Læsetid: 2 min.

Jeg føler mig sjældent misforstået

Hjerneforskeren Peter Lund Madsen, der er aktuel med forestillingen 'Enden er Nær', som han har lavet i samarbejde med sin bror Anders Lund Madsen, finder sine helte i naturvidenskaben - og i alle dem, der hver dag passer et vigtigt arbejde
13. april 2007

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Min ildhu.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At fortælle vitser og have det sjovt sammen med andre.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

Mit fotografiapparat

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Naturvidenskabsfolket er mine helte. De har skabt baggrunden for den mirakuløse fremgang, vi mennesker har oplevet de sidste 500 år. Skal jeg nævne en specielt, så bliver det Isaac Newton, den britiske fysiker som skrev Principia. Det værk satte i den grad tingene på plads. Men der er flere helte. Alle der var med til at bekæmpe nazisterne under den Anden Verdenskrig er mine helte. Af dagligdagens sande helte kan nævnes alle de, der hver dag går på arbejde og yder en kærlig omsorg i plejen af vore gamle og syge. De får slet ikke tak nok. Og så går det galt.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Jeg ville generelt gerne være mere kontroversiel. Men jeg kan godt hvis det skal være. Mine mest kontroversielle valg har været i lægearbejdet, hvor man nogle gange er nød til at træffe valg, hvor man virkelig kan få ørene i maskinen.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Jeg føler mig meget sjældent misforstået

- Hvad er din største bedrift?

Mit lægearbejde. Jeg er næsten sikker på, at jeg aldrig har behandlet nogen af mine patienter sjusket eller dumt. Det er jeg stolt af.

- Dine største fejl?

Min konfliktskyhed, mit manglende tålmod og min irrationelle forfængelighed. At jeg aldrig kan få nok og at jeg i perioder mangler den fornødne grad af ydmyghed. Og der er mere.

- Din drøm om lykken?

En dagligdag med sjov og ballade. Et godt helbred, god samvittighed og en familie som har det godt. Det er meget at forlange.

- Din sindsstemning netop nu?

Jeg føler mig lidt kedelig.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

At vide hvad man skal være bange for

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Neil Youngs LP plade Rust Never Sleeps fra 1979. Den LP ramte mig med en voldsom kraft og satte dagsordnen for min ungdomstid. Jeg er ikke så vild med pladen mere, men mener stadig at det er vigtigt at man finder sin egen vej og går den.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

At jeg ikke er et geni. Jeg har alt hvad en mand kan ønske sig.

- Dit motto?

Man skal gøre sig umage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu