Læsetid: 4 min.

'Først og fremmest skal man jo have sin hverdag til at fungere'

Martin Glaz Serup fik Strunge-Prisen i år. Han er født i det år, hvor Strunge debuterede, nemlig 1978. Selv debuterede han i 2002 med samlingen 'Shylas ansigt', og han har i alt udgivet fire digtsamlinger
24. august 2006

Den nye lyrik efter 1986 har ikke oplevet de store generationsmanifestationer som i Strunges tid. Det er i højere grad kortprosaen, der har dannet litterære generationer, skoler og strømninger. Når det gælder lyrikken, er det mere en række enkeltværker og enkeltstående forfatterskaber, vi har med at gøre.

De udgør til gengæld et smukt broget pinakotek af digte og nye poetiske genrer. Filosofisk inspiration, religiøs tematik, talehandlinger, køn, hverdag, konkretdigtning, rap og cross-overs mellem kunstarter har lyrisk gjort sig gældende.

En skepsis eller måske rettere en art blufærdighed over for det lyriske billede blander sig mere og mere i de udfald mod tilværelsen, som den nye lyrik foretager. Man vil hverken den tankens og ordets befrielse, som metaforen kan være, eller den struktur den kalder frem i sproget. "Først og fremmest skal man jo have sin hverdag til at fungere" kunne være et selvironisk motto for et par af stemmerne i nutidens lyrik. Og mottoet om hverdagen har jeg hugget fra årets modtager af Michael Strunge-prisen, nemlig Martin Glaz Serup.

Martin Glaz Serup er født i det år, hvor Strunge debuterede, nemlig 1978. Selv er han er digter af det nye årtusind. Han debuterede i 2002 med samlingen Shylas ansigt, og han har i alt udgivet fire digtsamlinger. Debutbogen lægger for med fortsatte historier om den gamle Beatles-figur Bungalow Bill, og titlen kan både referere til pornomodellen Shyla og give ekko af den græske mytologis havmonster Scylla plus meget andet godt og skidt.

Serups digte skrives ikke på et rent og hvidt papir, men ind i en verden af betydninger, sprog, ord og gas. De ligner telegrammer på et snavset stykke avispapir for nu at citere en af Serups meget ældre kolleger. Der er betydninger, kunst og cirkus alle vegne, og den unge digter skal tale til lyden af en hob gamle mænd, måske digtere eller filmmagere, der lystigt knækker fingre.

Postmodernisme med løse citater og genbrug, vrængede et par af kritikerne - jeg ser i højere grad Serup som en digter, der tager modersmålet i brug midt i en strøm af alle mulige ytringer og lader en digterisk form aftegne sig uden at forgive, at det meste ikke allerede er skrevet. Digtet er altid allerede en ready-made.

I debutbogen arbejder Serup med en række spor og forløb, der hele tiden krydses. Ja - han ligner både Laugesen, Turèll, Høeck og adskillige andre fra 1960'ernes litterære nybrud. Men god digtning er et afsæt, der fortsætter.

Samlingen Borgmester Gud (2003) er en fortsættelse af en politisk engageret digtning. Hos Serup kan omverdenen ligne et evigt halbal med frihed under den skarpeste kontrol og til lyden af CNN-klippet krig. Det er modigt af Serup at give pokker i lyriske sikkerhedsbælter for at bringe sine vers til at omtale nutidens fascisme og vel at mærke på en sådan måde, at læserens blik faktisk skærpes.

Dette er ikke velmenende og politisk korrekt digtning, men slet og ret et poetisk sprog, der bringes til at gå løs på nutid, politik og omverden. Den politiske linie er også til stede i undergrundsrap-bogen Travelling Salesman fra 2002, som jeg måtte til Statsbibliotekets højeste etager for at få fingre i. Fire sider rim om at have fået røde lejesvende på hjernen - og det var der jo en del, der fik efter 2001. Man mærker, at Laugesens og Turèlls undergrundsforsøg er absolut in mente. Samlingen kom i 75 nummererede eksemplarer.

Glaz Seerups gennembrudsbog er dog hans fjerde samling 4 skrevet med tal som på en cd og ikke bogstaver som Grotrians Fire eller engelsk: fire (ild) fra 1990. Der er tale om et langdigt, igen i flere genkomne spor og stemmeføringer. Det lyriske jeg og du, der blev sendt helt af banen i Shylas ansigt og Borgmester Gud, får plads og rum. Der er mere ro over digtet, selv om Serup fortsat forholder sig til omverdenens betydningsfylde og billedstrøm af krig og rædsler i fortid og nutid og også de skrig, der lyder fra naboen.

Lyt lige til en af Serups sider:

På motorvejen i går en bil i nødsporet en mand signalerede

det var nat vi lod ham stå

som om vi ikke så ham der kommer jo altid andre

vi skammede os hele vejen hjem

fra en fjern kusines 18-års fødselsdag hendes kærestes overvældende kram da vi gik

hvad hed han egentlig? Det er de kram og klap og spørgsmål fra fremmede

mennesker

der er en næsten håndgribelig intimsfære et sted et gennemblødt lagen

Et kort men virkeligt skrig fra naboen igennem væggen

hele kroppen sprang noget over

i morges da jeg var ved at tabe glasset med te

man ved man har været vidne til noget men til hvad?

Som læser kan man faktisk godt stille det samme spørgsmål til Serups digte. Man ved, man været vidne til noget, men til hvad? Kun en ting er sikker - læseren opdager hurtigt, at man må tage stilling til denne digtning. Lad blot kritikken være kritisk - det er igen ved at være et godt tegn, at man som digter har fået et par rigtig drøje hug - især når der også falder en pris af - det gør der i dag til Martin Glaz Serup for hans foreløbig fire digtsamlinger. Det sker med ønsket om endnu flere.

Hjertelig tillykke!

n Michael Strunge Prisen 2006 gik til Martin Glaz Serup. Michael Strunge-prisen kan tildeles en lyriker, der er debuteret efter 1986 - det år, som var Michael Strunges dødsår. Prisen har været uddelt siden 1989. Priskomiteen har de sidste par år bestået af Klaus Høeck, Mette Moestrup og Anne-Marie Mai.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her