Det kan til stadighed overraske, hvor lidt der skal til for at ændre det politiske billede. Ingen politikere vil rigtigt være ved, at man halser efter meningsmålinger. Sandheden er imidlertid en anden. Hele Christiansborg og det politiske system svinger omkring dette. Og gårsdagens stærke kan være morgendagens svage - når der udkommer en tabel med friske tal.
Og de seneste friske tal giver Socialdemokraterne lidt medvind. Det Kan være det mere skyldes den radikale selvmordsstrategi, end en egentlig fremgang i forhold til at få flertal. Eller det kan være, at regeringen fortsat har flertallet. Men det luner. Skaber optimisme. Det sitrer. Regeringen famler efter sit modspil til parolen "mere velfærd mindre skat". Men det gode spørgsmål er, om alt dette er en varig tendens? Eller om regeringen med vanlig styrke kommer tilbage og maser al modstand? Realistisk set er det nok det sidste, som kommer til at ske. Men de seneste to målinger har unægtelig bragt lidt mere spænding ind i kampen.
Da regeringen i sin tid kom til magten, var dens stærkeste våben, at den besad en udtalt kynisme. Omkring det at ændre kurs hurtigt, hvis det viste sig, at den entenhavde begået en fejl eller lagt en politisk linje, som flertallet af danskerne ikke støttede. Det, som virkeligt kan undre, er, at der nu gennem lang tid har været adskillige skærmydsler i regeringen. Og ingen griber ind. Kynismen synes tabt?
Som eksempel tag (top)-skattesagen. Som beskrevet på denne plads (17. juli 2006), så er de konservative nu enten på vej til et eklatant nederlag på skatteområdet. Eller også er regeringen på vej til at give skattelettelser, der både ødelægger dens politiske platform i forhold til Socialdemokraterne og smadrer en i forvejen overophedet økonomi. Hele sommeren har vi set og hørt den unge Dyremose mase på med sit budskab. Ingen tvivl om, at det for Bendsen har været fristende at lade debatten køre. Det handler om stemmer. I meningsmålingerne. Reelt kan de konservative kun stjæle stemmer fra Venstre. Til hvilket skattebudskabet er særdeles velegnet. Det er denne signaturs påstand, at var denne konflikt opstået for år tilbage, da regeringen var ny og frisk, så havde Fogh langt mere energisk hugget til og hurtigt løst sagen. Det er et godt eksempel på regeringens aktuelle hensygnende tilstand, idet ét af følgende må gælde: nEnten er regeringen blevet slap og statsministeren har mentalt hævet sig væk fra de daglige trakasserier i hans regering. Det er en naturlig udvikling, som ingen strengt taget kan bebrejde ham. Men det er farligt.
nRegeringen har nu gennem så lang tid været så suveræn i forhold til en opposition, der ikke kan finde ud af det, at den simpelthen lader disse slagsmål passere. Den regner ganske enkelt ikke risikoen for særligt stor. Man kan næppe fortænke regeringen i at have en lidt for arrogant holdning til oppositionen. Men det kan blive farligt.
nDe konservative kan have vundet mere magt internt i regeringen? Hvorfor det ikke er muligt for Fogh at lukke sagen ned hurtigt. Dette er dog lidet sandsynligt.
Fogh vil tryne de konservative
Så Jens Rohdes underholdende men for folkestyret lidet klædelige verbale overhalinger af regeringspartnerens skatteordfører er et tegn på, at Fogh enten ikke er til stede i kampen eller ikke vurderer det som farligt. Men sagen har kørt for længe. Det er den slags forløb, der bidrager til nedslidning af regeringer. Så hvor er Fogh?
Et andet eksempel - som hænger tæt sammen med skattespørgsmålet - er hele den aktuelle velfærdsdebat. Det er faktisk lykkedes, at få Socialdemokraterne til at sætte en politisk dagsorden. Og Fogh ved det. Man kan ikke både give skattelettelser og velfærd. I alt fald ikke når socialdemokraterne sidder i rundkreds og holder hånd med borgerlige borgmestre. Og kritiserer regeringen for at udsulte den offentlige service. Også i det lys er det tankevækkende, at Fogh mentalt stadig synes at befinde sig mere nede i sit sydfranske feriehus end på Christiansborg. Han burde for længst have haft en kop kaffe med Bentsen og lukket sagen ned. Hvor er Fogh?
Så her vi altså nu. Der er en konkret dagsorden omkring velfærd, som potentielt kan være et godt brohoved for oppositionen. Især med skattedebatten tordnende i pressen. Hvor er Fogh?
Helle Thorning-Schmidt sagde i DR's Profilen, at regeringens velfærdskommission er en ren syltekrukke. Det har hun ret i. Det kan være, at den syltekrukke er den mest seriøse måde at håndtere de ændringer, der er brug for at lave en velfærdsreform? Men det er ikke den måde moderne politik fungerer. Nu om dage stopper debatten ikke, fordi regeringen nedsætter et udvalg. Så der skal meget mere til, hvis Fogh skal afværge, at denne velfærdsdiskussion virkeligt får fat. Hvor er Fogh?
Det er sandsynligt, at efteråret bringer en række meldinger fra regeringen om disse områder. Åbningstalen første tirsdag i oktober vil være den naturlige platform for Fogh at gå ind i debatten. Og der skal være vitaminer i den tale. Og der skal være et blankt afslag på skattelettelser, hvis han skal sikre troværdighed i forhold til oppositionens standpunkt. Eneste måde at tage luften ud af den aktuelle medvind er, at stoppe skattesnakken. Med andre ord knuse den konservative fremmarch på feltet. Og så skal syltekrukken omkring velfærd gøres til et hurtigt arbejdende udvalg. Åbningstalen ligger bare for sent i forhold til den aktuelle eskalering af debatten.
Socialdemokraterne har det problem, at hvis Fogh begynder at deltage i dansk politik igen, så vil han hurtigt indse, at her skal han gå efter endnu et forlig med oppositionen. Så vågner han op, er det sandsynligt, at finanslovsforhandlingerne vil indeholde kimen til det, man kan kalde en regulær velfærdsreform. Lidt til børn, lidt til kommuner. Lidt til sygehuse.
Dilemmaet for Thorning-Schmidt er her, at såfremt hun går med på sådanne forhandlinger, så risikerer hun - ved indgåelsen af et forlig - at fjerne den bedste kant til regeringen, hun endnu har haft. Hun bliver bundet op. Passiviseret. Og præcis som hun har lagt skattestopdiskussionen død i sit parti, vil statsministeren have lagt velfærdsdiskussionen død inden valget. Og så står Thorning-Schmidt uden en angrebsflade. Hun skal altså have mere skyts i arsenalet for at holde den aktuelle fremgang.
Men forudsætningerne for Fogh er, udover at han selv skal "komme hjem fra Frankrig", endvidere, at han er indstillet på at tryne de konservative. Det har han gjort før.
