Læsetid: 3 min.

Fogh sætter Eva Kjer på plads om ulighed

Kritikken hagler ned over socialminister Eva Kjer Hansen efter udtalelser om større ulighed i samfundet. Men det er ikke regeringens politik, fastslår Fogh.
21. september 2005

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) talte på egne vegne og ikke regeringens, da hun i en søndagsavis gav udtryk for, at uligheden i samfundet gerne må blive større.

Efter to dages politisk stormvejr om Eva Kjer Hansen gik statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nemlig ud i går og lagde afstand til socialministeren og slog samtidig fast, at større ulighed i samfundet ikke er et mål for regeringen.

"Det er ikke et mål at skabe større ulighed i samfundet. Det skaber efter min mening ikke mere dynamik. Målet er, at det altid kan betale sig at arbejde, og at de svageste i samfundet har det godt," siger Anders Fogh Rasmussen.

Han tilføjer samtidig, at det stik modsatte faktisk er en styrke.

"Det er faktisk en styrke for det danske samfund, at vi har skabt et samfund, hvor der ikke er for stor ulighed, og sådan et samfund vil vi også have i fremtiden," siger Anders Fogh Rasmussen.

Kritikken er ellers haglet ned over Eva Kjer Hansen fra både oppositionen og støttepartiet Dansk Folkeparti. Således fik udtalelsen i første omgang Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, til direkte at true med at trække tæppet væk under regeringen.

Truslen blev straks grebet af SF-formand Villy Søvndal, der har bebudet et mistillidsvotum over for socialministeren. Men efter Foghs offentlige irettesættelse udtrykte Pia Kjærsgaard i går tilfredshed med, at socialministeren er blevet sat på plads.

Ikke socialt at sige sådan

"Det er godt, at statsministeren sætter ministeren på plads og giver udtryk for, at det ikke er regeringens politik. Jeg havde heller ikke ventet, at det var regeringens politik," siger Pia Kjærsgaard, som betegner Eva Kjer Hansens udtalelser som arrogante.

"En socialminister burde vise et socialt engagement og sætte fokus på de svage i samfundet. Der, hvor hun må vise, hvad hun er værd, er på initiativer, der kan løfte bunden, og der har jeg ikke set ret meget fra ministeren," siger Pia Kjærsgaard.

Den megen virak fik dog ikke i første omgang socialministeren til at ryste på hånden. Hun fastholder sine udtalelser og mener, at den store opmærksomhed kun viser vigtigheden af at tage debatten.

"Det er vigtigt, at vi får en diskussion om, hvad målsætningen er. Jeg står ved hvert et ord," siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

Til Morgenavisen Jyllands-Posten søndag sagde socialministeren blandet andet: "Uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal ikke bruge kræfterne på at bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen mellem de rigeste og de fattigste. Lad de rige blive rigere. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv."

Trods Foghs melding fastholder SF sit mistillidsvotum og kalder samtidig socialministeren i samråd for at få uddybet synspunkterne.

"Så vil det vise sig, hvad regeringen politik er. Socialministeren siger et, mens statsministeren siger det stik modsatte. Samtidig får vi så at se, om Dansk Folkeparti tør mene noget," siger Villy Søvndal.

Bør overveje sit job

Den radikale Martin Lidegaard mener, at Eva Kjer Hansen ikke har opdaget den virkelighed, der omgiver, og at hun bør overveje sin stilling.

"Uligheden i det danske samfund går mellem dem, der er i arbejde, og dem der ikke er. Den ulighed stiger hver dag, og det kan ingen, selv ikke Eva Kjer Hansen, finde positivt," siger Martin Lidegaard.

Også den socialdemokratiske socialordfører, Mette Frederiksen, mener, at Eva Kjer Hansen er gået over stregen. Hun peger dog på, at Dansk Folkeparti hidtil har understøttet en politik, der, ifølge Mette Frederiksen, har været med til at skabe mere ulighed.

"Eva Kjers udtalelser er i virkeligheden meget ærlige. Det bør Pia Kjærsgaard tænke over," siger Mette Frederiksen, der støttes af Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr.

Også hos regeringspartneren, De Konservative, har udtalelserne vakt opsigt.

Socialordfører Tom Behnke siger, at han har forståelse for socialministerens budskab, men kalder dog samtidigt udtalelserne 'uheldige'. Tom Behnke erkender samtidigt, at socialministeren kan have brugt sine udtalelser som et bevidst signal til den mere liberale del af Venstres bagland, der mener, at regeringen er for blød i sin politik.

"Der er ingen tvivl om, at hun har tænkt grundigt over det her, før hun udtalte sig. Det er ikke bare en tilfældig udtalelse," siger Tom Behnke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her