BRUXELLES - Det er lettere at forene økonomier og forvaltningsstrukturer end at forene minder og politisk kultur.
"Jeg gentager gerne sætningen om, at vi har dannet Europa. Nu skal vi danne europæerne," siger Bronislaw Geremek.
Han er en af de polsk-europæiske tænkere og politikere, der har spillet en markant rolle i hele processen fra 1980'ernes demonstrationer på værftet i Gdansk og nu til en Europæisk Union, der siden udvidelsen i 2004 flyttede vægt østover.
Den tidligere polske udenrigsminister og rådgiver for Lech Walesa sidder i et lyst hjørnekontor i EU-Parlamentet. Og han vil gerne af med den "grå og pessimistiske" vision af nationalstater, hvor den Europæiske Union blot er en samarbejdsstruktur og ikke et fællesskab.
"Det er en vanskelig og spændende opgave at skabe en mere entusiastisk vision for Europa," forklarer Bronislaw Geremek i hans kontor, hvor de høje skinnende glasfacader af nabobygningerne tårner sig op uden for vinduerne.
Entusiasmen er væk
Udvidelsen sidste år var en glædens tid i de nye lande. Og selv om udvidelsen med 10 lande på en gang var en stor satsning, en stor satsning endda, så er det gået over al forventning, synes Geremek: Der er kommet mange flere handelsforbindelser, og hans hjemland Polen deltager aktivt i EU's institutioner, både i Parlamentet, i Rådet og i Kommissionen. Arbejdet i Parlamentet viser da også, at de østeuropæiske politikere går til sagen og med ildhu. Men også de gamle lande er blevet påvirket.
"Tyskland har måttet se på sin socialpolitik i lyset af den nye situation." På trods af den vanskelige omstilling mener Geremek, at "operationen var mindre smertefuldt, end man kunne have frygtet."
Men den entusiasme, der førte hen til det historiske øjeblik for et år siden, denne psykologiske effekt er nu forsvundet.
"I mange af de gamle medlemslande er der nu en frygt for, at udvidelsen destabiliserer arbejdsmarkedet, at udvidelsen sløver og udvander integrationen, og at den sætter spørgsmålstegn ved alle de sociale aspekter af fællesretten. På den anden side er der en bitterhed i de nye lande over den holdning, som de store og rige lande har vist overfor de nye," siger Bronislaw Geremek.
Med solidariteten som et af Europas vigtigste karaktertræk vil denne bitterhed i de nye lande skridt for skridt kunne forsvinde.
I de vestlige lande derimod oplever Geremek en ligegyldighed "med de centraleuropæiske landes skæbne." Også her skal der ske en trinvis forståelsesproces og tilnærmelse. Kald det proces, tilnærmelse eller at vokse sammen - midlerne, de eneste mulige midler er uddannelse og kultur.
Uddannelse og kultur
"Vi har en proces af uddannelse og kulturelle aktiviteter, som vil skabe en ægte tilnærmelse mellem de to dele af Europa, mellem øst og vest. Vi har jo en fælles historie, så det er ikke umuligt. Udfordringen ligger i uddannelse, statsborgerskab og skabelsen af en fælles europæisk holdning, som bygger på ansvarlighed og stolthed over de europæiske erfaringer.
Kultur og uddannelse er simpelthen alt for vigtige til at forblive inden for nationalstaternes begrænsninger.
"Kultur og uddannelse skal være centrale i den europæiske udvikling," siger Geremek. Eftertrykkeligt.
"Under nærhedsprincippet var de to altid overladt til nationalstaterne. Og selve grundprincippet (i EU) er respekten for den nationale identitet og den nationale kultur. Men parallelt med det er der et behov for en europæisk kultur, og for at skabe en ide af Europas interesser og fælles europæisk vision af fremtiden. Derfor skal uddannelse og kultur blive et europæisk anliggende og ikke være begrænset til national politik," understreger han.
Det har sin historiske logik, at EU-landene efter krigen fokuserede på det økonomiske, og at de under Europas deling tog afstand fra totalitære regimer og kommunismens trussel. Men med udvidelsen sidste år er den Europæiske Union nået et sted hen, hvor der historisk er tid til en reformation, en gen-tænkning af begreberne. I stedet for at tænke på trusler kan man tænke på udfordringer - som jo er et positivt ord - og på muligheder og håb. Tiden er inde til at stille nye spørgsmål:
"Hvilket fællesskab vil vi have? Hvorfor vil vi leve sammen?"
Det historiske fællesskab
De unge mennesker, dem som Geremek møder i sit arbejde ved Natolin-universitetet uden for Warszawa har allerede en anden holdning. De vil gerne studere med unge fra andre lande, og de vil gerne leve sammen.
Middelalderforskeren Geremek favner unge europæere en aprildag 2005 i Bruxelles såvel som de store historiske perspektiver, når det gælder om at lade Europa vokse sammen. Geremek, der i sin forskning har studeret marginalisering i middelalderens Frankrig, fremhæver i en artikel for to historiske perioder, hvor europæiske fællesskaber blev opbygget.
Den første er middelalderens kristendom i det 13. århundrede. Overalt i Europa blev der bygget kirker, kirkelige universiteter underviste de kulturelle eliter i et fælles sprog - latin. Med en fælles kalender og fælles liturgi var middelalderens kristendom europæisk i sit væsen - men det undgik selve ordet og accepterede de nationale udtryksformer. Den anden model af et voksende europæisk fællesskab var i renæssancens opbrudstid, fra filosoffen Erasmus til oplysningstiden.
Levende sprog, især fransk fortrængte latin som fællessprog, iagttagelse, analyse og videnskab begyndte at skubbe til religionen, og intellektuelle og kulturelle bånd blev styrket gennem mange rejser. Disse fællesskaber er nøgler til den europæiske identitet i dag, mener Geremek.
"EU burde ikke være bange for at bekræfte både middelalderens kristne fællesskab og tro på den moderne tids fællesskab i fornuft. Kun det vil i virkeligheden favne modsigelsen i kernen af den europæiske ånd," siger han.
Denne dobbelthed som grundlaget og menneskets værdighed som centrum kan være udgangspunkt for en ægte debat om Europas fremtid. Og her skal ideen om menneskelig værdighed bruges som "tilskyndelse til en radikal åbning mod hinanden. Europa skylder sig selv at være pluralistisk, bevidst om sin kulturelle gæld til grækere og romere, arabere og jøder." De europæiske erfaringer har vist "tolerancens magt og den fattigdom, der følger med lukkede, totalitære ideologier."
Den europæiske vision, som Geremek efterlyser, skal vokse ud af denne tradition.
"Den intellektuelle debat om fremtidens Europa må dreje sig om at styrke den europæiske solidaritet, om at skabe ideer og visioner, der er stærke nok til at vise en realistisk vej og om at vække forestillingsevnen til at bygge et stærkt, modigt og lysende fællesskab," siger Geremek i artiklen.
Ideer til hverdagen
Med solidaritet og frihed som kernen i den europæiske integration mangler der blot en Prometeus' initiativ for at få et virkelig stærkt fællesskab, med et opfindsomt erhvervsliv og en stærk økonomi. Og EU's rolle skal ikke blot være at definere institutioner og politikområder.
"Problemet er, at den Europæiske Union er meget langt væk fra de daglige bekymringer hos europæerne. Og hvorfor dannede vi statsstrukturer? Det skete jo, fordi den nationale stat blev betragtet som rammen. Den garanterede sikkerheden og var svaret på bekymringer i det daglige," forklarer Geremek.
"Man skal huske på, hvad der lige nu sker i Europa. Den Europæiske Union fungerer som en meget mærkelig struktur, der er langt væk fra folks daglige liv. Og det skal laves om, hvis ikke vi vil forårsage skuffelse og bitterhed. I stedet skal vi præsentere ideer og visioner for fremtiden," siger Geremek.
Disse visioner skal helt ned i det daglige arbejde. Og så kunne man jo passende starte med den meget aktuelle strid om EU's finanslov for årene 2007-2013, synes Bronislaw Geremek:
"Den Europæiske Union burde ikke tænke over begrænsede budgetter, men i stedet over udfordringer og muligheder for lave vise budgetter. Det handler ikke om gavmildhed eller mangel på gavmildhed. Det handler om at tænke på fremtiden."
