Læsetid: 3 min.

Føj for fællesskab

26. juni 1998

FANDEN TIL FÆLLESSKAB, det Hovedstadens Sygehusfællesskab. På et bestyrelsesmøde i forgårs besluttede den kommunalt-statslige konstruktion HS med stemmerne otte mod syv at nedlægge Københavns Kommunehospital.
Det ville være løgn at sige, at bestyrelsesmedlemmerne stemte efter deres overbevisning. De seks statsligt udpegede havde nemlig fået pålæg fra sundhedsminister Carsten Koch (S) om at stemme for nedlæggelsen. Modsvarende havde Borgerrepræsentationen håndfæstet Københavns Kommunes syv repræsentanter til at stemme imod. Det blev Frederiksberg Kommunes to folk, der afgjorde sagen.

OG DOG: AFGJORDE og afgjorde... Sagen er langt fra færdig. Borgerrepræsentant Lars Hutters er overlæge på det truede hospital. Det var ham, der ved høg-over-høg aftalerne ved fordelingen af borgmesterposterne efter kommunalvalget formåede et flertal til at fragå en tidligere tilslutning til nedlæggelsen.
Hutters peger nu harmfuldt på, at loven om HS siger, at væsentlige beslutninger skal træffes med to trediedeles flertal i bestyrelsen. Og er en beslutning om nedlæggelse ikke væsentlig?
Hutters anmoder indenrigsministeren om som kommunal tilsynsmyndighed at gribe ind. For at være sikker på knaldeffekt har han også bedt Folketingets sundhedsudvalg om at kalde minister Koch i samråd.
Hutters parti - Solidarisk Alternativ - er ikke repræsenteret på Christiansborg. Men det er Dansk Folkeparti. Dets borgerrepræsentant og folketingsmedlem Peter Skaarup er lige så opsat på at grille socialdemokraterne.
Som det fremgår af den artikelserie, som Information i dag indleder om Pias Parti, er det en overordnet strategi for Dansk Folkeparti at hidlokke socialdemokratiske vælgere. Ja faktisk ser Pia Kjærsgaard og hendes håndgangne mænd i deres mest oprømte stunder sig selv som det ny socialdemokrati.
Nu har de endnu en sag at tage tilløb på. Både på Christiansborg og i Borgerrepræsentationen, hvor hospitalsnedlæggelsen skal godkendes i forbindelse med budgetvedtagelsen.

INDVIKLET ER affæren. Hospitalsvæsenet i hovedstadsområdet lider stadig under bekostelige fejltagelser i planlægningen, der går helt tilbage til 1960'erne.
Selve oprettelsen af HS var en studehandel, hvor finansminister Mogens Lykketoft mod nogle godbidder til København og Frederiksberg fik skubbet Rigshospitalet af det statslige budget og over på den nye konstruktion. Den ser regeringen som en slags mellemstation, inden der - som et led i de i forvejen helt forvirrede bestræbelser på en hovedstadsreform - kan findes et varigt hospitalsophæng i en rent regional myndighed.
For at få sig selv ud - og områdets kommuner og amter ind i et eller andet - aftrapper staten sine tilskud til HS.
I den klemme griber HS's bestyrelse til at ofre Kommunehospitalet. Dertil beordrede embedsmænd har udregnet, at HS vil kunne spare 75 millioner fra næste år ved at flytte dets ældre syge og svækkede patienter ud: Til Amager, Frederiksberg, Bispebjerg, Hvidovre og Rigshospitalet. Når også de sindslidende er bortfordelt, skulle gevinsten være hele 140 millioner.
Mon dog? De ansattes organisationer protesterer både mod nedlæggelsen og dens begrundelse. Hertil kommer, at også Amager og Frederiksberg hospitaler er mulige nedlæggelser i den centralisering, der fortsat hærger dansk hospitalsplanlægning.

Hver gang et hospital nedlægges, flyttes dets patienter længere væk fra den familie og de venner, der er deres eneste forbindelse med livet, som det var før sygdommen.
Det argument vejer ekstra tungt, når det drejer sig om Københavns gamle, hvis pårørende har begrænset biladgang. Og er det i øvrigt mere biltrafik, det offentliges planlægning skal fremme?
Hertil kommer, at der på Kommunehospitalet er foretaget store nylige offentlige investeringer, og at hospitalet er særdeles velfungerende. Så velfungerende, at 115.000 københavnere sidste år skrev under på en appel om at bevare det.
Demokratisk ville det være acceptabelt, hvis et flertal i en folkevalgt forsamling kan sige til 115.000 af sine vælgere: "Vi valgte at overhøre jer, og nu skal I høre de gode grunde, vi havde hertil..."
Men netop konstruktionen HS er jo ikke demokratisk. Det var lusket, at de to frederiksbergere lukkede et københavnsk hospital for at redde Frederiksbergs. Og de seks statslige forvirrer ansvaret.
Derfor er Kommunehospitalets ofring et led i den vedvarende skandale om den manglende folkevalgte styring af hele hovedstadens fælles anliggender. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her