Læsetid: 3 min.

Den første postmodernist

Utroligt! H.C. Andersens næsten ukendte debutroman fra 1829 er et stykke fantastisk litteratur, der på bedste postmoderne vis eksperimenterer, parodierer og filosoferer sig vej igennem et forvandlet København. Resultatet er betagende, yderst vittigt og til tider rablende
16. august 2005

Den fortrolighed vi føler med H.C. Andersen er af en helt særlig karakter. For han er hverken høj eller lav, min eller din forfatter. Han er noget så sjældent som vores alle sammens og hele Danmarks forfatter. Genstand for en særlig national fortrolighed, som vi hygger og skutter os omkring. Det skal der selvfølgelig tjenes penge på! Derfor bliver fejringen af forfatteren naturligt nok til en branding-event for nationen Danmark. Og sikkert derfor går mange mennesker netop i år en god bue uden om fænomenet Andersen.

Men tag ikke fejl af forfatterskabet selv! Forlaget Vandkunsten har netop genudgivet Andersens utrolige, men mindre kendte debutroman 'Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i årene 1828 og 1829'. En yderst luksuriøs udgivelse med fine og i forhold til forlægget meget frie illustrationer af Cai-Ulrich von Platen. Genudgivelsen er en rigtig god idé. For her præsenteres vi for en underfundigt eksperimenterende og endda avantgardistisk(!) Andersen. 'Fodreise' er nemlig et fabulerende, barokt og vildt stykke fantastisk litteratur, som man ikke kan blive fortrolig med. Men man bare forbavses - smilende paf - over rækkevidden af den gennemhumoristiske fantasi Andersen slipper løs i København og slipper afsted med rent litterært.

Sære møder

Det hele starter nytårsaften, med at ingen mindre end Satan selv giver Andersen den syndige og håbløse idé, at han skal være forfatter. For det er Satans snedige plan at gøre alle 'Adams Sønner' til slette skribenter og således fordærve den hele klode med en syndflod af dårlig litteratur!

Men forfatterspiren Andersen skal jo finde Inspirationen. Derfor søger han mod 'Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager.' Gåturen er gennem et velkendt København, men fyldt med sære møder. Andersen møder 'Den lyriske muse', der gemmer sig fra forfatterne inde i Børsen. En pjalte-pige, der klynker og klager over konstant at blive (mis)brugt. Herefter katapulteres vi pludselig tre århundrede frem i tiden og ser luftdampskibe og menneskelige automater fyldt med damp. Vi besøger et forunderligt 'Theater, der i form af et uhyre Caleidoskop viste al Theatereffecten fra det nittende Aarhundrede'. Den forfængelige Andersen leder selvfølgelig efter sin 'Fodreise' i fremtidens bibliotek, men ak! Tilbage i nutiden møder vi ude på voldene Tommeliden fra stjernen Sirius. En interplanetarisk berejst stortudende kæmpe, der tørrer øjne med et skibssejl. Der bliver ført filosofiske diskussioner med en åndet søvngænger, og ikke mindst møder vi Skt. Peter, der giver Andersen et par magiske briller og åbner porten til Amager - 'Livets og Dødens Port!'

"Jeg hørte ganske tydelig Dig min kære Læser, klage over, at den hele Reise blev Dig lidt for phantastisk," skriver Andersen.

"Lad bare ikke Læseren mærke Deres Forlegenhed, saa troe de Fleste, det maa saa være," råder en kløgtig Skt. Peter.

Så op på næseryggen med de magiske briller, hvorefter Andersen 'Ser sine flagrende følelser kun iklædt lystig narredragt'. "Ei stop Barnlille!, skreg jeg og greb strax saadan et lille elegisk Hjerte-Suk ved Benene".

Men med brillerne kan han også kigge direkte gennem jordlagene og ned til helvede, hvor Satan troner i skolemesterens hornede skikkelse.

Koncept-Andersen

En 'Fodreise' er den rene lystvandring gennem et tæt væv af magiske begivenheder, der lader os se himmel og helvede, 'poesiens have', og som bringer os helt tæt på døden, der trækker sin uhyggelige 'Extra-Post' hen over Amager. Og vi indføres i de litterære og filosofiske spørgsmål, der opstår midt imellem det hele, når man skriver 1829 og ellers er iklædt 'en Classisk Slaabrok' af dannelse, som den umådeligt belæste Andersen nu er det. Metasprog og intertekstualitet er udpræget og endda til at blive ør i hovedet af. Ren og skær konceptuel gimmick er bogens sidste kapitel, "som rigtignok ikke indeholder noget, men det er Læserne vant til fra mange andre Bøger," som der simpelthen bare står.

'Fodreise' ender mærkeligt uforløst ved Østpynten af Amager og Andersen synes ærligt talt, at han skylder læseren et ordentligt afsluttende søeventyr. Han formenes dog afgang til søen af en vandmand, der påpeger, at værkets titel ikke tillader et eventyr hinsides Amager. Skrift på den anden side af Amager eller ej, "saa skylder jeg dem et Slutnings Capitel, som jeg selv vil gjøre mig en Fornøielse af mundlig at kunne meddele naar man vil glæde mig med et Besøg; jeg er hjemme fra 8 til 9, men for Damer er hjemme på alle Tider. Lev Vel!".

Jamen kan vi overhovedet andet, nu hvor Satan har gjort en så djævelsk god forfatter af skomagerdrengen fra Fyn?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her