Læsetid: 6 min.

Følelser og følelser

For at 'respektere' noget - personer eller meninger - skal jeg ikke blot forstå og tolerere det, men også anse det for noget, der fortjener min agtelse. Det er der ingen meninger eller følelser, der gør pr. automatik
6. marts 2006

Repræsentanter for forskellige trossamfund, der ellers historisk har bekriget og mishandlet hinanden, står nu frem arm i arm og forlanger, at der gives plads for religionen i det offentlige rum. De religiøse trossamfund skal (igen) gøres til aktive medspillere i den politiske offentlighed, så budskaber fra rabbinere, biskopper og imamer behandles på lige fod med politiske lederes udtalelser. Hvad er meningen?

Århundreders sammenblanding af politik og religion førte før i tiden Europa ud i den ene blodige religionskrig efter den anden. Belært af den erfaring har vi i vores del af verden brugt hen ved 500 år til at gennemføre en sekularisering af det offentlige rum. Religionen er blevet fortrængt som altdominerende, offentlig autoritet og henvist til det personlige domæne. Sekularisering af det offentlige rum og sikring af den personlige religionsfrihed er gået hånd i hånd. I Danmark har vi ganske vist ikke taget den fulde konsekvens at skille kirke og stat, men det ofte fremførte argument herimod har netop været, at det er en hensigtsmæssig måde at undgå en 'politisering' af kirken på. De historiske erfaringer taler for at skille politik og religion. Politik handler om det muliges kunst, pragmatiske kompromisser og tolerance; religion handler om den dybere mening med tilværelsen, troen på en højere sandhed og en kompromisløs samvittighed.

Det er en forskel på politisk magt og personlig frihed, som kan blive udvisket, hvis politik og religion igen blandes sammen. Hvor galt det kan gå, ser vi i dag bl.a. i den islamiske verden og i USA.

Ganske vist ledsages religionens indtog i det offentlige rum med forsikringer om gensidig forståelse, tolerance og endda respekt. Her ser vi rabbinere, biskopper og imamer gøre fælles front. Men er der tale om andet og mere end en 'uhellig alliance' mellem ledere af forskellige trossamfund, der først og fremmest har det til fælles, at de er marginaliserede fra den politiske offentlighed, og som hver for sig drømmer om igen at spille en fremtrædende rolle? På den måde ligner de andre lobby-virksomheder, og derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at deres alliance nu suppleres med repræsentanter for større erhvervsvirksomheder og brancheforeninger, der også ønsker en særskilt mulighed for påvirkning af offentligheden og staten. Måske skal vi til at vænne os til, at de religiøse trossamfund indtager en plads i samfundet på linie med alle andre interesseorganisationer? Og at deres ledere udtaler sig på linie med repræsentanter for Landbruget, Dansk Industri og LO?

Religiøs opinionsdanner

Men lige præcis her springer kæden af, for de religiøse trossamfund vil jo netop ikke nøjes med en rolle som 'interesseorganisation' blandt andre, da det bl.a. indebærer, at de skal stå model til den samme skånselsløse kritik som den, enhver 'interesseorganisation' må tåle. De religiøse trossamfund kan ikke påberåbe sig særlige hensyn i den offentlige debat, hvis de samtidig vil optræde som opinionsdannere.

Det er netop dette, som gør det problematisk at tildele religionen en autoriseret plads i det offentlige rum. Forholdet mellem en troende og en ikke-troende (vantro) kan ikke sammenlignes med forholdet mellem en socialist og en liberal. I bedste fald handler religiøse modsætninger om forskelle i opfattelsen af barmhjertighed, kærlighed og samvittighed, medens politiske modsætninger handler om interesser, magt og rettigheder. Selv om man måske - noget forvirrende - i begge tilfælde taler om 'forståelse', 'tolerance' og 'respekt', hører det to forskellige verdener til. Forveksler man barmhjertighed og interesser, kærlighed og magt eller samvittighed og rettigheder skaber man platformen for en autoritær samfundsorden.

Problemet er ikke, at religiøse mennesker engagerer sig i politik, eller at politiske mennesker interesserer sig for religion. Det er der talrige eksempler på, og religion og politik kan faktisk godt befrugte hinanden. Det Gamle Testamentes profeter og mange af vore dages intellektuelle har det til fælles, at de nidkært revser deres samtid og samtidige på menneskehedens vegne - ofte i særdeles skarpe vendinger, der snildt kan måle sig med vore dages stærkt omtalte 'forhånelser' og 'krænkelser'. De har bidraget til en frugtbar udvikling af vores kultur ved at udfordre dens traditionalisme, overtro, uvidenhed og selvgodhed. Men de ville have været utålelige og despotiske, hvis de havde fået den politiske magt. Det fik de - gudskelov - kun i få tilfælde.

Ukrænkelig autoritet

Konklusionen på dette punkt må være, at religion kan tilføre politik værdifulde, kulturelle impulser, men at religiøse institutioner som sådan ikke bør have en særlig og ukrænkelig autoritet i det offentlige rum, hvad enten det er politisk eller kulturelt.

'Ukrænkeligheden' er imidlertid netop, hvad der fra mange sider kræves. Om ikke ukrænkelighed af religionerne som verdensanskuelser - selv om nogle også kræver dét - så i det mindste af de religiøse følelser. Vi skal vise 'forståelse', 'tolerance' og 'respekt' for andre mennesker ved at tage et særligt hensyn til deres følelser - ikke deres følelser i almindelighed, men deres religiøse følelser.

På den måde tildeles en særlig slags følelser en privilegeret position, som alle - troende såvel som ikke troende - i særlig grad skal tage hensyn til. Kan det nu være rigtigt?

Er religiøse følelser mere ukrænkelige end andre følelser? Hvis det er rigtigt, så er der en hel del mennesker, der slet ikke nyder godt af dette særlige hensyn, alene af den grund at de ikke er religiøse. Deres følelser er altså - må man forstå - ikke så respektable som de følelser, religiøse mennesker har. Når de ikke-troende føler sig krænkede på deres følelser, er der således ikke grund til at tillægge det samme vægt, som når denne oplevelse af krænkelse rammer et religiøst menneske. Hvis man bare er en sølle ateistisk eller agnostisk humanist, skal man altså ikke forvente nogen større medfølelse, når man fortvivler over krænkelsen af menneskerettigheder, verdens ondskab eller personlig forfølgelse. Kan det være rigtigt? Nej, det kan det ikke.

Man kan godt argumentere for i almindelighed at tage hensyn til folks følelser. Det gjorde oplysningsfilosoffen Kant, når han hævdede, at ethvert menneske besidder en værdighed, som kræver andre menneskers agtelse. Hertil hører ethvert menneskes ret til at tænke, tro og tale frit. Det er vel også det, vi gør, når vi opfordrer til en bedre 'tone' i den offentlige debat, og når vi i praksis faktisk for det meste møder andre mennesker med et åbent sind og høflighed.

Et personligt anliggende

Og som en retlig sikring mod de værste udskejelser har vi injurie-lovgivningen. Men hvis vi skal tage særlige hensyn til nogle borgeres følelser (eller til nogle borgeres særlige følelser), så er vi ude på et skråplan. For Kant var det en selvfølge, at agtelsen er almengyldig; den er en følge af moralloven, der ikke skelner mellem køn, klasse, etnisk eller religiøst tilhørsforhold, men alene angår mennesket. Vi har fortsat en blasfemi-lovgivning som levn fra en tid, hvor religionen havde en stærkere position i offentligheden; politisk er den en anakronisme i et borgerligt retssamfund og burde afskaffes. Men øjensynlig er der i øjeblikket nogle, der ønsker en stramning eller udvidelse af blasfemi-paragraffen.

Det ville være et forfærdende kulturelt tilbageskridt.

Debatten om de religiøse følelsers ukrænkelighed rummer også en anden fare: At selve ideen om 'respekt' bliver meningsløs. Hvis man pr. automatik 'respekterer' andre kulturer, religioner eller etniske grupper, er der i realiteten ikke længere tale om 'respekt' i nogen meningsfuld betydning. Som det ofte er tilfældet, når debatten bliver ophedet, forsvinder nuanceringen.

Der er forskel på 'forståelse', 'tolerance' og 'respekt', men den forskel flyder sammen i debatten. Jeg kan godt 'forstå' meninger og holdninger, som jeg hverken vil tolerere eller respektere. Jeg kan også godt 'tolerere' andres meninger, selv om jeg ikke respekterer dem. .

Man skal respektere andre mennesker - ikke fordi de er religiøse, men fordi de er moralske væsener, dvs. frie og ansvarlige personer. Det er personens frihed og værdighed, ikke religionen, der har krav på agtelse. Men så snart hensynet til denne frihed og værdighed sætter grænser for andre menneskers tilsvarende frihed og værdighed ved at bemægtige sig en del af det offentlige rum med forbud og leveregler, må den finde sig i at blive betragtet som en særinteresse, der som sådan er problematisk og åben for kritik.

Konklusionen må blive, at ingen følelser, meninger eller identiteter i sig selv har krav på en privilegeret status i det offentlige rum, og at spørgsmålet om, hvad der fortjener respekt, er et personligt anliggende.

Mihail Larsen er filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Gosvig Olesen
Søren Gosvig Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer