Læsetid: 2 min.

Fogh blæser på kritik

Mindretal i Danmark får en skidt behandling, mener Europarådets racismekommission i rapport, som Fogh krøller sammen og kyler i papirkurven
17. maj 2006

Det hører hjemme i papirkurven, når Danmark får kritik for at behandle sine mindretal dårligt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde tirsdag, at han vil blæse på, at Europarådets kommission mod racisme, ECRI, samme dag frigav en meget kritisk rapport om Danmark.

"ECRI laver sin rapport på grundlag af von hørensagen, hvor man hører lidt der og lidt her, og så fører det ind i rapporten. Det kan vi ikke tage alvorligt," sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Ligestillingsordfører i SF Kamal Qureshi roser statsministeren.

"Det er et imponerende globalt udsyn, den mand har, " siger Qureshi med slet skjult ironi.

"Nu kan Tyrkiet affeje os og spørge, hvorfor de skal rette sig efter kritik over behandlingen af deres mindretal. Det internationale system bliver undergravet," siger Qureshi.

I sin rapport skriver ECRI direkte, at mindretalsregeringens afhængighed af Dansk Folkeparti har givet partiet en "betydelig indflydelse, så det har kunnet gennemtvinge en anti-indvandringsdagsorden og vedtage en lovgivning, som reelt påvirker mindretalsgrupper uforholdsmæssigt hårdt".

Rettigheder er ulige fordelt, og nogle politikere og medier tegner konstant et negativt billede af minoriteter, ikke mindst muslimer, mener ECRI.

Her nævner rapporten både Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, udtalelser fra kulturminister Brian Mikkelsen (K) og fra Dansk Folkeparti.Morten Messerschmidt (DF) er enig med Fogh i, at rapporten er noget værdiløst juks.

"ECRI fremstår nu fuldstændigt klart som et organ, som overhovedet ikke forholder sig videnskabeligt eller sagligt, men gør det dybt subjektivt og politisk, så jeg føler mig overhovedet ikke ramt," siger Messerschmidt, der selv har en betinget dom på 14 dages fængsel for racisme.

ECRI peger blandt andet på, at nye love har gjort det sværere for medlemmer af mindretal at få den samme sociale beskyttelse som flertallet. Samtidig benyttes de relevante love mod racehad sjældent i Danmark, fremgår hedder det i rapporten.

"Der er stadig ingen klar og sammenhængende politik, som sikrer, at minoritetsgrupper har lige adgang til beskæftigelse, bolig og uddannelse, fremgår det på www.coe.int.

Den danske juraprofessor Eva Smith er formand for ECRI, som har skrevet rapporten. På forhånd havde den danske regering voldsomt kritiseret rapporten for at være af dårlig kvalitet efter at have læst et udkast. ECRI ville imidlertid kun rette, hvad kommissionen opfattede som faktuelle fejl.

Den ville ikke rette vurderinger.

Den radikale integrationsordfører, Morten Østergaard, mener, regeringen er "kronisk allergisk over for international kritik", også fra organisationer Danmark selv har været med til at sætte i verden for at beskytte demokratiet.

"Det bliver svært med høj faneføring ude i verden, når vi selv afviser international kritik," siger Morten Østergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her