Læsetid: 4 min.

Før det bliver for sent

22. august 2005

NÅR MAN, SOM Informations udsendte, netop har oplevet det betagende syn af de turkis og azurblå smeltevandssøer på Grønlands indlandsis - og de næsten ufattelige kræfter, der slippes løs i bunden af Isfjorden ved Ilulissat, hvor årtusinders indlandsis baner sig vej mod havet gennem den nordlige halvkugles største gletscher, kværner mod klippen og splintres til små og stor isbjerge, nogle af dem mere end en kilometer på hver led, så gyser man lidt, når man kommer hjem og åbner sin e-mail - og finder den seneste pressemeddelelse fra Greenpeace-skibet Arctic Sunrise: Den amerikanske forsker Dr. Jason Box fra Polarcenteret ved Ohios universitet har målt dybden og omfanget af de glitrende smeltevandssøer på isens overflade lige nord for Ilulissat. Han konkluderer, at smeltevandsproduktionen på indlandsisen er steget med 30 procent på 17 år.

Endnu et af de mange uafviselige tegn på hastig opvarmning i Arktis. Man føler sig meget lille - men meget ansvarlig for sin planet.

Tilsvarende følelser må have grebet de fleste deltagere i den skare af miljøministre og politiske embedsmænd fra 22 lande, der mødtes med miljøminister Connie Hedegaard i Ilulissat i den forløbne uge.

Også de oplevede ved selvsyn den mægtige gletscher og fik at vide, hvor langt den allerede har trukket sig tilbage, alt mens den sender større og større mængder af is og vand ud i havet. Bob Corell, en anden amerikansk forsker, som har stået i spidsen for en stor sammenfattende rapport om virkningerne af klimaets forandring i Arktis, fortalte dem om de dramatiske ændringer, der finder sted i disse år. Permafrosten tør op. Havisen trækker sig tilbage og bliver tyndere. Afsmeltningen fra indlandsisen tager til. Livets vilkår forandres brat for alle dyrearter fra de mindske kril og vandlopper via alle slags krebs og rejer og fisk til pattedyr som sæl og hvalros, hval og isbjørn. For ikke at tale om menneskearten. Inuit må måske opgive de sidste rester af årtusinders fangerkultur, det moderne Grønland skal måske investere store millionbeløb i omstilling af det fiskeri, der er landets vigtigste levevej.

Olieselskaber ser frem til at bore efter olie på steder, hvor der før var for meget is, og kartoffel- og fåreavlere i Sydgrønland vil næppe heller klage over mere varme og plantevækst.

Men de fleste bekymrer sig. Klimaet i Arktis er ikke kun en følge af den globale klimaforandring. Det er også en årsag. Når tundraen tøer, bliver bundfrossen metan sluppet fri i jordens atmosfære, hvor den virker som en drivhusgas 20 gange kraftigere end CO2. Når is og sne bliver afløset af åbent hav og land, suger Artkis mere varme fra solens stråler.

Jo mere is, der smelter på overfladen af indlandsisen, jo hurtigere bevæger gletscherne sig mod havet - og desto før når man det punkt, hvor der simpelthen ikke kan falde sne nok til at gendanne den samlede mængde af indlandsis. En uafvendelig nedsmeltning går i gang. Måske varer den 1.000 år, men så vil verdenshavet også være steget 6,7 meter. Plus den endnu større stigning på grund af verdenshavets opvarmning, som under alle omstændigheder vil fortsætte i de kommende årtier og århundreder. Plus den endnu større virkning, hvis samme proces går i gang i Antarktis. Visse lande, som for eksempel den lavtliggende østat Tuvalu, må allerede nu se sin undergang i øjene. I længden kan det komme til at gælde alle kystnære byer, landsbyer og marker. For ikke at tale om de mængder af ferskvand, der vil svække Golfstrømmen (med kulde til følge her i Nordeuropa) og forandre de globale havstrømme.

Dette risikobillede kalder på ydmyghed og vilje til handling. Det prægede da også konklusionen fra det uformelle ministermøde i Ilulissat - hvis man ser bort fra USA's. Konklusionerne viste vilje til at komme videre, men stor usikkerhed om, hvordan det skal ske. Mest lovende er tegnet på tøbrud i den hidtil fastfrosne front mellem gamle industrilande og en blok af samtlige såkaldte udviklingslande. Begrebet er forældet. Blokken består af små østater og klodens største lande, fattige nationer, rige olielande og industrialiserede lande med høj vækst i ét sammensurium.

Nu viser de store vækstlande tegn på forandret holdning. Ikke at de uden videre vil påtage sig at skære ned på deres voksende energiforbrug, mens USA - med verdens højeste udslip pr. indbygger - sætter sit udslip op.

Men de vil søge nye veje til fælles ansvar for klodens klima. For eksempel forpligtelser om nedskæring i sektorer, hvor det ikke rammer samfundets udsatte og fattige. Og forpligtelser til at spare så meget som muligt på energien til gengæld for tilsagn om at få overført den nyeste, mest miljøvenlige og klimavenlige teknologi på lempelige betalingsvilkår, sådan at verden samlet set får mest bekæmpelse af drivhuseffekten for pengene. Kina viser, som det fremgik af Information i lørdags, åbenhed for en sådan handel. Æres den som æres bør: Connie Hedegaards initiativ har banet vej for lidt mere håb om handling, der batter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu