I 1969 rejste amerikanerne ud i rummet for at plante Stars and Stripes på månen. Neil Armstrong satte foden på det ukendte land med ordene: 'et lille skridt for mig, men et stort skridt for menneskeheden'. Jeg var 12, så det på sort-hvidt fjernsyn, og det var et eventyr helt i forlængelse af mine yndlingsbøger: Ivanhoe, De Tre Musketerer og En verdensomsejling under havet. Næste tur til månen fulgte jeg med samme spændte interesse, og dagen efter forførte jeg og nogle kammerater geografilæreren til at tale om månerejser i stedet for at høre os i lektierne. Med en 12-årigs undren spurgte jeg ham: "Hvorfor er der ingen kvindelige astronauter?" Så lagde han cerutten i tavlens kridtrende, rømmede sig og sagde med alvor i stemmen: "Det er, fordi kvinder har menstruation".
Jeg kan stadig mærke skammen stige op i kroppen. Med en enkelt sætning satte han, min beundrede lærer, mig uden for den store spændende verden sammen med alle de andre piger, vores mødre, tanter og lærerinder. Jeg hævnede mig ved at glemme hans navn, men har ofte sendt ham en knytnæve i tankerne - som da jeg løb et maraton i 1986 med menstruation. Senere har jeg brugt ham som argument ved redaktionsbordet på dagbladet Information, når en kollega hævder, at verden ikke bliver bedre, fordi der er kommet en kvindelig nationalbankdirektør, minister eller kvinder på andre magtfulde poster i samfundet. "De fører jo samme politik som mænd," lyder argumentet.
Ja vist. Men derfor er verden nu alligevel blevet bedre for 12-års piger, som i dag har udkig til voksne kvinder, der har rokket alvorligt ved antagelserne om, hvilke grænser biologien sætter for kvinders livsudfoldelse.
Kærlighedserklæring
Bogens titel er selvfølgelig en kærlighedserklæring til min mor, Lilly. Hun tilhørte sidste generation, som blev opdraget med, at kvindens mål og pligt i livet er at holde hjemmet skinnende, ungerne vandkæmmede og manden så tilfreds, at han villigt går på arbejde og henter en løn hjem, der kan forsørge familien. Da min mor, moster og faster i 1960 var blevet omkring 30 år og mødre til et par børn, skiftede forestillingen om den perfekte kvinde og det ideelle kvindeliv. Ægteskabet holdt op med at være 'den bedste sociale elevator for kvinden', som sociologiprofessor Svalastoga skrev i 1959.
I dag er kvinders sociale anseelse hovedsagelig afhængig af deres status på arbejdsmarkedet, uanset om de er gift eller ej.
Forandringerne er vævet sammen med velfærdsstatens udvikling - mange af kvinders opgaver med at tage sig af børn, syge og gamle er blevet overtaget af det offentlige.
Samtidig har forældreskabet ændret sig; bortset fra bilernes omfang er den største ændring i gadebilledet de mange mænd med børn i barnevogne, i bæreseler, på cykler og ved hånden.
Det er sådanne skift i hverdagslivet, Lillys Danmarkshistorie handler om.
Ændringerne i forholdet mellem mænd og kvinder er gået hurtigt, ofte hurtigere end følelserne har kunnet følge med til, og med mellemrum bølger længslen efter gamle dages mere skarpt definerede kønsroller.
Nostalgien afspejler, at moderne maskulinitet og feminitet langtfra har bundfældet sig som en kollektiv følelse af 'naturens orden'.
Det afspejler imidlertid også kvindebevægelsens evige dilemma: Ligesom andre store revolutionerende bevægelser, har dens (hvilket inkluderer min egen) selvforståelse været, at feminismen bevæger samfundet fra undertrykkelse mod frigørelse, fra ufornuft mod fornuft, fra mørke mod lys - kort sagt, at de ændrede kønsroller, og frem for alt kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, er et ubetinget historisk fremskridt.
Selvforståelsen giver problemer: For hvordan kan det moderne liv med fuldtidsarbejde og børn, karriere og husarbejde, skilsmisser og delebørn med rimelighed kaldes et fremskridt, når det indimellem gør så ondt, at mange får lyst til at træde et par skridt tilbage i tidsmaskinen?
Hvis man kaster et blik i statistikkerne, er der en påfaldende samtidighed i stigningen af antallet af mennesker, der er ramt af alvorlige stress-sygdomme, antallet af skilsmisser og utilpassede børn - og så det forhold, at danskere gennemsnitligt bruger flere timer dagligt på løn- og husarbejde end for 20 år siden. Tid, der tidligere blev brugt på socialt samvær med familie, venner og naboer.
Sådanne statistikker råber på en kulturkamp, som sætter menneskers hverdagsliv i centrum.
Det guddommelige
Det er uhyre sjældent, at man møder et menneske og bliver i tvivl, om vedkommende er en mand eller en kvinde. Denne sikkerhed på kønnenes forskellighed afspejles i ordene ukvindeligt og mandhaftigt, umandigt og kvind-agtigt - alt, hvad der strider mod forestillingen om det naturlige køn vækker latter, foragt, forargelse, vrede eller rammer ligefrem kvalmepunktet i maven.
Forfølgelser og latterliggørelse af homoseksuelle er det oplagte eksempel. Det samme er klædedragtens tabuer - selv de mest progressive arbejdspladser vånder sig ved tanken om mandlige ansatte i kjole og højhælede sko. Eller kvinder i slips og habitter, der ikke er feminiserede med en taljering, en perlekæde eller et tørklæde til at blødgøre de skarptskårne linjer - hvis tørklædet vel at mærke placeres om halsen og ikke om hovedet.
Begreber, som refererer til maskulinitet og feminitet, indgår i et sprogligt system af forskelle, hvor kønnene repræsenterer polære modsætninger: Natur versus kultur, intuition versus rationalitet, passivitet versus aktivitet, som alle er knyttet til samfundsmæssige magtrelationer.
Jeg kan imidlertid ikke få øje på en eneste karakter-egenskab, som er reserveret til det ene køn. Fortidens såkaldte kvindelige omsorgs-evne, følsomhed og ømhedstrang er blevet et fremherskende træk hos mænd. Traditionelle maskuline karaktertræk som beslutsomhed, initiativ og pågåenhed udfolder sig hos kvinder. Og sproget mudrer til, når man sætter kønsbetegnelser på karaktertræk, egenskaber og psykiske tilstande. Alt er menneskeligt, hverken maskulint eller feminint.
Det magiske, fantastiske og i sin essens guddommelige ved kønsforskellene er, at de i forening er livgivende. Denne evne til at skabe liv er kernen i al religiøs undren, forbundet til livets helt store spørgsmål om, hvorfor vi er her på jorden.
At klistre begreber som aktiv versus passiv, logisk versus intuitiv og aggressiv versus omsorgsfuld op på henholdsvis mænd og kvinder er en betontung trivialisering af kønnets mystik, som konserverer magtforhold.
Jo større forskel, der er på maskulinitet og feminitet - desto mindre udfoldelsesrum bliver der for både mænd og kvinder.
Synet på menstruation
For nylig fandt jeg ud af, at russerne allerede i sommeren 1963 sendte den første kvindelige kosmonaut, Valentina Teresjokova, ud i rummet med en Soyez-raket. Men denne kvindelige pioner havde min geografilærer glemt, da amerikanerne seks år senere satte fodspor på månens overflade. Siden da har kvinder fået adgang til stort set alle traditionelle mandejob - skraldemænd, jagerpiloter, statsministre og virksomhedsledere for blot at nævne nogle stykker.
Derfor blev jeg dybt forbavset, da Megafon lige efter årtusindeskiftet lavede en undersøgelse, der viste, at forestillinger om, at menstruation bestemmer kvinders psykiske liv stadig er vitale. Så mange som 56 procent kvinder og 58 procent mænd mener, at kvinder er følelsesmæssigt ustabile under menstruation. Omvendt mener henholdsvis 44 procent af kvinderne og 42 procent af mændene det modsatte.
Synet på menstruation har stor betydning for holdningen til samfundets kønsarbejdsdeling. Næsten hver femte kvinde i undersøgelsen svarede ja til spørgsmålet om, hvorvidt kvinders biologi forhindrer dem i at udføre visse typer job. Flere mænd, nemlig hver tredje, mente det samme.
Lige under den polerede overflade, hvor ligestilling mellem kønnene er ophævet til en 'dansk værdi', er der altså en meget stor gruppe, som mener, at kvinders menstruationscyklus gør dem mindre psykisk stabile og mindre egnet til visse typer job.
Måske er dette den vigtigste forklaring på, at to tredjedele af danske kvinder mellem 18 og 40 år helst vil være fri for at menstruere. Den smerte, nogle kvinder har et par dage hver måned, kan som regel kureres med en pille eller to. Det kan den udbredte mistro til kvinders evner ikke.
Den største erkendelse, jeg har fået gennem arbejdet med Lillys Danmarkshistorie, er, at naturen, dvs. kvinders og mænds biologi, altid er blevet brugt konservativt som argument mod kvinders frigørelse og ligestilling mellem kønnene. Det sker stadig, selvom både kvinders og mænds natur - eller rettere ideerne om den - har undergået ufatteligt store forvandlinger siden mine oldemødres tid.
Hvis de havde tænkt og handlet som jeg i forhold til mænd, var de blevet dømt promiskuøse. Hvis de havde studeret og arbejdet som jeg, var de blevet betragtet som særlinge. Hvis de havde insisteret på i perioder at forlade deres familie for at skrive en bog, var de blevet anset for vanvittige - og frem for alt: ukvindelige.
I dag er kønnet i langt mindre grad en spændetrøje end for 150 år siden, men der florerer stadig mange myter om ægte kvindelighed og ægte mandlighed. Jeg håber, at Lillys Danmarkshistorie kan være med til at punktere et par af dem.
Pia Fris Laneth er udlandsredaktør og souschef på dagbladet Information samt forfatter til 'Lillys Danmarkshistorie' (640 s. 349 kr. Gyldendal), der nu er kommet i tredje oplag. Krakaprisen uddeles af Foreningen for Kønsforskning i Danmark. Overrækkelsen fandt sted lørdag
Kronikken i morgen:
Christian Braad Thomsen:
I begyndelsen var ordet
