Læsetid: 4 min.

Fogh kaster sig selv ind i velfærdskampen

19. august 2006

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sætter sig selv i spidsen for et ministerudvalg, som skal rydde op på trafik-, fødevare- og ældreområdet. Politiske iagttagere ser det som et risikabelt, men klogt træk. Pia Kjærsgaard er tilfreds. S mener, det er ren snak

Tog til tiden, ordentlig ældrepleje og mad, som man ikke bliver syg af.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fremlagde i går den plan, som skal imødekomme de dagsordener, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har sat sig på i den forgangne måned.

Regeringen lægger nu op til en gennemgribende kvalitetsreform af den offentlige service, men modsat store tekniske reformer, som eksempelvis kommunalreformen, bliver det ikke ressortministrene, der skal stå i spidsen for reformarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen sætter nemlig sig selv i spidsen for det ministerudvalg, hvis arbejde i sidste ende skal ende med tog til tiden, en ordentlig fødevarekontrol og ældrepleje.

Regeringen har de sidste par dage afholdt ministerseminar på Havreholm Slot i Nordsjælland, og efter Foghs pressemøde i går eftermiddag stod det klart for enhver, at Fogh ikke bare overlader kamppladsen til Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard.

"Jamen, vi sætter selv de ældre på dagsordenen. Det gør vi allerede til efteråret, så det er også regeringens prioritering. Akkurat som det er for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti," siger Anders Fogh.

Ministerudvalget skal fokusere på seks områder, der i sidste ende skal føre til kon-krete politiske initiativer. Initiativer som Fogh nu altså selv har overtaget ansvaret for, bliver ført ud i livet.

"Der er noget praktisk i, at jeg sætter mig for bordenden. Det her arbejde spænder over så mange forskellige ministerier, at det er naturligt, at jeg som statsminister sætter mig i spidsen og koordinerer arbejdet. Men rent politisk ligger der også et klart signal om, at vi giver det her en meget høj prioritet," siger statsministeren.

Klart budskab

Lektor i politisk kommunikation på RUC Rasmus Jönsson ser Foghs strategi som risikabel, men omvendt sender det et meget klart budskab til befolkningen, mener han.

"Fogh smider trumfen på bordet nu. Med sin egen person vil han nu selv sørge for, at tingene kommer til at fungere. Det er risikabelt, for nu kan han ikke længere bare skylde skylden på sine egne ministre, hvis det går galt. Omvendt har han en enormt stor troværdighed i befolkning. Når Fogh sætter sig i spidsen, så bliver det til noget," siger Rasmus Jönsson.

Samme analyse har tidligere rådgiver, nu chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup.

"I og med at Fogh altid skal tegne butikken, så vil han altid blive gjort ansvarlig. Derfor har han tænkt, hvorfor ikke opnå den største effekt ved at sætte sig i spidsen. Det er jo et signal om, at de her områder er noget, regeringen mener," siger Qvortrup.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, er mere end tilfreds med, at Fogh har sat sig selv i spidsen for ministerudvalget.

"Det er godt, at Fogh er top-opmærksom på det her. At han selv sætter sig i spidsen, viser, at han lægger vægt og prestige ind på det, og derfor må man forvente, at projektet lykkes. Emnet for os er så højt prioriteret, og han har så også erfaret, at der er for mange dårlige sager," siger hun.

'Rundbordspædagogik'

Mens Pia Kjærsgaard tidligere på sommeren var ude med massiv kritik af transport-ministeren, forbrugerministeren og socialministeren, hæfter hun sig ved, statsmi-nisteren nu selv tager over i forhold til udviklingen på netop disse ressortområder.

"Det er jo opsigtsvækkende set med mine øjne," siger hun.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen betegner minister-udvalget som rundbordspædagogik. Han lægger ikke noget særligt i, at Fogh sætter sig selv i spidsen for projektet.

"Jeg skal ikke blande mig i deres gruppearbejde. Til gengæld undrer det mig, at regeringen efter fem år ikke allerede har udviklet en klar politik for, hvad de vil med kvalitetsudvikling i den offentlige sektor. Det er ikke særlig imponerende," siger han og henviser til Socialdemokraternes eget forslag om nationale standarder i ældreplejen og gratis mad i daginstitutioner.

Flere eksperter langer dog hårdt ud efter Foghs udvalg.

"Det her er en smøre, som ingen kan være uenige i. Du kan jo ikke ringe et parti op på Christiansborg, som vil være uenige i det. Desuden er der tale om målsætninger, som man har haft længe - målsætninger, som den tidligere socialdemokratiske regering også havde, siger adjunkt ved Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen, som bl.a. har forsket i effektiviteten i velfærdsreformer.

Hos professor, cand scient adm. fra Handelshøjskolen Niels Åkerstrøm Andersen er dommen over regeringens 'Kvalitetsreform - bedre service til borgerne' ikke mildere.

"Det er en kasse med honnørord. Det ligner en teknokratidrøm om, at hvis bare man sætter nogle teknokrater til at holde øje med den offentlige sektor, så kan vi få mere kvalitet til samme penge. Men al erfaring viser, at det sker ikke", siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her