Læsetid: 4 min.

Før tiøren falder

24. marts 1997

DER VAR engang, da overenskomster og lønaftaler blev til i åben kamp. Linjerne var trukket hårdt op, og styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere var afgørende for slagets gang og profittens fordeling. Når arbejdernes forhandlere og strejkeledere fik et resultat i hus, blev det vendt og drejet på arbejdspladserne. Og ofte var der en vred venstreopposition, der lavede ballade og kritiserede, at man igen havde solgt sig for billigt.
Sådan er det ikke mere. Enigheden om, hvad der er forsvarlige økonomiske rammer, er ganske vist ikke blevet total. Men den rækker dog så langt, at trænede forhandlere i de fleste tilfælde uden den helt store dramatik kan oversætte den til færdige overenskomster i løbet af et passende antal dag- og nattemøder. Og de klassiske opgør er blevet afløst af forhandlingsforløb, der består af så mange tekniske diskussioner om varigheder, sammenkædninger, lønsystemer, pensionsprocenter o.s.v., at de fleste lønmodtagere har mistet overblikket for længst. Samtidig har mange af stridspunkterne en sådan karaktér, at de gamle pejlemærker ikke slår til, når der skal tages stilling for eller imod. Selv et nyt lønsystem med nye tillægsformer - som det den offentlige sektor er blevet udstyret med - giver splittelse i alle de traditionelle fagpolitiske lejre.
Den decentrale overenskomstform har selvfølgelig bragt nogle grupper tættere på forhandlingsforløbet. Men det er langt fra nogen entydig tendens. På mange områder er deltagelsen og overblikket tværtimod røget i samme ombæring. Hvad der skete i et gammeldags centralt forhandlingsopgør mellem DA og LO var jo dog til at følge med i. Samtlige medier rapporterede og indholdet var normalt til at overskue.
I dagens decentrale forestilling kan det ofte være sværere at følge med midt i blandingen af ny overenskomstteknik og de mærkværdige stillingskrige, som er fulgt i kølvandet på det organisatoriske opbrud i begge lejre. Og en mulig afstemning i et sammenkædet bunkebryllup hjælper næppe på forståelsen.
Der er således et par gode og en del dårlige grunde til, at "OK-97" i flere henseender har udviklet sig til et mærkeligt mummespil. De dårlige grunde har især deres udspring i de uafgjorte magtkampe i de to hovedorganisationer - udtrykt bl.a. i HK's enegang i forhold til LO og i den nye DA-ledelses ihærdige forsøg på at manifestere sig.

EN STORKONFLIKT er der ikke mere udsigt til. For over 90 pct. af lønmodtagerne er overenskomstfornyelserne på plads og kun overraskende afstemningsresultater kan vælte spillet. Det offentlige område er færdigt og finanssektoren og landbruget er for længst på plads. De eneste "huller" findes på DA-området. En del var som bekendt på plads fra starten af, da de store industrioverenskomster først udløber til næste år. Og de sidste ni uger er der løbende faldet ting i hak i et meget ujævnt mønster. Tilbage er nu - udover sammenkædningsspørgsmålet - primært et par hurdler på normallønsområdet, hvor lønnen aftales direkte i overenskomstteksten. Det handler først og fremmest om et par store SID-overenskomster på transportområdet.
Efter sammenbruddet søndag aften er de sidste reelle knaster i disse forhandlinger noget der ligner en ti-øre eller to på timelønnen. Det burde være noget, som forligsmanden kan bygge bro over. Og i hvertfald ikke noget som har stof i sig til at bære en storkonflikt.
På det private område er meget af krudtet de seneste måneder blevet brugt på overenskomsternes varighed. Med LO's ihærdige forsøg på at sikre to-årige aftaler og DA's mindst ligeså indædte satsen på de tre-årige var der lagt op til strid. I bakspejlet kan man så fundere på, om de to svækkede hovedorganisationer prioriterede rigtigt i deres søgen efter de mærkesager, der skal vise deres fortsatte berettigelse. DA-forsøget på at få genskabt samtidigheden i overenskomsterne virker som et håbløst projekt. Og allerede nu har man i de nye ét-årige aftaler flere resultater - bl.a. på pensionsområdet - der til næste år vil blive brugt som løftestang, når de tre-årige industrioverenskomster skal fornys. Men først og fremmest har DA-projektet virket utroværdigt, fordi kimen til problemet er en intern strid, hvor det netop var DA's suverænt stærkeste medlem - Dansk Industri - der sidst brød takten.
De vigtigste resultater i "OK-97" har på LO/DA-området været, at løn under barsel er blevet standard og at parterne overenskomst efter overenskomst har bekræftet enigheden om fortsat at give pensionsopbygningen høj prioritet.

PÅ DET OFFENTLIGE område er lønrammerne fortsat noget, man primært overtager fra den faktiske udvikling i den private sektor. Men den helt store nydannelse har naturligvis været det lønsystem, der gradvist vil holde sit indtog i stat, amt og kommuner. Det er karakteristisk for dette nye foretagende - hvor grundlønnen suppleres med både kvalifikationsløn, funktionsløn og resultatløn - at det i den grad er et projekt, som arbejdsgiverne har haft med i posen.
Der er gode overordnede argumenter for nydannelsen, der på sigt vil betyde, at ca. en fjerdedel af lønsummen fordeles lokalt. Over de næste 15 år går halvdelen af de offentligt ansatte på pension. Skal sektoren kunne tiltrække arbejdskraft på markedsvilkår til dette store generationsskifte, er et nyt lønsystem svært at komme udenom. Men de kraftige reaktioner mod det nye system - fra både store grupper i Forbundet af Offentligt Ansatte og fra AC-grupper som DJØF og Dansk Magisterforening - viser en massiv mistillid til såvel arbejdsgivere som forhandlere. Hvis ikke parterne tager ved lære af det, kommer det nye system aldrig til at virke efter hensigten.
Kampen om prisen på arbejdskraft fortsætter. Men antagelig uden storkonflikt. Dog må det vække til eftertanke, at 400 ansatte på landets kasinoer fortsat står midt i et forhandlingssammenbrud. Det er et spørgsmål om dealernes pension, der skiller. Så gør Deres indsatser i tide.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her