Læsetid: 3 min.

Før vi går i krig...

10. oktober 1998

MENS USA's evigt rundrejsende topdiplomat, Richard Holbrooke, gør et nyt forsøg på at tvinge indrømmelser ud af den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, har NATO meldt sig parat til "i løbet af ganske få dage" at sende fly på vingerne for at bombe militærinstallationer i Serbien - om nødvendigt uden godkendelse i FN's Sikkerhedsråd.
I Beograd er en befolkning, som troede, at krig var noget den serbiske ledelse påførte andre, ved at gøre sig mentalt og fysisk parat til luftangreb. Bunkers, som landets gangsterstyre forlængst har 'privatiseret' og solgt som fitness-centre og diskoteker, bliver i al hast indrettet til deres oprindelige formål.
Og i Danmark vedtog Folketinget torsdag med ulidelig lethed en markant kovending i dansk udenrigspolitik. For første gang i dette århundrede har Danmark erklæret sig parat til at deltage - i første omgang med seks F-16 jagerfly - i en militær operation på et andet lands territorium uden grønt lys fra FN's Sikkerhedsråd.
Vi er med andre ord på vej i krig - for krig er det, intet andet ord dækker - for første gang siden 1864. Man skulle tro, det gav anledning til større overvejelser end en selv nok så langtrukken folketingsdebat.

DE SPØRGSMÅL, de danske - og vestlige - beslutningstagere bør tage stilling til, før flyene går på vingerne, er nemlig langtfra egnede til automat-tænkning og haste-konklusioner. Ingen tilhænger af NATO-angreb mod serbiske militærinstallationer kan tages alvorligt, hvis ikke i det mindste følgende indvendinger er overvejet og gennemdebatteret:
*Et NATO-angreb uden om FN's Sikkerhedsråd vil ikke alene skabe en farlig præcedens og undergrave verdensorganisationens rolle, det vil også medføre en markant forværring af Vestens forhold til Rusland.
*Et NATO-angreb vil føre til fysisk fare for alle udlændinge, der opholder sig i Forbundsrepublikken Jugoslavien (især Kosovo) og vil medføre et stop for så godt som al international nødhjælpsindsats i et ukendt tidsrum (men ialtfald under den kommende hårde Balkan-vinter).
*Et NATO-angreb vil muligvis svække præsident Milosevic position, men uden at komme den spæde og splittede demokratiske opposition til gode. Risikoen for en samling omkring krigsforbryderen og vice-præsidenten Vojislav Seselj og en udvikling henimod en ren fascistisk stat er absolut til stede.
Når det er sagt, må enhver, der modsætter sig NATO-luftangreb mod serbiske militærinstallationer, have svar på, hvordan det internationale samfund på anden måde kan komme de 270.000 flygtede og fordrevne Kosovo-albanere til hjælp, hvordan de serbiske styrkers landsbyafbrændinger og massakrer mod civilbefolkningen kan stoppes og hvordan en politisk løsning på Kosovo-problemet kan gennemtvinges.
Vi har med andre ord at gøre med et vaskeægte dilemma, som selv en nok så indigneret iagttager af Kosovo-albanernes grusomme skæbne ikke kan sætte sig ud over.

HVAD SÅ? På dette sted er det fristende (især for denne avis) at minde om, at havde verdenssamfundets såkaldte beslutningstagere ikke nølet igennem de mange år, Kosovo-problemet ulmede, så havde vi ikke stået over for det nuværende ubehagelige valg. Denne konklusion kan analytikere drage og politikere (måske) lære af - den hjælper os ikke meget i dagens dilemma: bomber eller ej?
Man kan også vælge håbet. Håbet om, at Milosevic til sidst giver efter for NATO-alliancens krav, trækker serbiske styrker og al tungt artilleri ud af Kosovo, giver fri adgang for hjælpeorganisationer, lader kosovo-albanske flygtninge returnere til deres (nedbrændte) hjem og begynder alvorligt mente forhandlinger om et vidtgående selvstyre til Kosovos store albanske befolkningsflertal. Uden bomber - eller efter et enkelt, begrænset angreb, som vil give Milosevic et påskud til at give efter uden at tabe for meget ansigt indadtil.
Og mens vi således vælger håbet - for andet er der ikke at vælge - må vi, som professor Hans-Henrik Holm gør det på side 4 i dagens avis, alvorligt opfordre danske politikere til at tage denne diskussion alvorlig:
Hvornår og under hvilke omstændigheder kan dansk militær anvendes uden for NATO's traditionelle virkefelt (forsvar af alliancens medlemmer)? I hvor høj grad skal denne indsats være betinget af forudgående FN-godkendelse? På hvilke andre måder end ved ren krigsdeltagelse kan Danmark bidrage til at finde løsninger på internationale konflikter?
Kort sagt: Vi må genopfinde en udenrigspolitik grundlagt på principper, ikke på øjeblikkets tilsyneladende nødvendighed. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu