Læsetid: 4 min.

'Jeg er først en kriminel den dag, jeg stopper med at kæmpe for mit folks rettig

Den 58-årige uighurske entreprenør og menneskerettighedsforkæmper Rebiya Kadeer har siddet fem år i kinesisk fængsel for at kritiserer Kinas politik i Xinjiang-provinsen
13. oktober 2005

Hun er lille spinkel, og hendes grå hår stikker ud under den traditionelle, firkantede hat. Det er tydeligt, at den 58-årige uighurske entreprenør og menneskerettighedsforkæmper Rebiya Kadeer har været meget igennem - bl.a. mere end fem år i et kinesisk fængsel - og at hun er dybt berørt over sit hjemlands skæbne.

Men hendes livlige, brune øjne udstråler også en hårdfør selvsikkerhed, man finder hos hendes slags: Kadeer er en fighter. Hun er på tur rundt i Europa for at gøre opmærksom på hendes folks sag, og Information mødte uighurernes vigtigste fortaler, da hun for nylig besøgte Danmark.

Efter kommunisternes magtovertagelse i Østturkestan i 1949 tvangsdeporterede hendes familie til en fjern ørkenlandsby, nægtede Rebiya Kadeer at lade sig kue, og hun startede senere sin egen lille geschæft: Hun syede tøj, og fik hurtigt mange kunder. Med en lille opsparing åbnede hun et vaskeri og fik smag for business:

"Jeg solgte alt, du kan forestille dig," siger Kadeer.

"Fåreskind, hatte, grøntsager, brænde, tæpper, tørrede frugter. Min drøm var at få råd til, at mine børn kunne komme i skole."

Men hun skulle få råd til mere, og endte med at blive den rigeste kvinde i Kina.

Vist frem som 'kapitalist'

Det var ikke nemt for en kvinde - oven i købet en muslimsk kvinde - at nå så langt som Kadeer.

I 1976 blev hun arresteret og vist frem i gaderne som 'kapitalist', hvilket førte til, at hun blev skilt fra sin første mand, der frygtede myndighedernes repressalier.

Hun flyttede til storbyen Urumqi, hvor strabadserne fortsatte:

"Jeg brugte over et år på at få tilladelse til at bygge et markedskompleks. Hver dag mødte jeg op hos myndighederne, og hver dag sendte de mig hjem igen. Selv da jeg var gravid, sad jeg på kontoret hver dag, indtil myndighederne til sidst blev trætte af mig, og jeg fik det sidste stempel," siger hun.

Kadeer smiler selvsikkert ved erindringen om denne civile ulydighed og fortsætter med at fortælle om den politiske magt, hun tilegnede sig igennem investeringer.

"Der var ingen konkurrence på de markeder, jeg investerede i - alle var bange for at blive hængt ud som kapitalister. Det var jeg ikke."

Hendes frygtløshed og veltimede investeringer bragte hende til tops, og hun sad i Xinjiang-regionens handelskammer og repræsenterede Kina ved FN's internationale kvindekonference i Beijing i 1995.

Hun skabte 'Tusinde Mødre Bevægelsen', der havde til formål at få uighurske kvinder i arbejde, og hun rejste rundt for at lytte til sit folks klager.

Men hendes åbenlyse kritik af Kinas politik gjorde til sidst, at myndighederne ikke kunne tolerere hende længere.

"Jeg tog til Beijing hvert år og klagede til partibosserne, og hvert år lovede de os forbedringer for uighurerne. Men det var ren og skær løgn. Intet blev bedre," siger hun.

Da hadet til Kina i 90'erne eksploderede i optøjer i Xinjiang-provinsen, begyndte man at overvåge og chikanere Kadeer, hvis mand gik i eksil i 1997, og to år efter - da Kadeer var på vej til et møde med et amerikansk kongresmedlem - blev hun arresteret.

Uden advokat blev hun dømt til otte år i fængsel ved en hemmelig retssag. Anklagen lød på "videregivelse af statshemmeligheder" - der var dog blot tale om nogle avisudklip, Kadeer havde sendt til sin mand.

Et stort fængsel

Nu er Rebiya i Danmark for at tale uighurernes sag:

"Selv om vi bor i et ressourcefyldt område med naturgas, olie og guld, er vi fattige. Selv om uighurerne arbejder hårdt, har de kun råd til at give halvdelen af børnene en uddannelse. Kineserne har taget al jorden, de bedste job og den politiske magt. En uighursk bonde skal kæmpe for at få tilladelse til at hente vand til sine marker, men kineserne har grønt lys for alle deres projekter," klager Kadeer.

"Kineserne er i gang med en etnisk udrensningþ" siger hun og beskriver Beijings steriliseringskampagner og tvangsaborter, der skal begrænse væksten i den uighurske befolkning.

"Hvis det fortsætter sådan, vil uighurerne være udryddet om 20 år."

Rebiya har uden tvivl lidt hårdt under sit fængselsophold, men som hun siger: "Det er ikke værre end, hvad uighurerne oplever til hverdag. De lever i ét stort fængsel."

Med tårer i øjnene hæver Rebiya stemmen:

"Jeg er først en kriminel den dag, jeg stopper med at kæmpe for mit folks rettigheder. Jeg vil blive ved med at rejse rundt og fortælle om vores sag. Hvis der bare er én, der vil lytte, så kommer jeg!" Og det lader bestemt ikke til, at Rebiya giver op - også selvom hun ved, at mange af de lande, hun for tiden besøger, har vigtige handelsinteresser i Kina at beskytte.

"Jeg kæmper med fredelige strategier for mit folks rettigheder, og for deres mulighed for at komme til et punkt, hvor de selv kan bestemme deres lands fremtid."

Trods en reel sag har uighurerne en lang vej at gå - men Kina kan i hvert fald ikke lukke munden på Rebiya Kadeer og hendes støtter.

Rasmus Elling er ekstern lektor på Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her