Læsetid: 2 min.

Fogh afviser direkte kritik af Bush

Fogh vil ikke tage telefonen og kræve en redegørelse fra den amerikanske præsident om situationen i Irak
23. november 2005

Det er ikke de danske soldaters ansvar, hvordan de amerikanske tropper opfører sig. Og det er heller ikke den danske statsministers sag, hvordan den amerikanske præsident håndterer de nye afsløringer om tortur, hemmelige fængsler eller brug af det napalmlignende stof hvidt fosfor mod mennesker.

Det slog statsminister Anders Fogh Rasmussen i går fast over for Information.

"Selvfølgelig er der klare regler for, hvordan man må opføre sig i Irak, og de regler er fastslået i internationale konventioner. Og det går jeg ud fra bliver overholdt til punkt og prikke," siger Anders Fogh.

Men til trods for Foghs forventninger til, at internationale spilleregler bliver overholdt i Irak, viser virkeligheden noget andet.

Nye oplysninger om tortur af irakiske fanger, der vækker klare minder om Abu Ghraib, er dukket frem. Amerikanerne har anvendt napalm og hvidt fosfor, og flere efterretninger tyder på, at civile er blevet ramt.

Ingen kontakt til Bush

- Hvad har du gjort i forbindelse med de nye sager i Irak? Har du ringet til Bush?

"Nej, jeg har ikke haft kontakt til præsident Bush, og det har jeg heller ikke tænkt mig. Bush er ikke i tvivl om mine synspunkter. Vi og alle andre skal overholde internationale konventioner. Vi er der for at fremme demokrati og menneskerettigheder, og derfor skal vi selvfølgelig efterleve det."

- Hvilke konsekvenser vil du drage af amerikanernes brug af hvidt fosfor?

"Der er klare grænser for, hvad man kan forvente sig i forhold til brugen af kemiske våben, og det er fastslået i de internationale konventioner. De punkter skal naturligvis være overholdt til punkt og prikke. Og det står helt klart, at regeringen nøje vil følge udviklingen i sagen."

- Men vil du gøre noget aktivt for at finde ud af om amerikanerne har brudt de internationale konventioner?

"Hvad mener du med at gøre noget aktivt? Nej, det vil jeg ikke blande mig i. Hvad kan man gøre i denne her sag? Det må du spørge udenrigsministeren om."

- Du kunne jo forlange en redegørelse, som blandt andet skal undersøge, om brugen af hvidt fosfor har kostet civile mennesker livet.

"Vi vil som sagt følge udviklingen nøje. Hvad der ellers skal ske i sagen, må du spørge udenrigsministeren om."

- Betyder skandalesager i Irak noget for de danske styrker i forhold til tilbagetrækning?

"Nej. Det vil jeg gerne slå fast. Den enes fejl kan ikke overføres til de andre lande i koalitionsstyrken. De danske soldater følger de internationale konventioner, og hvis det ikke er tilfældet, så vil regeringen slå ned på det omgående."

- Du er altså ikke parat til at diskutere en tilbagetrækningsdato?

"Vi kan ikke begynde at sætte en dato på, hvornår vi skal trække de danske soldater hjem fra Irak. Det vil være det samme som at invitere til terrorisme. Men det er klart, at vi ikke skal være der en dag for meget. Sagen er jo den, at det handler om, hvornår vi kan overlade landet til irakerne selv. Vi prøver jo på at hjælpe den irakiske befolkning. Når det sker, vil Danmark sende sine soldater hjem, men det er betænkeligt at begynde at sætte en dato på tilbagetrækningen allerede nu," siger Anders Fogh Rasmussen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu