Læsetid: 6 min.

'Fogh har optrådt rigtigt og værdigt'

Retshistoriker og professor Ditlev Tamm mener, at de muslimske ambassadører har krænket Danmark med deres krav til statsministeren
8. februar 2006

Professor Ditlev Tamm er ikke bare en af vore mest fremtrædende retshistorikere, men også en temperamentsfuld samfundsdebattør, som ikke er bange for at gå til angreb på sit eget borgerlige bagland, når han oplever, at det svigter.

Han satte sig f. eks. i spidsen for kampen mod Rigsarkivets flytning fra København, og udløste et sviende nederlag til den unge konservative kulturminister Brian Mikkelsen.

Så når Tamm midt i den voldsomme ballade omkring Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og kritikken af statsministerens håndtering af sagen rykker Fogh til ubetinget undsætning, skyldes det næppe noget specielt ønske om at behage en borgerlig regeringsleder.

Tamm synes simpelthen, at statsministeren fra starten har optrådt rigtigt, også da han i første omgang afviste at møde de muslimske ambassadører med den dagsorden at gribe ind overfor Jyllands-Posten.

"Jeg vil gå så vidt som at sige, at det for mig var noget af en krænkelse af det danske statssystem, at de pågældende ambassadører bad om foretræde om et anliggende, om hvilket de - hvis de opfyldte de kvalifikationskrav, man må forvente - måtte vide, at det ikke var noget, man kunne tillade sig at bede den danske statsminister om," siger Ditlev Tamm.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at man i de pågældende ambassadørers egne lande kunne forvente at få foretræde hos statsoverhovedet, hvis man mente, at der i en avis havde stået noget om kristendom, som man ikke kunne lide."

En uartighed

"Så jeg er overbevist om, at man kan betragte det som noget af en uartighed og et set-up for at finde et påskud til at markere sig og gøre vrøvl - og jeg mener, at statsministeren på en helt rigtig måde værner om det danske system ved med henvisning til ytringsfriheden at sige, at det her kan man ikke bede mig tage stilling til. Man kan ikke aftvinge en statsminister en mening om noget, han ikke skal have en mening om."

- Mener du, at ambassadørerne har brugt deres henvendelse som en form for provokation?

"Jeg ved ikke, om de brugte det som en provokation, men diplomati må jo også have et fagligt niveau og indebære en fornemmelse for, hvad man kan tillade sig at bede en fremmed regeringsleder om at udtale sig om."

"Hvis de kender noget til Danmark, hvad man dog må formode, at de gør, eller hvis de havde søgt rådgivning, inden de henvendte sig, må de også vide, at nok er den danske statsminister pressens minister, men at det ikke betyder, at man kan afæske ham en mening om ting, der ikke falder ind under hans område."

Et magtorgan

- Men selv om Fogh ikke kan gribe ind over for Jyllands-Posten, var der vel formelt intet, der forbød ham at kommentere tegningerne?

"Selvfølgelig kan han det, men man kan spørge, om det er naturligt for ham at gøre det. Han er jo valgt som vores politiske repræsentant, og det er naturligt, at han tager stilling til, hvad der i aviserne bringes af kritik af regeringens politik. Men han er sådan set ikke valgt for at fortælle, hvad han generelt synes om det, der står i aviserne."

"Det er vigtigt, at vi ikke har en regeringsleder, der udtaler sig om, hvad han mener om det ene eller det andet. Det bliver jo så, om ikke censur, så opfordring til at rette ind. Regeringen er et magtorgan, og det er klart, at det er vigtigt, man kun udtaler sig om det, man skal."

- Nu er han så alligevel blevet nødt til at udtale sig beklagende i hele verdenspressen?

"Ja, for nu er situationen jo blevet en ganske anden, fordi det har fået store udenrigspolitiske konsekvenser. Men jeg mener, at statsministeren helt berettiget til det sidste har vægret sig ved at sige noget, og at han grundlæggende - og det siger han da også hele tiden - må holde fast i, at det ikke er hans område."

"Han giver så nu udtryk for en personlig mening, når han siger, at man selvfølgelig ikke bør bruge ytringsfriheden til at krænke nogen religiøst - og det kan alle jo være enige om. Men han kan ikke tvinges til at sige det. Det er en rent privat mening."

Auken burde skamme sig

- Fogh har også oplevet indenrigspolitisk pres og kritik fra andre partier?

"Ja, og jeg må sige, at jeg har været meget skuffet og synes, at ikke mindst Socialdemokraterne har optrådt dybt uværdigt i forhold til så vigtigt et anliggende, hvor det gælder om at værne om de nationale interesser og stå sammen. Ikke mindst Svend Auken burde skamme sig over at tale om, at statsministeren bar et medansvar. Jeg synes, at statsministeren har stået fast på, hvad det danske demokrati går ud på."

- Det går jo blandt andet ud på, at ytringsfrihed er en umistelig ret. Hvad forstår du ved ytringsfrihed?

"Det naturlige udgangspunkt må være at slå fast, at der er noget, der hedder formel ytringsfrihed - og noget, der hedder materiel ytringsfrihed. Hvis man vil forstå diskussionen, må man gøre sig klart, at det er to forskellige ting."

"Den formelle ytringsfrihed betyder, at der ikke er nogen, der på forhånd kan forbyde at udgive en tekst, og det er ikke i sig selv forbudt at ytre sig. Den materielle side handler så om selve det, man siger og skriver - og om der gælder nogle særlige regler for, hvad man kan tillade sig at sige. Og det er udtrykt i grundloven på den måde, at enhver har ret til at udtrykke sig på skrift eller i tale, men under ansvar for domstolene."

"Her sætter lovgivningen grænser på en række områder - med regler om tavshedspligt, om ærekrænkelser og blasfemiregler, der kan bruges til at straffe fremsættelsen af forskellige udtalelser. Så det er en misforståelse at tro, at det, at man frit kan give udtryk for sin mening, også betyder, at man kan fremsætte dem uden at stå til ansvar."

"Det ville ikke ved danske domstole være muligt at forbyde afbildninger af profeten Muhammed, men derfor kan man - og det er jeg selv - sagtens være uenig i Jyllands-Postens brug af disse tegninger. Det kan betegnes som en ukultiveret måde at optræde på, men i sig selv er reaktionen gået helt over gevind."

- Jyllands-Posten siger, at man har ønsket at starte en debat omkring en stigende europæisk selvcensur på området?

"Det skal ikke gøres på den måde. Det er hverken særlig klogt eller særlig interessant at holde debatten i det spor. "

Påtaget frihed

- Bruger vi ytringsfriheden ansvarligt?

"Man kan nok sige, at den danske debat er meget fri og meget respektløs i forhold til, hvad man finder i andre lande. Der er en høj grad af påtaget frihed til at mene, hvad man vil - være yderst subjektiv i sin kritik af andre og ikke i tilstrækkelig grad stå til ansvar for det. Og man kan diskutere, om ikke nogle af de forfattere, som nu rejser denne tone-debat, ikke selv bor i glashus."

- Vi oplever jo en enorm forståelseskløft i forhold til den muslimske verden - og at vi tilsyneladende forgæves forklarer os. Kan det ende med selvcensur?

"Det kan være svært for os at forstå, at hvad der står i en avis, skulle være udtryk for, hvad en nation mener - og at den eneste måde, vi kan modbevise det, er ved at lukke avisen og sætte chefredaktøren i fængsel."

"Men man må jo sige, at vi herhjemme i høj grad oplever selvcensur i forhold til, hvad der foregår i Saudi-Arabien og andre stater, hvor man hugger hovedet af folk, lemlæster tyve og fratager kvinder alle rettigheder. Mange ting minder mig om den selvcensur, man pådrog sig i slutningen af 1930'erne i forhold til de nazistiske ugerninger i Tyskland."

"Jeg ser det som en fare, at man i forhold til en verden, som ikke har gode hensigter - og det har den fundamentalistiske form for islam ikke - påtager sig en selvcensur, der gør, at man mister noget af sin selvrespekt."

- Du har deltaget i menighedsrådsarbejde og er selv et religiøst menneske. Burde du ikke bedre end de fleste forstå, at man kan føle sig krænket på sin religions vegne?

"Jeg forstår det glimrende, men hvis man er religiøs, kan man jo også opfatte tingene sådan, at en stor gud nok kan klare, hvad der står i Jyllands- Posten."

"Efter vores opfattelse er det ikke Gud, men mennesker, der bliver krænket. Og det har man jo måttet vænne sig til som kristen. Man har været det hele igennem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her