Læsetid: 5 min.

Fogh ikke længere tvunget til at lave velfærdsforlig med Socialdemokraterne

Med de seneste meningsmålinger er Helle Thorning-Schmidt i fare for at blive hægtet af kommende forlig. Hun er ikke længere nødvendig
27. februar 2006

Profetsagen har nu stået på i ugevis. Og der er ikke optræk til at den aftager nævneværdigt. Fra at være en forbigående sag, er den nu på vej til at blive en 'tilstand'. En tilstand hvor muslimerne verden over nu 'har noget på Vesten'. Primært fordi Jyllands-Postens provokation var en aldeles grundløs fornærmelse.

Derfor har regeringen og andre forkæmpere for ytringsfriheden en svær sag. Havde der bare været en begrundelse? Havde tegningerne da bare været et svar eller reaktion på noget 'muslimerne' havde gjort mod os (ud over at være til i det hele taget forstås...)? Men tegningerne er ikke noget modsvar. Provokationen er grundløs. Derfor bliver sagen nu en tilstand. Noget, der ikke kan forliges. Den går altså ikke væk. Det må dansk politik så småt begynde at indstille sig på, og aktørerne må hellere begynde at kigge fremad, mod de kommende udfordringer.

Dramaet lurer, idet de kommende forhandlinger om velfærdsreformer skal ske i lyset af jordskredet i de seneste meningsmålinger.

Enhver kan se, at regeringen står stærkt. Profetsagen har gjort den nærmest uovervindelig. I klar samklang med folkestemningen, har den ydet muslimer verden over 'passende modstand'. Godt inspireret af Dansk Folkeparti. Regeringsblokken er meget stærk, så det er alene statsministerens erklærede ønske om, at Socialdemokraterne skal være med i forliget, som synes at give disse et håb om indflydelse.

Men ak, det løfte synes nu at være afgivet i en svunden tid. I en tid hvor 25 procent var et dårligt resultat for Socialdemokrater. Og - ikke mindst og vigtigst - fra en tid hvor Dansk Folkeparti var noget, der levede nede omkring de 10 procentpoint.

Ingen tvivl om, at Thorning-Schmidt må have blikket stift rettet mod de kommende forhandlinger. Hun ved, at den seneste tids rutsjetur i målingerne markant øger hendes risiko. Fejl tæller med andre ord dobbelt eller femdobbelt. Når man i forvejen er til tælling. Sådan er politik. Og hun forhandler ikke fra en styrkeposition.

Ud over fraværet af medvind i målingerne, vil kampen reelt - som i Profetsagen - komme til at stå med Dansk Folkeparti. Dette populistiske parti vil endnu engang spille sikkert i forhold til vælgerne. De vil ikke være med til at ændre efterlønnen nævneværdigt. Og Thorning-Schmidt har allerede meldt klart ud. Socialdemokraterne ser gerne reformer. Vil det få endnu flere til at gå over til populisterne?

Hertil kommer, at efteruddannelsesreformen, som regeringen ligeledes vil inkludere i forhandlingerne, tvinger Thorning-Schmidt til at gå balancegang i forhold til fagbevægelsen. Den vil nemlig gerne have en aftale med regeringen. Om ikke andet, så for at vise, at den stadig er til. Hvilket alt andet lige også vil lægge pres på Thorning-Schmidt.

S er ikke nødvendigt

Nationalbankdirektør Nils Bernstein taler klogt om at vi skal respektere hastighedsregler, ikke alene i trafikken, men også i økonomien (tale til Finansrådet i november 2005). Og om at Holland kom i knibe på grund af overophedning. Hvad vi for alt i verden må undgå! Nationalbanken lægger her et vist pres på regeringen for rent faktisk at gennemføre en voksen-efteruddannelsesreform, med et reelt indhold. For at smidiggøre arbejdsmarkedet yderligere.

Men det vil også lægge yderligere pres på Thorning-Schmidt. For hver gang, der er en indlysende reform som må gennemføres, stiger omkostningen for hende, hvis det alligevel lykkes regeringen at holde Socialdemokraterne ude. Som i sagen om integrationsforliget.

De to centrale spørgsmål lige nu er derfor for det første: Er statsministeren tvunget til at holde sit løfte om at inkludere Socialdemokraterne i velfærdsreformerne? Og for det andet: Kan en presset Thorning-Schmidt se sin vej gennem en sådan forhandling, der bare ikke må gå galt?

Svaret på det første er nej. Den nye situation i dansk politik, med et Dansk Folkeparti på størrelse med Socialdemokratiet vil sikre statsministeren mere fleksibilitet. Et Dansk Folkeparti med den styrke vil kunne lægge et enormt pres på statsministeren for at kigge i deres retning. Og er det ikke det, som det hele handler om? At sikre, at vælgerne ser Dansk Folkeparti som dem med indflydelse, og ikke Socialdemokraterne? Så vælgervandringen kan fortsætte? Kan statsministeren holde stand? Tja, han vil givet helst lave brede forlig, hvis de indeholder ubehagelige stramninger.

Men hvis reformerne bliver næsten indholdsløse (læs: Dansk Folkeparti får sin vilje), så behøver han ikke dække sig vælgermæssigt af og tage Socialdemokraterne med som gidsler. Så stiger risikoen for at Thorning-Schmidt bliver sat af. Af en eller anden 'bekvem årsag'. For det vil være godt for statsministeren, hvis han endnu engang kan udstille S-ledelsens manglende vilje til at indgå forlig. Statsministerens valg om hvor meget han vil have med i reformen, vil afhænge af den dagspolitiske situation. Og hvor meget pres der er på økonomien lige nu. Det bliver ikke Velfærdskommissionens mere langsigtede reformer, der kommer i højsædet.

Så med andre ord, Nationalbankens akutte bekymring fra november tæller mere end Velfærdskommissionens langsigtede ditto.

Vejen til et comeback

Svaret på Thorning-Schmidt kan se sin vej gennem en forhandling, der bare ikke må gå galt er mere indviklet. Hvis antagelsen om, at statsministeren vil gå ind lavt på velfærdsområdet, men mere ambitiøst på voksen-efteruddannelsesområdet, så er Thorning-Schmidts odds som forligspartner forringet markant. Hun skal som nævnt slås med Dansk Folkepartis vælgermæssigt attraktive budskab, om ikke at gøre ret meget ved efterlønnen. Og statsministeren behøver hende ikke som gidsel til en lille velfærdsreform og en uddannelsesreform.

Kan han sikre sig fagbevægelsens opbakning til det sidste, er det godt nok for ham. Og det bliver næppe svært.

Så, Thorning-Schmidt må have sine alliancer og prioriteter klar. Dels må hun søge og indgå en musketer ed med fagbevægelsen. Så den ikke løber uden om hende til sidst. Dels må hun - som damage control - finde en fælles strategi med resten af oppositionen.

For nu da faren for at blive sat af er overhængende, vil det se bedre ud, hvis det er hele oppositionen, der sættes af, end hvis det blot er Socialdemokraterne. Og så må hun slibe sine fortænder. For alt tyder på, at hun må hugge dem dybt ned i bordpladen, hvis hun vil være en del af det kommende forlig. Nemt bliver det ikke!

Den gode nyhed er til gengæld, at klarer hun denne opgave, er hendes comeback i dansk politik en kendsgerning. Men det ved statsministeren også.

Peter Mogensen er økonom og tidligere sekretariatschef i Statsministeriet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her