Læsetid: 6 min.

'Følelser skal tages alvorligt'

Dansk film har en puttenuttet, 'grædende børn'-agtig forestilling om følelser og går alt for tit kun efter tudepunktet. Det mener Ole Christian Madsen, der efter dogmefilmen 'En kærlighedshistorie' igen vil tage vores mange komplekse følelser seriøst med dramaet 'Prag'
2. november 2006

I Ole Christian Madsens nye film Prag har Mads Mikkelsen hovedrollen som manden Christoffer, der pludselig bliver tvunget til at forholde sig til sit liv og sine følelser. Da han var barn, rejste hans far fra familien og bosatte sig i Prag. Nu er faren død, og Christoffer rejser sammen med sin kone (spillet af Stine Stengade) ned for at hente ham hjem. Undervejs opdager han hemmeligheder om sin far, og han erfarer, at hans kone efter mange års ægteskab har en affære med en anden. Dermed indledes nogle intense udebanedage, hvor han slås med at snakke om noget af det, han ikke har lyst til at tage hul på.

Christoffer har rigtigt svært ved at forholde sig til det der med følelser. Det har filmens instruktør Ole Christian Madsen til gengæld ikke. I hvert fald ikke når det gælder at analysere dem og forklare, hvorfor han ville fortælle endnu en stærk kærlighedshistorie. Som han fortæller i sin lille instruktørbungalow i Filmbyen, er han nysgerrig efter at udforske alle de stærke følelser forbundet med parforhold og kærlighed.

"'En kærlighedshistorie' og 'Prag' afsøger nogle ting i parforhold og kærlighed, som interesserer mig meget. Kærlighed er et uudtømmeligt emne. Det er svært at komme til bunds i, for hvis man lever et aktivt kærlighedsliv, så opdager man jo hele tiden nye sider af det. Kærlighed er aldrig entydig. Der er altid to parter, og det er sjældent enkelt, selv om det kan virke sådan, når man er i følelsernes vold og reagerer med raseri eller jalousi, eller hvad det nu kan være."

"Verden virker entydig, når man står midt i alle de store følelser, men hvis man bevæger sig lidt væk dem, kan man pludselig se nuancerne og størrelserne på det problem, man sidder i. Det er enormt belastende, for man kan aldrig rigtig få placeret skyld eller ansvar. Det meste af et parforhold er jo 'din skyld, min skyld'. Sådan er det. 'Min tur, din tur', og nu er det nok. Vi flytter rundt på skylden i parforhold, og det er det mest dræbende, der findes. Men det er spændende at tage fat i, fordi det netop aldrig er entydigt, og for mig er emnet langtfra udtømt endnu. Jeg er stadig nysgerrig."

Splintret intimitet

Ole Christian Madsen har skrevet Prag sammen med Kim Fupz Aakeson. Han beskriver historien som personlig, men ikke privat. Mange egne erfaringer er med, men de er dramatiseret og bearbejdet, så de kan ses af andre.

Noget af det, filmen for ham udforsker, er splintret intimitet. I et parforhold er det aldrig kærligheden, der ikke kan bære igennem. Det er de intime rum, som bliver splintret.

"Når folk går fra hinanden, taler mange om, at kærligheden pludselig ikke var der mere. Det tror jeg ikke på. Det er aldrig kærligheden, der ikke er stor nok. Hvis man én gang har elsket et andet menneske, så holder det ikke op. Det er intimiteten, der bliver splintret. Det intime rum, hvor der er inderlighed og de helt afgørende samtaler, man ikke har med andre. Hvis det rum går i stykker, får kærligheden det svært, og vi har en tendens til ikke at respektere det så voldsomt meget i den meget selvoptagede, emotionelt hårde tid, vi lever i. Vi overtræder ustandselig hinandens grænser i et parforhold. Vi er ustandselig for hårde ved hinanden. Vi kræver hele tiden at få vores behov dækket hos den anden, og den form for behovsjagt, den form for narcissisme, som det jo dybest set er et udtryk for, den fører til splintret intimitet. Den gør, at man ikke længere kan komme tæt på hinanden."

Prag lægger op til diskussion af vidt forskellige mandlige og kvindelige indgangs-vinkler til parforhold og til at bevare det intime rum. Med 24 intense indspilningsdage i Prag var der for et filmhold på koncentreret udebane rig lejlighed til løbende at diskutere manuskriptets konflikter, og Ole Christian Madsen lægger ikke skjul på, at der har været godt gang i diskussionerne. Han castede bl.a. Mads Mikkelsen og Stine Stengade ud fra et ønske om at lade noget meget maskulint og feminint gå op imod hinanden, og det gav både intensitet på lærredet og godt gang i køns- og kærlighedsdebatterne undervejs.

Det hårde liv

I filmen spejler byen Prag og dens indbyggere Christoffers indre univers. Selv om de lokale ikke kender Christoffer, har de som orakler kryptiske kommentarer til ham om livet. Blandt dem er det desillusionerede mantra: "Life is hard, and you cannot have it all" og konklusionen "you bend or your break". Når man spørger Ole Christian Madsen, om det er hans grundlæggende livsfilosofi, får man et stort grin, men også en konstatering af, at han nok har en resigneret livsidé.

"Jamen sådan er det jo! Det er selvfølgelig sat på spidsen i de her replikker. Kim og jeg syntes, at det var utrolig sjovt at reducere alle verdens problemer til det. Men hvis man hugger helt ind til benet, så må man jo acceptere, at livet er hårdt, og man kan ikke få det hele. Jeg har altid haft en tabstanke om livet: Livet består af en række tab, som vi må forholde os til. Tabene bringer os videre, men det er i sidste ende også dem, der skræller os fuldstændigt af. Når filmen foreslår 'to bend or break' som følge, er det ikke tænkt som en stor sandhed om livet. Det er tænkt som en måde at sige på, at kærlighed fungerer bedst, når man er en lille smule ydmyg over for hinanden. Når man resignerer en lille smule og lader hinanden være de mennesker, vi er."

Blafrende følelser

Der er mange store følelser i Prag, hvor det fra starten har været Ole Christian Madsens intention at tage følelser alvorligt. Han er træt af danske film, der kun går efter tudepunkterne.

"Vi har en puttenuttet, 'grædende børn'-agtig forestilling om følelser i dansk film. I mange film er hele strukturen lagt an på, at en scene skal have en eller anden sentimental udladning, og så bygger man op igen. Der er en grotesk reduktion af følelser."

"Vi har jo vanvittigt mange følelser. Der er de voldsomme grundfølelser, men der er også alt det indimellem, og vi formår ikke at beskrive særligt mange af dem, fordi vi hele tiden retter os mod tudepunktet. Det blokerer for meget hele tiden at have den dagsorden. Både indholdsmæssigt og æstetisk. Man hører tit, at der skal flere følelser i film, men man refererer altid til de følelser, hvor man siger 'nåja, det er da også synd'. Det er en forfladigelse af mennesker og vores emotionelle liv."

"Vores tid er præget af en følelseskultur, hvor man ikke accepterer, at vi alle sammen har en indsigt heroppe," siger Ole Christian Madsen og peger på hovedet for derefter at bevæge sig videre til maven.

"Hernede har vi så en masse følelser, og vi har utroligt svært ved at forstå, at indsigten skal styre det hernede - eller i hvert skal kende det hernede enormt godt. Vi fokuserer for meget på maven. Det er det, jeg opponerer imod. Der er enormt mange følelser i 'Prag', men den er ikke sentimental eller pladrer rundt i følelserne. Den betragter, samtidig med at den går tæt på, og det kan man jo sagtens. Man skal bare tage følelser alvorligt. Vi har alle sammen rigtigt mange følelser, og det skal vi have, men det er ligesom med vinden og sejlet. Man bliver trukket den ene vej og så den anden. Man skal helst styre lidt trods alt. Man kan ikke selv bestemme, hvilken vej vinden kommer fra, men man må styre undervejs."

'Prag' har premiere i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu