Læsetid: 4 min.

Første jordmoderstrejke

17. juni 1999

I nat gik 130 Jordemødre på sygehusene i Herning, Hillerød, Gentofte og Viborg i strejke - den første strejke i Jordmoderforeningens snart 100-årige historie. Strejken er den umidddelbare konsekvens af, at et snævert flertal på 17 medlemmer af Jordemoderforeningen i sidste uge forkastede den aftale foreningen havde opnået med Amtsrådsforeningen.
Få dage senere forkastede jordemødrene i hovedstadsområdet også Jordemoderforeningens aftale med Hovedstadens Sygehusfællesskab - og foreningen varslede konflikt for jordemødrene på Frederiksberg hospital.
Det er udelukkende jordemødrenes sundhedsforebyggende arbejde, som bliver strejkeramt - de vil fortsat være med til fødslerne - hvilket på en gang kan gøre strejken til en forholdsvis usynlig og langvarig affære. Men desværre også svanger med risikoen for at symptomer på fysiske eller psykiske problemer hos den gravide eller fostret ikke bliver opfanget i tide.
Kort fortalt handler konflikten om penge. En nyuddannet jordemoder får i dag mellem 17.471 kroner og 18.640 kroner afhængig af, hvor i landet hun bor. Slutlønnen ligger mellem 19.919 kroner og 20.749 kroner, tillægget for natarbejde er 16 kroner og ni øre i timen. Det synes jordemødrene ikke står mål med den uddannelse, det ansvar og den fleksibilitet, som jobbet kræver - ved 75 procent af fødslerne står de med ansvaret alene, de er den faggruppe med mest skifteholdsarbejde, og de har pligt til at møde når som helst, der er brug for dem.

Hvis jordemødrene havde stemt ja til forliget, var de rykket et trin op ad lønskalaen, hvilket betyder en lønstigning på omkring 300 kroner om måneden. Vel at mærke mod at afskaffe en nuværende ordning, hvor de opsparer to timers afspadsering for hver 37 timers tjeneste i aften- og nattevagter. De jordemødre, der har aften og natarbejde ville dermed næsten på øre miste i afspadsering, hvad de får i løn på et højere skalatrin.
Samtidig skulle jordemødrene acceptere at være mere geografisk mobile. I dag er de ansat af amtet, men fast tilknyttet et center. Med den ny aftale ville jordemødrene fremover få hele amtet som arbejdsområde.
Umiddelbart forekommer det besynderligt, at jordmødrene for første gang kaster sig ud i konflikt på grund af 300 kroner om måneden. Men i grunden er det mere besynderligt, at denne stærke selvrådige faggruppe først nu tager sig sammen til at kæmpe for at forbedre deres løn og arbejdsforhold. På et tidspunkt, hvor det er ved at være for sent.
Jordemoderfaget har i flere århundreder været omgæret af en særlig respekt, som ikke var andre typer kvindearbejde forundt. Uddannelsen blev formaliseret i 1789, og det er landets ældste kvindeuddannelse (først fra 1981 blev der optaget mandlige jordemoderelever, og i 1997 var der tre mandlige jordemødre).
Sindbilledet på en jordemoder, der cykler afsted på alle tider af døgnet, med jordemodertasken på bagagebæreren, stammer fra den gang, hvor hun havde en status i lokalsamfundet, der kan sammenlignes med lægens og dyrlægens. Alle selvstændige erhvervsdrivende med den særlige næsten mytiske power, der følger med at kunne gøre forskellen mellem rask og syg, mellem liv og død.
Den gang var det et vellønnet, krævende, ansvarsfuldt arbejde - hvilket afspejlede sig i, at jordemoderens ægtemand, jordemodermanden, i folkemunde blev synonym for en let uduelelig mandsperson, der blev forsøget af sin kone.

I de årtier, der er gået siden jordemødrene blev offentligt ansatte i begyndelsen af 70'erne, er det kun fagets lønninger, men ikke kravene til uddannelse, fleksibilitet og ansvar, som er skrumpet. Snarere tværtimod er betydningen af det store jordemoderarbejdet, som ligger før fødslen, vokset i takt med opmærksomheden på arbejdsmiljøets og den almindelige levevis' indflydelse på graviditetsforløbet.
Faget nyder da også stadig stor anseelse blandt kvinder - adgangskravet til Jordemoderskolen om et eksamensgennemsnit på mere end ti antyder, at jordemødrene hører til blandt landets kvikkeste kvindehoveder.
Men indrulleringen i det offentlige sygehusvæsen har betydet, at jordemødrenes kvalifikationer og ydelser bliver vurderet ringere - jah, faktisk tyder en rapport, som Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik offentliggjorde i maj, på, at denne gruppe læger ikke mener, at jordemødrene længere er i stand til klare ansvaret for fødslerne.
I rapporten foreslår gynækologerne således, at man nedlægger de små fødesteder, hvor der ikke er lægeligt beredskab, og halvere antallet af fødeafdelinger fra de nuværende 40 til 20 - dels for at samle den bedste ekspertise på færre steder og dermed give kvinder sikre fødsler, dels for at spare nogle af de dyre, akutte beredskaber og blodbanker.

Eftersom langt de fleste fødsler er normale, eftersom der slet ikke er brug for læger ved normale fødsler, og eftersom det er et meget lille antal fødsler, hvor der først opdages komplikationer, der kræver en læges tilstedeværelse, når fødslen er gået i gang, kan forslaget kan ikke ses som andet end en faggruppes angreb på en anden faggruppes kompetence-omåde.
Og eftersom gynækologernes forslag ligger helt i forlængelse af de blæsende centraliseringstornadoer inden for sygehusvæsenet, skal jordemødrene virkelig krænge sagtmodighedens trøje af sig for at vinde den magtkamp og vriste fødslerne ud af lægernes sygeliggørende favn.
Ellers kommer de til at springe rundt og være dygtige, ansvarlige, omsorgs- og samvittighedsfulde uden at få højere løn eller bedre bekvindinger i al fremtid. fris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her