Læsetid: 2 min.

Først skal træet vises...

'Jul i Valhal' lægger op til gys og lover nedtælling til Ragnarok, men efter to afsnit er der mere julehyggesovs end mytologisk drama. Det bliver knald eller fald, når de hypede guder kommer på banen
2. december 2005

Efter Jesus og Josefines succes med formidling af juleevangeliet i kalenderform skal nordisk mytologi nu julehygges ind i større børns bevidsthed med TV 2's tv-julekalender Jul i Valhal. Med lovning på Loke-mandjagt og nedtælling til Ragnarok fejler den dramatiske forventningshorisont ikke noget, men det er ikke meget, man mærker til aser, jætter og guddommeligt drama i seriens første afsnit - ud over i titelsekvensens stjerneparade, der med sans for pr men ikke for suspense løfter sløret for, hvordan samtlige nordiske guder kommer til at se ud i stedet for at give os lejlighed til at nå at fantasere om, hvem og hvad, der egentlig gemmer sig i den mystiske høj ved mormors hus.

De første afsnit af en kalender skal altid nå at etablere en masse information, personer, steder og spilleregler. Som i Jesus og Josefine har Jul i Valhal en nutidig ramme om en families juleforberedelser og konflikter.

Hovedpersonen er den 12-årige Sofie (Laura Østergaard Buhl), hvis mor (Ann Eleonora Jørgensen) endnu en gang har fået job i udlandet. Dermed skal skole og venner igen skiftes ud, men først er der en måneds pit stop hos mormor Ragnhild på landet. Her er skovløberen Asmus (Troels Lyby) og hans to børn Jonas på 14 og Emma på syv overraskende rykket ind og blevet en del af mormorens hverdag.

Højens hemmelighed

Scenen er dermed sat for en række konflikter mellem land og by, high-tech karriere-stress og tekniksky, traditionsbundne hjem- og naturelskere. Ann Eleonora Jørgensen og Troels Lyby har allerede lagt effektivt i ovnen til tre ugers kamp om, hvor hæve/sænke-bordet og brændekurven skal stå, og i aftenens afsnit får de sågar en egen musikvideo-sekvens om at betragte hinanden som den eneste ene, man slet ikke vil have. De giver den, hvad de har, men det poppede indslag med MTV-agtigt Valhal-logo afbryder fuldstændigt historien, og man kunne have ønsket, at de obligatoriske musikindslag til radiorundgang i december var bedre integreret i helheden.

Det er svært at sige, om Jul i Valhal vil blive kulørt kostumehøjbal eller få sparket liv i den nordiske mytologi. Skuespillet og replikkerne svinger meget i kvalitet, men gyserinstruktøren Martin Schmidt får trods fuld knald på hyggefiltrene og overstyret julelysæstetik skabt nysgerrighed efter at vide, hvad der mon kan gemme sig i højen derude. Det enkle, musikalske gysertema skal nok hjemsøge én efter nogle dage mere på skærmen, men hellere det end elevatormusikken fra seriens indledning og resumé.

Efter talrige genudsendelser er man faktisk villig til at sluge meget for at se noget nyt på kalenderfronten. Genrens grundpille er, at den skal kunne ramme utroligt bredt, og så må man stå model til nuttet pebernødskastning og kalenderlyskonflikter, inden man kommer til makronerne.

Seriens fire forfattere har efter idé af bl.a. forfatteren Lene Kaaberbøl skabt en ramme, et persongalleri og en tone med potentiale, og hvis ikke familiefilmsklichéerne får overhånd, vil målgruppen nok gerne hænge på til jul. Det bliver knald eller fald, når guderne kommer på banen.

Jul i Valhal kl. 20.00 på TV 2 frem til og med den 24. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her