CaféTeatret er ved at blive bygget om til scene for Ulrike Meinhofs sidste år. Publikum sidder som nævninge i tea-tret, hvor en retssal er skudt op med sorte borde og reoler med Tysklands historie i sorte ringbind. Reolerne går fra hinanden, og bag dem åbner sig et vindue til vidnekonfrontation. Skuespiller Mette Frank og instruktør Lars Romann Engel har arbejdet sammen på teatermontagen og monologen med billeder fra de sidste år af Ulrike Meinhofs liv fra den sommerdag i maj 1970, hvor hun hjælper Andreas Baader med at flygte fra fængslet og selv går under jorden. En begivenhed, der beskrives som starten på Rote Armee Fraktion (RAF).
"Det er en mega cocktail, Ulrike Meinhof står i hen mod slutningen af 60'erne og årene frem. Det er store politiske skred, vi ser, og Tyskland har været et meget voldsomt sted på det tidspunkt. Vi ser, hvordan malstrømmen tager fat i et menneske. Historiens kompleksitet spejler sig i hendes væsen, og det er en spejling, som eksploderer," siger instruktør Lars Romann Engel.
Ulrike Meinhof skriver selv: "Tingene vil kun ændre sig, når de undertrykte selv handler. Hvis man vil støtte dem, må man gøre det praktisk, man må selv hjælpe de undertrykte med at organisere sig, med at handle, med at sætte sig igennem. Det drejer sig ikke om at vise dem, hvordan man gør, men om at være med."
En ny verdensorden
"RAF's politiske projekt kom i kølvandet på 68-oprøret, og de ville bekæmpe den kapitalistiske og korrumperede stat, fyldt med højtstående tidligere nazier. Samtidig var Vietnamkrigen i gang, og i en del lande, f.eks. Uruguay og Spanien, var socialisterne på vej frem," fortæller Lars Romann Engel.
Han har som instruktør sammen med skuespiller Mette Frank været i gang med stykket i to år, og det sidste halve år har de læst op på Ulrikes historie, der hele tiden flettes sammen med Tysklands, PLO's og Vestens historie.
"Det har været vanvittigt og vildt at sætte sig ind i hendes liv. Hele tiden har der åbnet sig nye døre i et labyrintisk forløb. Og vi kan stadig ikke sige, at nu har vi historien. Det ville være løgn. Vi viser hendes endeligt, men ikke nogen endegyldig sandhed," siger instruktøren.
Det er dagen før forpremieren, og Mette Frank sidder i Ulrike Meinhofs brune strikbluse og stramme tyskernederdel. Hun fortæller om arbejdet og det at finde det rigtige udtryk:
"Det er forrygende, når der undervejs i arbejdet opstår små gennembrud. Små tilfældigheder. Som da jeg stillede skiltene op med anklager og forsvarer og begyndte at bytte rundt. Det er en leg, og jeg stiller mig op på bordet. Opløser rollerne. Opløser systemet, mens Ulrike snakker om at skabe en ny verdensorden."
Tonedøv i smerte
"Mens Andreas Baader mener, at en sand revolutionær skal delete al empati for at kunne handle, er Ulrike fuldstændig uenig og mener, at hvis man skal slå ihjel, må det være i yderste nødstilfælde for at få taletid," siger Lars Engel.
"Ulrike Meinhof er gennem hele livet meget socialt indigneret, og ud fra det tager hun nogle afgørende valg. Men hun bliver tonedøv på grund af sin smerte, og da hendes plejemor rækker hånden ud mod hende og i et brev indtrængende beder hende om at stoppe op, stikker hun fingrene i ørene," siger Lars Engel.
I forestillingen bliver vist en kvinde, der handler sig væk fra plejemorens brev.
I virkeligheden fandt man i en skraldespand i en landsby Ulrike Meinhofs svar, hvori hun fuldstændig afviste sin plejemors kritik, men brevet blev aldrig sendt.
"Det er, som om modstanden er så massiv, at håbløsheden får en til at miste realitetssansen," mener Mette Frank.
"Ulrike siger selv om den vej, hun går med RAF: 'Der var kun to veje at gå, og ingen af dem havde noget med håb at gøre'."
Mette Frank synes, det er interessant at spille et menneske, hun ikke kan give ret.
"Det tvinger mig til at forlade min beskyttede tilværelse, og det er provokerende. Det er brændbart stof, og at nærme sig terror og selvmord kræver en åbenhed fra min side," siger Mette Frank.
En skinhellig so
I højsikkerhedsfængslet Stammheim bliver Ulrike Meinhof sammen med andre RAF-fanger isolationsfængslet.
"De bliver vanvittige af kun at høre deres eget blod dunke. Det er her, hun skriver om følelsen," fortæller Mette Frank.
Ordene, som Ulrike skrev, er smuglet ud fra fængslet og indgår i stykket:
"Følelsen af, at det eksploderer inde i hovedet. Følelsen af, at hjerneskallen er ved at rive sig løs. Følelsen af, at det indre af rygmarven presses op i hjernen. Følelsen af, at hjernen skrumper, som en tørret frugt. (...) Følelsen, som om man pissede sjælen ud af kroppen, som når man ikke kan holde på vandet."
Isolationsfængslet tager hårdt på alle fangerne, selvom de formår at smugle breve til hinanden. Da Ulrike begynder at kritisere RAF's metoder, isoleres hun også internt i gruppen. Ulrike Meinhof skriver: "Det væsentlige, mit ødelagte forhold til jer og især til Andreas, kommer af, at jeg aldrig blev overbevist om den revolutionære vold, det var blot en skamløs frase (...) En skinhellig so fra den herskende klasse, det er simpel selverkendelse. Alt er kun 'som om'."
'Ulrike Meinhofs Sang' spiller fra d. 14. april til d. 12. maj på CaféTeatret
