen og overgiver sig til naturen, det rislende vand og rørsangernes pippen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her