"Enhver franskmand kan tjene Frankrig og hele menneskeheden, men kun under forudsætning af, at han forbliver mest mulig franskmand"
Grundtvig
Den kulturdebat, som blev indledt af Anders Fogh Rasmussen i Weekendavisen i begyndelsen af 2003, skaber ifølge en leder i Information (den 30. december) problemer for de kulturradikale strømninger i Danmark. Og det har lederskribenten ret i.
Fogh Rasmussen har nemlig ikke alene i de senere år rejst en række centrale diskussioner i relation til sammenhængskraften og den sociale orden, som de kulturradikale tilsyneladende ikke har svar på, men også skabt et politisk paradigme, som forudsætter kendskabet til den grundtvigske historie og især til de positioner, der har været i den grundtvigske kontekst.
Da det grundtvigske idegrundlag som hovedtendens er ganske fremmed for universitetsfolk og journalister, bliver mange af de analyser, som statsministeren foretager, ofte rubriceret som taktiske manøvrer - eller totalt misforstået.
Desværre har den manglende indsigt og forståelse for det grundtvigske (Foghs fortolkning af denne) medvirket til, at tonen i kulturkampen er blevet skærpet unødigt, fordi de kulturradikale tilsyneladende ikke forstår distinktionerne i det grundtvigske og det nationale. Man forveksler f.eks. begreber som det nationalistiske og det nationale og betegner Tidehverv og Krarup som grundtvigsk.
Informations politiske analytiker Rune Lykkeberg, som i øvrigt er en fortræffelig politisk analytiker, var for nylig inviteret i DR 2's Deadline, for at kommentere Foghs nytårstale. Lykkeberg kom i sine refleksioner til at afsløre, at han identificerer de anti-autoritære bevægelser i dansk kultur med det kulturradikale.
Anti-autoritær bevægelse
Han mente, at Fogh Rasmussen har overtaget en kulturradikal diskurs, fordi han i nytårstalen nævnte, at danskerne var præget af en anti-autoritær kultur. Lykkeberg har åbenbart i et øjebliks distraktion glemt, at de grundtvigske bevægelser, længe før brandesianerne satte diskursen, var de førende anti-autoritære bevægelser i Danmark. En kultur som, i modsætning til den kulturradikale bevægelse, voksede op fra græsrødderne, og som Fogh et eller andet sted har ejerskab af. Fogh Rasmussens kritik af smagsdommerne og eksperterne kan derfor ses som en folkelig reminiscens, der er betinget af, at de grundtvigske strømninger altid har haft et anstrengt forhold til den københavnske embedsmandskultur.
Når Fogh Rasmussen taler om det danske som noget, der er bestemt af det anti-autoritære, så er det derfor ikke en kulturradikal kontekst, der er i spil, men en grundtvigsk. Højskolemanden Niels Højlund gør oven i købet gældende, at det anti-autoritære ungdomsoprør i 1967-68 faktisk kan spores tilbage til begyndelsen af 1960'erne, hvor Askov Højskole var befolket med anti-autoritære grundtvigianske lærere som introducerede de absurde dramatikere Beckett, Ionesco og Pinter samt filosofferne Camus, Marx og Sartre for eleverne.
Historisk er Venstre det eneste liberale parti i Europa, som har kombineret rettighedsliberalismen og markedsliberalismen med et folkeligt paradigme, som både er nationalt, universelt og kristent (ny-grundtvigianisme) Dette afsæt har primært sit udgangspunkt i højskolefolkene CPO Christiansen (1887-1951), Poul Engberg (f.1910), Knud Hansen (1898-1996) og Jørgen Bukdahls (1897-1982) fortolkninger af Grundtvig.
Født ind i en kultur
Venstremanden og dialektikeren Jørgen Bukdahl har i den sammenhæng spillet en særlig rolle i dansk kultur, fordi han ikke alene magtede den lærde diskurs (litteraturkritikken), men også holdt de for eftertiden berømmede folkelige foredrag på højskolerne og i forsamlingshusene om samspillet mellem det at være dansk og universel.
Det bukdahlske udgangspunkt er som bekendt funderet i det afsæt, at man er født ind i en kultur. Vi er derfor forankrede i en række strukturer, som vi ikke har tænkt os ind i. Vi har således ikke besluttet os for at være danske eller kristne, da vi blev født, akkurat som vi ikke personligt har valgt, hvilken familie, slægt og historie vi er rundet af.
Det fællesskab, vi fødes ind i, er i Bukdahls (og Fogh Rasmussens) forstand derfor også det bedste værn mod, at vi indfanges af ideologierne. Det nationale, dvs. de strukturelle traditioner, er således, for nu at tale med freudianske termer, en slags basic trust, som danner forudsætningen for, at jeg kan konkludere, at du som tysker, franskmand eller muslim er ok. Det nationale åbner derfor op for Norden, Europa og Verden på en ligeværdig måde. Det nationale indeholder altid det universelle.
Samfund uden tillid
Hvis man er funderet i danskheden og i dansk kultur, behøver man derfor ikke at frygte det fremmede, hvis vi vel at mærke forsøger at holde danskheden (folkeligheden) levende. Den kulturradikale politik, som vil ligesætte alle kulturer i Danmark, vil derfor netop i sidste instans skabe et samfund, hvor ideologier vil bekæmpe hinanden. Vi vil få et samfund uden basic trust. - Et samfund, hvor man ikke har prioriteret sammenhængskraften og fællesskaberne, som bl.a. er forudsætningerne for, at vi kan matche de nye udfordringer i videnssamfundet.
Forudsætningerne for frisindet er derfor netop betinget af fællesskabet, som skaber fundamentet for det menneskelige perspektivbytte. Et samfund af atomiserede individer, som blot søger sammen som karaktermasker på et anonymt marked, sådan som liberalisterne forestiller sig deres utopi, vil således kun skabe vanskeligheder for udviklingerne af det menneskelige perspektivbytte.
Set fra et bukdahlsk synspunkt, er det nationalistiske univers og den kulturradikale rodløshed, som vil løsrive sig fra det forankrede, derfor hovedmodstanderen i kulturkampen, eller som den gamle forstander på Askov Højskole, Knud Hansen, formulerer det: "Både den hadske (national)chauvinisme og den kosmopolitiske idealisme er hensynløse tyranner, der ikke alene kvæler de eksisterende folkeligheder, men bringer opløsning ind i forholdet mellem dem, der står hinanden nærmest. For kravet om lydighed mod staten eller den kosmopolitiske ide må alle personlige hensyn vige. Uden grobund i folkeligheden bliver den almen-menneskelige humanitet en dødbringende abstraktion, og uden driften mod det humane bliver fædrelandskærligheden afgudsdyrkelse".
Integration går to veje
Integrationen af de fremmede forudsætter derfor i Fogh Rasmussens paradigme en stærk og levende folkelighed, hvor de danske værdier og Oplysningstidens frihedsparadigme komplementerer hinanden.
Forudsætningen for en vellykket integration er derfor netop, at de fremmede kan spejle sig i et dansk samfund, der er tydeligt og eksplicit. Først når det sker, vil der opstå et dynamisk samspil mellem indvandrere og danskere. Fogh Rasmussen vil derfor styrke det folkelige, det nationale og den folkelig kristendom som forudsætningerne for frisindet.
Derfor taler Bertel Haarder om den grundtvigske kristendom som en kristendom, der er åben over for det ikke-kristne. Ja, faktisk kan man ikke forstå (den grundtvigske) kristendom, uden at indoptage det hedenske og en kontinuerlig dansk historie. En kristendom, der kun taler om kristendom i sig selv, er nemlig netop grundlaget for fundamentalismen.
Anders Fogh Rasmussen er altså vendt tilbage til Venstres særegne liberale historie, hvor markedsliberalismen og rettighedsliberalismen kombineres med fællesskabet og Grundtvig.
Fogh Rasmussen har derfor ikke alene indset, at integrationen i Danmark bedst løses med afsæt i en tydelig dansk kultur, men også forstået, at videnssamfundet fordrer både fællesskab, individualitet og et velfærdssamfund.
Et samfund med et stærkt selvværd og dermed et godt fællesskab, er således betingelserne for, at vi også kan skabe en relativ dynamisk ulighed. Når Venstrefolk med tilknytning til det grundtvigske taler om ulighed, så er det altså ikke et markedsliberalt idésæt, der er i spil, hvor der skal skabes økonomiske polariseringer. Det vil nemlig kun forringe videnssamfundets vækstpotentialer.
Basis for uligheden er derimod en stærk middelklasse og et samfund med et højt økonomisk bundniveau baseret på velfærdssamfundet.
Lad os derfor slippe Grundtvig og fællesskaberne løs (også) i et kulturradikalt regi. Det vil der komme nogle nye meget overraskende positioner ud af.
Thue Damgaard Kjærhus er forstander for Rønshoved Højskole samt medlem af Venstre
