Læsetid: 3 min.

Fogh i Afghanistan

Hvis den civile genopbygning nærmest er umulig, hvad er så hensigten med den militære tilstedeværelse? Den kan ikke være at sende flere danske soldater afsted for at beskytte dem, der allerede er der. Til gengæld kan den give en vis mening, hvis bestræbelsen er at forhindre Taleban i på ny at overtage magten. Skal det lykkes, kræver det imidlertid mere end udenlandske tropper. Og det er her, det ægte dilemma opstår. Hvor længe skal vestlige landes soldater være stationeret, og hvor mange flere af dem skal blive ofre for Talebans og andre gruppers angreb, før tålmodigheden hører op?
19. maj 2007

Det gjorde et dybt indtryk på statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han torsdag var inviteret til en pigeskole i Kabul.

"Det er jo det her, det hele drejer sig om," sagde han til de ledsagende journalister. Besøget var noget af det, der havde gjort ham "allermest glad". Han følte sig bekræftet i, at den danske indsats nytter. At den gør en forskel. Den opfattelse fik han bekræftet under et møde med præsident Hamis Karzai.

I går tog han så med militærfly fra den afghanske hovedstad til Camp Bastion i Helmandprovinsen, hvor langt den største del af de udsendte danske soldater er stationeret. På den måde fik han slået bro mellem de to grundpiller, der er bærende for den danske indsats i Afghanistan. Det ludfattige, krigshærgede og etnisk meget sammensatte land skal hjælpes på fode efter Taleban-bevægelsens rædselsregime, der blev afsluttet med den amerikansk ledede invasion sidst i 2001. Det kræver massiv indsats fra udlandet, men genopbygningen er ikke mulig uden militær tilstedeværelse fra udlandet.

Derfor har FN's sikkerhedsråd givet mandat til den internationale styrke, der under NATO's ledelse nu igennem mere end fem år har forsøgt at sikre en vis stabilitet. Efter at have været med fra begyndelsen har regeringen besluttet, at det danske bidrag fra august skal forøges fra de nuværende 442 soldater til omkring 640, med mulighed for yderligere at indsætte op til 40 mand fra specialstyrkerne. Med bred tilslutning vil denne udvidelse af den militære tilstedeværelse blive besluttet af Folketinget om et par uger. Samtidig vil den civile bistand blive styrket.

Besøget i Afghanistan er statsministerens første, siden danske styrker blev indsat i landet. Der kan derfor være grund til at spørge, hvorfor det finder sted netop nu? Det kan næppe være med henblik på behandlingen i Folketinget, da alle partier undtagen Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har gjort klart, at de støtter regeringens politik. Den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, forsøgte endda torsdag at overtrumfe regeringen med et krav om, at de danske tropper skal have forstærkning her og nu.

"Det er meget vigtigt for Socialdemokraterne, at de danske tropper beskyttes bedst muligt," sagde hun.

Rent praktiske grunde vil efter alt at dømme stille sig i vejen for hendes ønske om en fremskyndelse. Det interessante ved hendes udmelding ligger derimod i den begrundelse, hun giver. Der skal sendes flere danske soldater til Afghanistan for at beskytte dem, som er allerede er der. Det lyder som begyndelsen på en skrue uden ende, hvor de videregående perspektiver i den danske tilstedeværelse er skudt i anden række. Disse perspektiver er til gengæld blevet fremstillet klart i regeringens forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af den danske styrke. Statsministeren sammenfattede dem i kort form, da han udtrykte sin glæde over besøget på skolen i Kabul.

Men Anders Fogh Rasmussen gjorde også klart, at missionen i Afghanistan vil blive langvarig. Foreløbig har fire soldater mistet livet, og det vil være noget nær et mirakel, hvis flere ikke følger efter. Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin seneste analyse, at "truslen for angreb og terrorhandlinger er høj i hele Afghanistan". Men særlig stærk er den i Helmandprovinsen, hvor de danske styrker nu i endnu højere grad vil blive koncentreret. Det samme vil ske for den civile bistand.

Men er det overhovedet muligt i denne sydøstlige del af Afghanistan at bidrage til genopbygning af skoler og andre institutioner af vital betydning for samfundsudviklingen? De danske bistands- og nødhjælpsorganisationer, der kunne yde et afgørende bidrag, vil ikke arbejde i Helmand. Situationen er for farlig, fordi Taleban-styrker går målrettet efter både lokale og udenlandske medarbejdere i sådanne projekter. Som de demonstrerede under deres år ved magten, tolererer de kun undervisningsinstitutioner, der bygger på deres egen, forvrængede udgave af islam.

I svaret på det spørgsmål ligger det store problem for regeringen og det store folketingsflertal. Der skal en ekstra indsats til for at overbevise befolkningen om, at det er ofrene og omkostningerne værd at blive i Afghanistan. Statsministerens besøg kan ses som en del af denne indsats. Men tvivlen er ikke blevet bortvejret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu