Læsetid: 4 min.

Førertrøjen falmer

31. juli 2002

Regeringer fra hele EU skriver under på ny love, som alle mener er et fremskridt for miljøet, for derpå fuldstændig at ignorere den juridisk bindende deadline for lovens indførelse. Hvis EU-regeringerne nægter, at vise respekt for loven, hvordan kan man så vente at andre vil gøre det?«
Chris Davies, miljøtalsmand for de Liberale Demokrater i Europa-Parlamentet, til Financial Times.
Hist hvor vejen slår en bugt, står en gammel bil og ruster. Og der har den stået et stykke tid. I flere EU-lande ligger syv procent af alle bilkirkegårde i den lokale lund, eller, endnu mindre romantisk, på den nærmeste p-plads. Forurening har mange former, og det triste syn af døde biler var en af mange gode grunde til at Kommissionen under daværende miljøkommissær Ritt Bjerregaard tog initiativ til det såkaldte End of life-direktiv. Idéen er, at bilejerne fra 2007 skal kunne skille sig af med bilvraget uden udgift, og det uanset om bilen måtte være meget ældre end direktivet. I takt med stigende miljøkrav er også udgifterne til bortskaffelse af biler steget, og de er hidtil faldet på bilejerne. Men de har ofte har valgt at se på deres egen tegnebog i stedet for herlighedsværdien af den fælles kulisse.
Det er måske ikke en særlig konsekvent gennemførelse af »forureneren betaler«-princippet, men i pragmatisk erkendelse af den kedelige tilbøjelighed hos lidt for mange bilejere, slog man en streg i sandet, og lod bilejerne slippe helt. I stedet skal fabrikanterne bære en væsentlig del af udgiften sammen med staten.
Ud over det indeholder direktivet også præcise krav til fabrikanterne om, at fremstille biler, så 80 procent af bilens vægt kan genbruges allerede fra 2006, og det skal stige til 85 procent i 2015. Og det bliver endvidere forbudt at anvende tungmetallerne cadmium, bly og kviksølv i bil-produktion allerede fra næste år.
Gode, men også dyre tanker for bilindustrien, der da også kastede sig ud i en så intens lobbykampagne, da direktivet passerede gennem Europa-Parlamentet, at det i dag står som et grelt skoleeksempel. Tilbage var et noget udvandet direktiv, der i maj 2000 blev vedtaget i Parlamentet sammen med ministerrådet.

To År senere befinder EU i den opsigtsvækkende situation, at kun Tyskland, ét ud af de 15 EU-lande, der gav direktivet deres fulde velsignelse, har taget sig sammen til at ophøje direktivet til lov i hjemlandet. Deadline var 21 april i år, og EU-Kommissionen har i juni taget første skridt på vejen til en retssag mod EU-landene.
Sløseri med at få indført EU-direktiver er ikke nogen stor nyhed, men det hører så absolut til sjældenhederne, når kun ét ud af samtlige 14 medlemslande kommer i hus til tiden. Det vidner om, at man over en bred kam ikke tager hverken sig selv eller miljøet særlig alvorligt. Ikke en gang de skandinaviske miljødukse har orden i papirerne denne gang.
På et tidspunkt hvor EU står på tærsklen til at optage en række langt mere ressourcesvage lande med store miljøproblemer, som EU i hvert fald hævder, at man ser alvorligt på, kan det ikke kaldes andet end et meget dårligt signal, at EU-landene ikke holder bedre selvjustits.
Sagt med lidt andre ord: Hvorfor i alverden skal regeringerne i Prag, Warszawa og Tallin under de kommende års store omstillinger på vejen mod EU-optagelse spænde livremmen endnu et par huller for at sikre overholdelsen af EU’s mange kostbare miljøregler, hvis man i København, Paris og Madrid udviser så stor nonchalance over for miljøet?

EU roser ofte sig selv over at være den eneste miljø-stormagt i verden, og EU tager da også ind imellem den grønne førertrøje på. Det sås i fjor under kampen for at sikre Kyoto-protokollen om klimaopvarmning mod undergang efter præsident Bush’s anslag. Men der skal meget mere til end fanfarer. En sammenslutning af otte europæiske miljøorganisationer gav i sidste uge den siddende EU-Kommission ret blandede karakterer for dens indsats for miljøet. Noget af det, der trak op, var forslagene til reform af EU’s fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Men de er netop ikke andet end forslag.
Kommissionen kan have nok så smukke intentioner om at vende skuden, men de kommende måneder vil reformtankerne blive udsat for en gang iskold realpolitik under forhandlinger mellem landene i EUs ministerråd.
Da EU vedtog direktivet mod de vilde bilkirkegårde for over to år siden var den gennemsnitlige EU-regering rød med grønne kanter. I dag efter at højrebølgen er slået igennem fra Lissabon til København er farven slået over i en grumset blå med sorte kanter. Der er grund til at frygte, at svigtet på bilkirkegården ikke er en enlig svale, men starten på en ny tendens, hvor den grønne førertrøje snart vil falme.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu