Læsetid: 3 min.

Fogh kontra Lykketoft

1. juni 2002

DET VAR EN POLEMISK, gennemskuelig og rent ud sagt ganske plat statsminister, der under sin timelange replik ved afslutningsdebatten gik til angreb på Socialdemokratiets politiske ordfører, Mogens Lykketoft. I et nøje forberedt og meget omfattende afsnit forsøgte Fogh at fremstille Lykketoft som en gammeldags betonsocialdemokrat, som kun kan finde ud af at være bitter over at have mistet magten – og som er aldeles uden bud på fremtiden.
Anders Fogh Rasmussen brugte især to forhold til at angribe Lykketoft, som nåede at være finansminister i godt otte år og udenrigsminister i et enkelt år inden valgnederlaget i november sidste år: For det første anklagede han indirekte Lykketoft for ikke rigtigt at holde med USA i kampen mod den internationale terrorisme. For det andet mente statsministeren, at den ledende socialdemokrat var uden bud på det danske samfunds indretning. Begge anklager er grove og langt hen ad vejen pinlige for landets statsminister.

ANKLAGE NUMMER ET – at Lykketoft sår tvivl om de dansk-amerikanske bånd – blev afleveret efter, at Fogh refererede den tale, som daværende udenrigsminister Lykketoft holdt den 23. august 2001. Det var i den tale, at han påpegede, at EU har mange synspunkter, holdninger og værdier, som er i »modsætning« til den dengang nye amerikanske Bush-regering. I en plat og usmagelig hentydning til, at terrorangrebet på USA fulgte kun 20 døgn efter den tale, antydede statsministeren, at Lykketoft ikke rigtigt bakkede op om den krig, som præsident George Bush siden har stået i spidsen for. Det er klart, at statsminister Fogh bakker fuldt og helt op om alt, hvad Bush står for – og det er egentlig heller ikke mærkeligt, at den amerikanske præsident holder af den danske statsminister, idet de også på indenrigsspørgsmål har samme mål.
Det er imidlertid også klart, at de forbehold mod Foghs totalt logrende kurs, som Lykketoft kommer med, i den grad er relevante. USA har, siden Bush kom til magten, eksempelvis afvist den internationale straffedomstol og den perspektivrige Kyoto-aftale – og i forhold til krigen mod Afghanistan og siden de primitive ytringer om ondskabens akse vist, at landet kun har brug for andres hjælp, hvis de bakker fuldt og helt op om den kurs, som meget lidt tillidsvækkende typer som vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld står for. Der er al mulig grund til at være kritisk over for et USA, der i den grad har brug for et europæisk modsvar. Kan man forestille sig, at det svar kommer fra kommende EU-formand Fogh. Nej.

ANKLAGE NUMMER TO – om at Lykketoft ingen ideer har om det danske samfunds udvikling og i virkeligheden står i vejen for enhver nytænkning – blev afleveret med stor fornøjelse af statsministeren. Fogh savnede svar på, hvad Lykketoft ville gøre ved finansloven næste år; ved uddannelsessystemerne; ved forskningsområdet; ved skattestoppet; og ved udlændingeloven. Han fastslog, at »Socialdemokratiet har simpelthen intet at byde på.« Man kan i hvert fald roligt konstatere, at hverken Lykketoft eller andre socialdemokrater har fået mange chancer for at forklare sig over for Foghs ministre.
Tag bare de to største forlig, som allerede er indgået – finansloven med dens nedskæringer på især ulande og miljø samt udlændingeloven med dens usolidariske stramninger. Her indgik finans- og integrationsministrene lynforlig med Dansk Folkeparti – uden at socialdemokratiske forhandlere overhovedet blev inddraget i forhandlingerne. Det er den kurs, som Fogh har udstukket – men når han end ikke gider høre på dem, der har andre meninger end han selv, bør han heller ikke skælde ud over, at han ikke kender deres politik.

MOGENS LYKKETOFT stod især i sine otte år som finansminister for en imponerende række af resultater – især i genopretningen af en økonomi, som var gået i stå under diverse Schlüter-regeringer, og ikke mindst i kampen mod både den almindelige ledighed, ungdoms- og langtidsledighed. Derfor er det billigt af den nye statsminister at forsøge at fremstille Lykketoft som en banal anti-amerikaner og en bagstræberisk tværing. Især når Fogh har valgt en politisk kurs med to faste kærester, som han aldrig viger fra og som aldrig modsiges – præsident George Bush globalt og partiformand Pia Kjærsgaard lokalt. Tænk hvis Fogh bare engang imellem lyttede lidt mere til de besindige kræfter, som findes langt inde i sin egen regering og hans eget parti? Folketingets afslutningsdebat tydede ikke på, at det vil ske.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu