Læsetid: 2 min.

Fogh fratages måske hæderspris

Liberalt selskab overvejer at fratage statsminister Anders Fogh Rasmussen hæderspris
6. juni 2005

Statsminister Anders Fogh Rasmussen, forfatter til bogen Fra socialstat til minimalstat og formand for Danmarks liberale parti, Venstre, risikerer nu at måtte levere den liberale ærespris - Den Danske Adam Smith pris - tilbage.

Netop denne uge fejres årsdagen for den skotske økonom Adam Smith, der er én af liberalismens grundlæggere. Og i den forbindelse overvejer det liberale selskab Libertas det usædvanlige skridt at kræve hædersbevisningen tilbage fra Anders Fogh Rasmussen, der modtog prisen i 1993.

"Det synes jeg godt, man kunne overveje. Der er klart nogle af de mennesker, der har været med til at tildele ham den pris, som har været utrolig skuffede over den vending, han har taget efter at være tiltrådt som statsmini-ster. Mange af de ting, han har lavet, har ikke været nødvendige for at bevare statsmagten," siger medlem af præsidiet i Libertas David Karsbøl. Præsidiet har ikke formelt behandlet sagen endnu. Hvis Anders Fogh Rasmussen fratages prisen vil det være første gang, det sker, siden prisen første gang blev uddelt i 1988.

Fogh svigter
Selskabet Libertas' hæderspris er gennem årene blevet uddelt til både danske og udenlandske notabiliteter, der har været frontkæmpere for liberale tanker.

Således har den tjekkiske premierminister Vaclav Klaus modtaget prisen lige som erhvervslederen Flemming Juncker, grundlægger af Junckers Industrier.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog prisen samme år som udgivelsen af bogen Fra socialstat til minimalstat, hvor han kritiserede danskernes afhængighed af staten med ord som "slavementalitet" og "velfærdsfix".

Men siden Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som formand for Venstre i 1998 har han arbejdet på at lægge bogen bag sig.

"Mit budskab var, at vi havde skabt et samfund, hvor for mange mennesker ufrivilligt blev gjort afhængige af offentlige ydelser," forklarer Anders Fogh Rasmussen i portrætbogen Anders Fogh Rasmussen - i godtvejr og storm fra 2000.

Og på Venstres landsmøde sidste år undsagde Anders Fogh Rasmussen endegyldigt sine egne tanker fra bogen:

"Det har også for mig været en udvikling. Jeg er vokset op i den tradition, at bare det var privat, så var det godt. I fremtiden skal vi langt mere fordomsfrit se på et tæt samspil mellem det offentlige og private for at løfte opgaven," lød Fogh Rasmussens ord.

Den udvikling kan altså nu koste statsministeren den liberale hæderspris. Trods skattestop, en begrænsning af væksten i det offentlige forbrug og frit valg til at sætte skub i privat service:

"Det er bedre end ingenting, men totalt utilstrækkeligt. Selv en dynamisk socialdemokrat vil kunne komme på det. De ville have ladet skattetrykket vokse, men var så nok selv kommet frem til en lignende konklusion," siger Libertas' præsidiemedlem David Karsbøl.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke ønsket at kommentere udsigten til, at han må aflevere sit hædersbevis.

På fredag fejrer Libertas Adam Smiths fødselsdag ved et arrangement i København. Adam Smith-prisen 2005 bliver først uddelt senere i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu