Læsetid: 6 min.

Et følsomt spark i mellemgulvet

Der er en storhed i skæbnen, siger instruktøren Simon Staho om hovedpersonen i sin seneste film, en mand i 40'erne, der har nået sit livs højdepunkt - og så mister alt
9. december 2005

Den danske filminstruktør Simon Staho lavede i 1998 sin første spillefilm, Vildspor. Men filmen, der havde Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster Waldau i hovedrollerne, fik ikke nogen overvældende god modtagelse af hverken publikum eller kritikere, og der skulle gå fire år, før man igen hørte noget til Staho.

Da havde han brugt lang tid på at realisere novellefilmen Nu, der blev indspillet i Sverige og ud over Mads Mikkelsen havde den svenske Mikael Persbrandt på rollelisten. Det ingenlunde uproblematiske samarbejde med Persbrandt gjorde Staho nysgerrig på den svenske skuespiller, og sammen med manuskriptforfatteren Peter Asmussen skrev han dramaet Dag og nat (2003) til Persbrandt.

Dag og nat blev set af 150.000 mennesker i Sverige, og nu er 33-årige Staho biografaktuel med sin anden svenske spillefilm, Bang Bang Orangutang, der også har Persbrandt i en altdominerende hovedrolle. Det er en energisk og på én gang underholdende og dybt tragisk fortælling om en mand, der står på toppen af livet, mister alt og må begynde forfra. Og ligesom Stahos forrige film ligner den ikke meget andet, man for tiden kan opleve i de danske eller svenske biografer.

En form for genfødsel

- Du udfordrer publikum, visuelt og fortællemæssigt, f.eks. med åbningsscenen i 'Bang Bang Orangutang', hvor Persbrandt lige har fyret en mand. Scenen er så overgearet og karikeret, at man ikke ved, hvordan man skal reagere - den er på én gang både parodisk, tragisk og virkelig mærkelig, et spark i mellemgulvet.

"Er det ikke meget godt?!"

- Jo. Du har beskrevet den som en kærlighedsfilm af Liberace og som en film både uden smag og med for meget smag. Kan du uddybe det lidt?

"Mange af den slags refleksioner kommer jo først bagefter. Når man laver en film, er det små brikker, man lægger frem. Når man skal beslutte sig for, hvordan den her mand skal se ud, tænker man ikke, at nu skal det være helt vildt. Han hedder Åke Jönsson, og det er ikke et særlig sofistikeret navn. Det er et meget beskedent navn på en mand fra beskedne kår, og det giver karakteren beskedenhed. Han er lidt kikset. Han er ikke født ind i en eller anden stor position. Han har lært sig nogle manerer i forhold til, hvordan man opfører sig, hvis man er i toppen af erhvervslivet."

"Ud af det føder man et eller andet, man ikke selv kontrollerer. Der ligger ikke en beregning i, at nu skal det se farverigt ud. Farverne kom f.eks. først, efter at filmen blev klippet. Jeg kunne mærke, at det så for hverdagsagtigt ud. Jeg havde lyst til at lave en film, hvor man var inde i hovedet på karakteren. Hvor man så og hørte det, som var i hans univers. Jeg følte, at farverne var en mulighed - også for at give et spark i mellemgulvet, så det bliver en fysisk oplevelse at se filmen."

"Det skulle samtidig være et følsomt spark i mellemgulvet. Det måtte ikke bare være en tur ned i helvede eller en forherligelse af destruktiviteten. Det er ikke interessant. Det interessante er at rive en mand fra det, han tror er højdepunktet i sit liv, ned ad alle trinnene og så lade ham lande et sted, som ikke nødvendigvis er bunden, men en eller anden form for genfødsel - en måde at komme videre på."

$SUBT_ON$Storhed i skæbnen

- Du er 33 år. Hvorfor lave film om mænd, der er 10-15 år ældre end dig selv?

"Der er noget meget gribende ved mænd, der har nået en alder, hvor de har haft tid nok til at få fremgang og penge. Når man er i 40'erne, står man ideelt set på sin karrieres højdepunkt. Det er det, man bygger op til. Man står som en kejser med sin familie og sit hjem og sin karriere. Man står med al sit guld, og det stråler. Når man så falder, er faldet så meget desto større, end det, føler jeg, vil være i så mange andre situationer. Det er hele gulvtæppet, der bliver revet væk under fødderne på den person. Der er en storhed i skæbnen. Der er ikke noget sikkerhedsnet. Man mister alt det, man troede ville føre én til lykken, og man har en alder, hvor det er sværere at bygge noget op igen. Det bliver ikke en hverdagsagtig skæbne, en lille anekdote. Mænd i den alder har også en magt og en selvsikkerhed, som mange ikke har i 30'erne, hvor de er på vej frem og famler rundt."

- Kan du fortælle lidt om samarbejdet mellem dig og Persbrandt?

"Jeg har en meget stor tiltro til hans evner som skue-spiller. Jeg har fuld tillid til, at ligegyldig hvad jeg skriver til ham, så vil han kunne udføre det på en måde, så man bliver nysgerrig efter at se det - eller i hvert fald ikke afviser det med det samme. Han har en evne til at brænde igennem, så man bliver interesseret i ham. Det gør, at man vover at skrive nogle scener, der er over the top, som f.eks. den første scene i filmen. Det er overspil i 18. potens og ligger langt fra de fine kamerature eller det tavse blik. Det er hinsides, hvad der er godt eller dårligt skuespil, og det er spændende at komme derud og ikke behøve at være delikat-subtil."

Der fades ikke ud

"Men det er svært, fordi man er på ukendt grund, også skuespillerne. I sådan en scene skal de gøre alt det, de normalt ikke må gøre i en film. Det er svært at finde ud af, hvornår det er for meget, og hvornår det er for lidt. Man har ikke nogen referencer, og man må bare gøre det. Hvis det falder igennem, så falder det igennem."

"Det er svært i klipningen at fastholde tanken eller visionen om, at man må ud til grænsen af, hvad man kan tåle. Også musikalsk. At man ikke må forfalde til at gå ind med strygerne for at skabe sympati for hovedpersonen. Man skal være ærlig over for karaktererne og ikke prøve at lefle, samtidig med at man skal have hjertet med. Mikaels karakter er også svær i sig selv. Jeg bruger ikke 20 minutter på at vise, hvor godt et menneske han er på bunden. Det ville man have, at jeg skulle, men det er mere interessant at tage en mand, der er, som han er, og ikke give noget ved dørene."

"Man skal ind i ham og finde ud af, hvad det er, der får ham til at tænke og føle det, som han gør, og som er vældig usympatisk. Kan man fastholde publikums interesse? Kan man få den her person igennem et eller andet, så der rent faktisk vokser et menneske frem i stedet for en karikatur? Det giver historien et lag til, fordi det er så nemt at tage afstand fra den her mand."

- Resultatet er et i mere end én forstand dybt konsekvent udtryk.

"Alt er jo et valg. Selv ikke at vælge er et valg. Jeg må vælge og træde i karakter, og bliver det forkert, er det min fejl. Det gælder det hele, det visuelle, musikken, manuskriptets opbygning. Allerede før manuskriptet blev skrevet, var det tanken, at Bang Bang Orangutang skulle være en The Clash-film. Det, som jeg synes, at The Clash står for, er noget råt og primitivt - et spark i mellemgulvet, som du selv siger. De er meget direkte og på en eller anden måde også lidt bøvede, meget gribende og livsbekræftende. Det har været en rettesnor for kostumer, for farverne og for klipningen."

"Det, at man vil lave en The Clash-film, siger noget om musikken, man vil bruge, men også om klipningen. Man må være konsekvent og ikke vælge de sentimentale klip, fordi det har The Clash ikke i sig. De er ikke indladende. Der er scener i filmen, der begynder abrupt og slutter abrupt, ligesom musikken. Der fades ikke ud. Tingene hænger sammen."

Se anmeldelsen af 'Bang Bang Orangutang' her på opslaget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu