Læsetid: 5 min.

Fogh tromler Connie Hedegaard

Rollen som politiker bliver vanskelig, hvis man bliver taget af en sag på grund af urimelige anklager om at være inhabil, siger Connie Hedegaard
28. maj 2005

Sagen om Bilka-varehuset i Horsens udviklede sig i går til en principsag om ministres ytringer. Hvor meget skal en politiker holde kæft med sin ærlige mening, hvis hun som minister senere skal træffe afgørelse i en sag, der handler om det, hun har en mening om?

Selv er Connie Hedegaard ikke i tvivl. Hun gav udtryk for sin grundholdning på De Konservatives landsråd i oktober sidste år og har gentaget den mange gange siden:

"Når Højesteret med stemmerne 7-0 har kendt dispensationen til at opføre et stort lavprisvarehus på grunden i Horsens ulovlig, så kan man ikke bare lade som ingenting og gøre det ulovlige lovligt ved at ændre på reglerne med tilbagevirkende kraft."

Den grundholdning mente hun, at alle burde kende, også i Vejle Amt, som netop sad og arbejdede på en sådan ændring af reglerne i form af et tillæg til regionplanen. En såkaldt retlig lovliggørelse.

Spinkelt grundlag

I går besluttede statsminister Anders Fogh Rasmussen sammen med den konservative formand Bendt Bendtsen at tage sagen fra Connie Hedegaard og overlade den til justitsminister Lene Espersen. Ikke fordi Connie Hedegaard er inhabil, men fordi der kan rejses tvivl om det, understregede statsministeriets juridiske rådgiver, departementsråd Sten Frimodt Nielsen.

Connie Hedegaard bed fra sig: "Jeg har på ingen måde haft noget ønske om at undgå at komme til at afgøre Bilka-sagen," skrev hun i en pressemeddelelse.

Hun henviser til et internt juridisk notat som konkluderer: "Mine politiske og principielle udtalelser i Bilka-sagen gør mig ikke inhabil i forhold til forvaltningslovens regler."

"Imidlertid er det ifølge statsministerens skrivelse fra marts 2004 nok til, at en minister kan tages af en sag, at spørgsmålet om habilitet - rimeligt eller ej - overhovedet er rejst i det offentlige rum. Jeg mener, at en så restriktiv fortolkning vanskeliggør politiker-rollen, men tager beslutningen til efterretning."

Jurister mener hver sit

Professor i offentlig ret Jens Peter Christensen, Århus Universitet, insisterer på, at Connie Hedegaard udtalte sig som minister.

"Jeg har ikke en hukommelse som en elefant, men jeg mener nu nok, at hun var ganske tæt på at udtale sig sådan, at det var nærliggende for dem, der hørte det, at forstå det sådan, at hun altså ville gå imod en retlig lovliggørelse. Det er sådan set kernen i det. Hvis man har udtalt sig på en måde, som det er meget nærliggende at forstå sådan, at hun har taget stilling, før sagen er kommet, så er det jo ikke vældig betryggende. Så jeg synes egentlig, der er gode grunde til, at hun ikke beskæftiger sig med sagen derefter, ud fra en juridisk betragtning."

En af hans hans kolleger, professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet, har tidligere til Information sagt det modsatte:

"Hun har sagt sin mening, hun har selv kaldt det en politisk tilkendegivelse af meget generel og principiel art. Det mener jeg ikke afskærer hende fra at deltage i behandlin-gen af en eventuel henvendelse fra Vejle Amt," sagde Claus Haagen Jensen til Information 28. oktober 2004.

Erstatningskrav

Miljøretsprofessor Peter Pagh, Københavns Universitet, opfordrede forleden Connie Hedegaard til selv at erklære sig inhabil. Det samme ønskede "nogle af Venstres topfolk" på et regeringsmøde, ifølge Jyllands-Posten.

De var bekymrede ved udsigten til et erstatningskrav på 200-300 millioner fra det Mærsk-ejede Dansk Supermarked, der driver Bilka i Horsens, skrev avisen.

Informationschef Poul Guldborg afviste i går, overfor Ritzau, at tallene kommer fra Dansk Supermarked.

De høje tal er under alle omstændigheder udtryk for en skræmmekampagne. De er helt ude i hampen, mener De Samvirkende Købmænds direktør, John Wagner.

"Dansk Supermarked har hele tiden vidst, at der var tvivl om lovligheden af deres lavprisvarehus på 12-14.000 kvadratmeter. De har taget en risiko. Da vi klagede til Naturklagenævnet, fik det opsættende virkning. De traf en afgørelse, som gik os imod - og vi sagde øjeblikkelig, at vi ville anke til Landsretten. Så de kunne jo have ventet, til sagen var afgjort. De har kalkuleret med en vis risiko. Desuden har de ulovligt tjent penge i fire år," siger han.

Skillevægge er nok

Den gamle lokalplan - og den nye planlov - giver tilladelse til et supermarked på højst 3.000 kvadratmeter samt en række specialbutikker.

"Men vi har da ikke tænkt os at blande os i, hvordan væggene skal stå," siger John Wagner. "Vi mener bare, at det ikke skal være lovligt at drive et lavprisvarehus, når vi har en lov imod det. Det ligger lige for at afgrænse et supermarked på 3.000 kvadratmeter og lade resten være en blomsterbutik, en skobutik, en bager, en slagter osv. Om det altsammen er ejet af Dansk Supermarked, blander vi os da ikke i. Det afgørende er, om vore medlemmer bliver påført en konkurrence, de ikke kendte til, dengang de planlagte og foretog deres investeringer."

Mærkelig lighed

Vejle Amts tillæg til regionplanen bygger på et argument om ligeværdighed, som John Wagner ikke giver meget for. Argumentet er, at Horsens (og Fredericia) skal have et lavprisvarehus, fordi Vejle og Kolding har det. Det er et 'særligt hensyn' i Planlovens forstand, mener amtet.

"Men Horsens har allerede ét lavprisvarehus, Kvickly Ekstra. Det er da en underlig form for lighed, at de skal have lov til to. Desuden har to miljøministre efter hinanden, Svend Auken og Hans Christian Schmidt, sagt nej til et lavprisvarehus i Fredericia. Så der er tale om yderligere ulighed, ikke om lighed," siger John Wagner.

De Samvirkende Købmænd er ligeglade med, at afgørelsen i sagen er frataget Connie Hedegaard, siger John Wagner:

"Det afgørende er, at vi har Højesterets ord for, at Bilka er opført ulovligt. Med justitsministerens overtagelse af sagen, må man forvente, at man særligt påser, at landets love bliver overholdt."

Men hvis Lene Espersen giver Vejle Amt medhold, bebuder John Wagner to retssager: For det første en sag for at afprøve gyldigheden af Vejle Amts begrundelse. For det andet en sag om erstatning for de tab, som medlemmerne af De Samvirkende Købmænd og Coop Danmark har lidt i de fire år, hvor Bilka under alle omstændigheder har tjent penge på et ulovligt grundlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu