Læsetid 2 min.

Fogh beklager kommunistlov

Det var forkert at internere kommunisterne under besættelsen, fastslår statsministeren. Men han vil til gengæld ikke takke Spaniens-frivillige
11. maj 2005

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undskylder nu over for de danske kommunister, som under besættelsen blev interneret under den såkaldte kommunistlov. Undskyldningen kommer, efter Anders Fogh Rasmussen den 4. maj - ved højtideligholdelsen af 60-års-dagen for Danmarks befrielse - beklagede, at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig.

Statsministeren forklarede i går på sit ugentlige pressemøde, at han i sin tale i Mindelunden den 4. maj netop understregede, at der er andre grupper, hvis sag ikke er så godt belyst, men som også blev uretfærdig behandlet under besættelsen

"Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen," sagde statsministeren.

Rigsdagen vedtog den 20. august 1941 kommunistloven, som forbød det kommunistiske parti og al kommunistisk virksomhed. Derefter kunne kommunisterne stilles for retten. Og arrestationerne fortsatte. I alt blev 600 danskere interneret af politiske grunde indtil den 29. august 1943, hvoraf de fleste var kommunister.

Efter at tyskerne den 29. august overtog den totale magt i Danmark, blev adskillige af de internerede overført til den tyske koncentrationslejr Stutthoff.

Ikke Spaniens-frivilllige

Til gengæld afviste Anders Fogh Rasmussen på pressemødet at udstrække undskyldningen til også at omfatte de danske Spaniens-frivillige, som indledte kampen mod nazismen. Nogle af de Spaniens-frivillige i de internationale brigader døde i kamp, mens andre blev fængslet, da de vendte tilbage til Danmark.

"Det har jeg ikke haft lejlighed til hverken at studere eller sætte mig ind i på samme præcise måde, som den konkrete sag med udvisningen af jøderne, og det var derfor, at jeg tog udgangspunkt i - og koncentrerede - mig om den sag, som er velbelyst. Derfor lå der et klart grundlag for det, jeg sagde i Mindelunden," sagde han.

Statsministeren afviste ellers i 2003 at takke de danske Spaniens-frivillige, fordi den demokratiske valgte republikanske regerings forgæves kamp mod general Francisco Franco i slutningen af 1930'erne ikke "entydigt" var en kamp for demokratiet.ritzau

I

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu