Læsetid: 5 min.

Fogh - medsammensvoren eller naivt offer for Bush og Blairs Irak-kup?

Nye britiske afsløringer dokumenterer, at George Bush og Tony Blair et helt år før krigen var enige om at angribe Saddam. Iraks diktator skulle blot lokkes til først at begå den nødvendige fodfejl. Danmarks statsminister og udenrigsminister førte fortrolige samtaler med den amerikanske regering, mens planerne blev lagt. Hvor meget vidste man?
3. maj 2005

Allerede i marts 2002 - et år før Irak-krigen - var George Bush og Tony Blair nået til enighed om, at Irak skulle angribes militært og Saddam Husseins regime væltes. Mens den britiske regerings juridiske eksperter advarede Blair om, at det folkeretslige grundlag for et angreb ikke eksisterede, overvejede Blair og hans nærmeste, hvordan Saddam kunne lokkes til at begå den fodfejl, der kunne gøre et angreb politisk realisabelt. Udadtil hed det i mange måneder efter, at intet var besluttet.

Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mødtes i den kritiske periode med George Bush i Washington og drøftede Irak, ligesom udenrigsminister Per Stig Møller (K) mødtes med USA's udenrigsminister Colin Powell. Deltog den danske regerings top i Bush og Blairs bevidste, men hemmeligholdte proces frem mod krig? Eller lod Fogh og Møller sig føre bag lyset med påstande om, at intet var afgjort, og alt afhang af processen med FN's våbeninspektører?

Anders Fogh Rasmussen er i disse dage på udlandsrejse, og Per Stig Møller ønsker ikke at kommentere de seneste afsløringer om forberedelsen af krigen. Det kunne tolkes som indblanding i den britiske valgkamp, lyder meldingen fra uderigsministeriet.

Her er i stedet en oversigt over de hemmelige, nu afslørede britisk-amerikanske skridt mod krigen.

8. marts 2002: Det britiske udenrigsministerium sender Tony Blair en fortrolig rådgivning om lovligheden af en mulig Irak-krig.

"En juridisk retfærdiggørelse af invasion vil være nødvendig (...) Ifølge det juridiske kontors vurdering eksisterer der ingen sådan i øjeblikket," hedder det i notatet til Blair.

Den amerikanske regerings påstand om, at man selv - og ikke FN's Sikkerhedsråd - har ret til at afgøre, om Irak har overtrådt tidligere FN-resolutioner, kommenterer det britiske udenrigsministerium således:

"Vi er ikke bekendt med nogen anden nation, som støtter dette synspunkt."

18. marts 2002: Den britiske ambassadør i USA, Sir Christopher Meyer, sender en besked hjem til Downing Street om, at han har fortalt USA's viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, at USA kan regne med britisk støtte til et regimeskift i Irak. Ambassadøren skriver, at Blair vil have brug for "et dække" for at gå med i et militært angreb.

"Jeg gennemgik behovet for at få Saddam til at begå en fodfejl i forhold til inspektørerne og resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd," skriver Blairs udsendte i Washington.

25. marts 2002: Anders Fogh Rasmussen mødes med præsident George Bush i Washington og diskuterer Irak. Mødereferater er ikke kendt, men Fogh Rasmussen siger efterfølgende til dansk presse:

"Præsidenten fortalte mig om sin holdning over for Irak og Saddam Hussein. Jeg understregede, at først og fremmest skulle vi sikre, at internationale inspektører kunne få fri adgang til Irak for at efterforske og sikre, at Saddam Hussein ikke udvikler masseødelæggelsesvåben."

Hvad bliver næste skridt, hvis Saddam nægter, bliver Fogh spurgt.

"Det diskuterede vi ikke, og det er også en hypotetisk situation," svarer statsministeren.

"Det var et fantastisk godt møde. Jeg tør godt sige, at forholdet mellem USA og Danmark ikke har været bedre siden Anden Verdenskrig," tilføjer Fogh Rasmussen.

5. april 2002: Præsident Bush siger for første gang offentligt: "Jeg har besluttet mig for, at Saddam må væk."

6. april 2002: Tony Blair mødes med Bush på dennes ranch i Crawford, Texas og diskuterer Irak. Ifølge et fortroligt britisk regeringsnotat "sagde han (Blair, red.), at Storbritannien ville støtte en militær aktion for at opnå et regimeskifte."

Til offentligheden siger Blair på et pressemøde efter samtalerne med Bush: "Det har altid været vores politik, at Irak ville være et bedre sted uden Saddam Hussein (...) Men hvordan vi skal gå frem i denne situation, hvordan vi sikrer os at truslen fra masseødelæggelsesvåben bliver håndteret, er et spørgsmål, der står åbent. Når tiden kommer for at tage disse beslutninger, vil vi fortælle offentligheden om beslutningerne."

3. juli 2002: Per Stig Møller mødes med USA's udenrigsminister Colin Powell i Washington og diskuterer bl.a. Irak. Mødereferatet er ikke kendt.

Juli 2002: Et notat udarbejdet til den britiske regerings top som forberedelse til et møde i Downing Street den 23. juli siger, at "USA's syn på international ret afviger fra Storbritanniens og det internationale samfunds. Regimeskift er som sådan ikke et gyldigt grundlag for militæraktion i henhold til inernational lov."

23. juli 2002: På det tophemmelige møde i Downing Street 10 deltager Tony Blair, udenrigsminister Jack Straw, forsvarsminister Geoff Hoon, den britiske statsadvokat Lord Goldsmith, nogle få nøglepersoner fra Blairs stab samt efterretningsvæsenets og militærets ledelse.

Mødereferatet er stemplet "hemmeligt og strengt personligt - kun for britiske øjne" og bærer påtegningen:

"Dette referat er ekstremt følsomt. Ingen yderligere kopier må laves."

På mødet rapporterer chefen for efterretningsafdelingen MI6 om sit seneste besøg i Washington: "Der var et mærkbart skift i holdning. Militær handling anses nu for uundgåelig. Bush ville fjerne Saddam Hussein via militær aktion, retfærdiggjort af forbindelsen mellem terrorisme og masseødelæggelsesvåben."

Efterretningschefen advarer om, hvad USA er i færd med: "Men efterretningsinformationerne og kendsgerningerne er ved at blive arrangeret ('being fixed') i overensstemmelse med denne strategi."

Jack Straw siger om en militærintervention, at "sagen var tynd. Sadam truede ikke sine naboer, og hans WMD-kapacitet var mindre end Libyens, Nordkoreas eller Irans."

Straw mener, at man bør planlægge at give Saddam et ultimatum om at lade FN's våbeninspektører komme tilbage.

"Dette vil også bidrage til at skabe legitimitet for anvendelsen af magt," påpeger udenrigsministeren.

Lord Goldsmith, statsadvokaten, gør det ifølge referatet klart, at "ønsket om regimeskift udgjorde ikke et juridisk grundlag for militærangreb."

Goldsmith udelukker, at FN-traktatens bestemmelser om et legitimeret angreb som selvforsvar eller som humanitær intervention kan bruges i denne sag.

"At basere sig på FN-resolution 1205 fra for tre år siden ville være vanskeligt," tilføjer Goldsmith.

Denne betænkelighed omkring krigens folkeretslige gyldighed fastholder Lord Goldsmith over for Blair indtil tre dage før krigen starter i marts året efter.

Herefter hedder det i referatet:

"Premierministeren sagde, at det ville gøre en betydelig forskel, politisk og juridisk, hvis Saddam nægtede at give FN-inspektørerne adgang."

Tony Blair griber altså ideen om at bruge kravet om våbeninspektørernes adgang til at lokke Saddam til at lægge løkken om sin egen hals. En forventet obstruktion af inspektørernes adgang kunne være fodfejlen, der legitimerede angrebet på Saddam.

Mødets konklusion lyder bl.a.:

"Vi bør arbejde ud fra den antagelse, at Storbritannien vil tage del i enhver militær aktion. Men vi har behov for et mere fuldstændigt billede af den amerikanske planlægning, før vi kan tage faste beslutninger."

24. juli 2002: Tony Blair siger i det britiske underhus: "Vi er ikke kommet til niveauet for militær handling (...) Vi er endnu ikke nået til beslutningspunktet."

Det er samme budskab, som den danske regering fører frem i hele perioden frem til umiddelbart før krigens start den 19. marts 2003: Beslutningen er ikke taget, det hele afhænger af Saddams samarbejdsvilje, FN-sporet må følges.

Så sent som en uge efter krigens start, den 26. marts 2003, fastholder Per Stig Møller i Folketinget:

"Det er ikke for et regimeskift, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans msseødelæggelsesvåben."

En udtalelse præcis et år efter Anders Foghs fortrolige Irak-samtale med den George Bush, som sammen med Tony Blair da havde besluttet at gennemføre regimeskiftet med militærmagt, og at man blot manglede at få Saddam til at begå den nødvendige fodfejl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her