Læsetid: 7 min.

Da Foghs foretrukne faldt fra

I aften skulle Anne-Mette og Anders have danset med det borgerlige pressekorps på Marienborg, men pressen takkede nej til invitationen. Er det aflyste bal udtryk for, at pressen har vredet sig fri af den foghske pressestyring?
19. maj 2006

Det skulle have været en festlig aften. Gæsterne var blevet bedt om at møde i mørkt tøj, og ægtefæller og ledsagere var også inviteret. Men noget gik galt. Det ene afbud efter det andet begyndte at tikke ind i Statsministeriet, og hvad der skulle have været en festmiddag for ligesindede på Marienborg blev afløst af en anden og mere dyster invitation.

Afsenderen var nu oppositionspartierne, der bad Anders Fogh Rasmussen komme til samråd i Folketingssalen onsdag eftermiddag. En invitation, statsministeren ikke kunne betakke sig for. For nu ville oppositionen have svar: Skulle statsministerens selektive gæsteliste, der udelukkende talte repræsentanter fra den borgerlige presse, opfattes som et konkret bud på, hvordan man skiller fårene fra bukkene i medierne?

"Det er ikke et spørgsmål om, at der var nogen, vi ikke ville have med, men der er altså grænser for, hvor mange der kan være i spisestuen, og det sætter jo sine begrænsninger," forklarede en tydeligt irriteret Anders Fogh Rasmussen i folketingssalen. Der var tale om en uvæsentlig petitesse, mente han, som umuligt kunne interessere den danske befolkning.

"Det har været en af Foghs effektive måder at afvise kritik på i løbet af sin regeringstid. Stonewalling, kalder man det i kommunikationssprog. Han bliver en mur, der afviser alt under henvisning til, at der ikke er noget at komme efter," siger politisk kommentator på Berlingske Tidende, Thomas Larsen. Han var selv blandt de få inviterede gæster til Anders og Anne-Mettes middagsselskab, men han takkede pænt nej.

"Jeg mente ikke, at spindoktorerne skulle have held med at lave en del-og-hersk-manøvre," siger han.

Også Weekendavisens politiske reporter Hans Mortensen meldte fra - med noget nær samme begrundelse.

"Jeg driver ikke privat omgang med politikere," siger han.

Det var dog ikke alle, der så et problem i statsministerens gæstebud. B.T.'s chefredaktør Erik Meier Carlsen var blandt de få, der ikke behøvede betænkningstid for at tage imod invitationen.

"Jeg sagde ja tak med det samme uden at forhøre mig om, hvad det var for et arrangement og hvem, der var inviteret. Igennem hele min journalistiske karriere har jeg ført afslappede baggrundssamtaler med skiftende statsministre, og det har jeg aldrig set noget problem i. Når man opnår et særligt niveau af fortrolighed, er det kun kvalificerende for ens kritiske og analytiske journalistik," siger Erik Meier Carlsen, der ikke mener, at det kommer nogen ved, hvem der var inviteret til middagen.

"Anders Fogh er ikke forpligtet til at invitere en repræsentativ forsamling. Det vigtigste er, at han er tilgængelig for hele pressen, og det er han jo på sine ugentlige pressemøder i statsministeriet," siger Erik Meier Carlsen.

Den vurdering deler Bo Elkjær, Cavlingpris-modtager og journalist på Ekstra Bladet, imidlertid ikke. For ham kommer det ikke som en overraskelse, at hverken journalister fra Ekstra Bladet, Politiken eller Information var inviteret med til middag på Marienborg.

"Det er helt tydeligt, at der er en skillelinje ned gennem det danske mediebillede, hvor nogle medier er inde i varmen, og andre er ude i kulden. For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at jeg er blevet blacklistet," siger Bo Elkjær.

'Kære Anders'

Da Anders Fogh Rasmussen i 2001 overtog roret fra en træt Poul Nyrup Rasmussen, var det ellers med løftet om en større åbenhed over for pressen. Socialdemokraternes mange år ved magten havde fået dem til at opfatte statsapparatet som deres eget partiapparat, mente Fogh. Nu skulle der gøres op med "kammerateri, magtmisbrug og foragt for Folketinget", som han formulerede det i sin første grundlovstale efter magtskiftet.

Men der skulle ikke gå lang tid, før Anders Fogh Rasmussen selv stod anklaget for kammerateri. Allerede i 2002 kunne Politiken afsløre, at daværende chefredaktør for Berlingske Tidende, Karsten Madsen, havde sendt intime breve til statsministeren:

"Kære Anders, du skal vide, at jeg i mit exil (på Bornholm til 22. august) finder, at du har klaret din indsats helt super. Jeg er måske lidt skuffet over, at du ikke længere har tid til at være sammen med mig, men forstår din travlhed og prioriteringer," lød det blandt andet.

At Karsten Madsen i samme brev åbent erklærede sig som regeringens "defensor", vakte bestyrtelse i store dele af pressen, men Erik Meier Carlsen var ikke oprørt - hverken dengang eller nu.

"Jeg har altid spillet rollen som forsvarer for skiftende regeringer. Medierne har en ulyksalig tendens til at være overdrevent kritiske over for den siddende regering. Det præger journalistikken på en negativ måde, når man altid tænker i nedrige komplotter og har som ideal at vælte regeringer for enhver pris," siger Erik Meier Carlsen.

Han afviser dog blankt, at Fogh er sluppet lettere gennem mediemøllen end tidligere statsministre.

"Jeg vil tværtimod mene, at der bliver stillet væsentligt flere kritiske spørgsmål til Fogh, end der blev til nogen af hans forgængere. Pressemøderne under Anker, Schlüter og Nyrup var ofte sådan nogle hyggekomsammen'er, hvor man meget let kunne komme til at støde statsministeren, hvis man stillede de forkerte spørgsmål, og så fik man alle ens kolleger på nakken, fordi man havde ødelagt den gode stemning," siger Erik Meier Carlsen.

Heller ikke Thomas Larsen mener, at pressen har forskånet Fogh for kritiske spørgsmål. Men Foghs evne til at navigere uden om svære emner har alligevel til tider fået ham til at virke nærmest urørlig, mener han.

"I modsætning til Nyrup, som kastede sig ud i enhver krisesag og slog sig på den, forstår Fogh at gå i medierne, når han har en god sag, og at holde sig væk, når han har en dårlig. Han er meget dygtig til at vurdere, hvilke dagsordener, der er til fordel for ham, og han udvælger dem nøje og med hård hånd," siger han.

Ifølge Hans Mortensen er der dog ingen tvivl om, at Fogh - navnlig i begyndelsen af sin regeringstid - slap meget let uden om mediernes kritiske søgelys. Men det var der flere gode grunde til, mener han.

"Oppositionen var rådvild og splittet og ude af stand til at bringe sager frem for pressen. Og så skal man ikke glemme, at regeringsskiftet faldt sammen med en større udskiftning på flere af de politiske redaktioner, og da Fogh samtidig oprustede på kommunikationsfronten var det forholdsvist let for spindoktorerne at sælge deres historier til de uprøvede politiske journalister," siger Hans Mortensen.

Ifølge Erik Meier Carlsen er det dog en myte, at Anders Fogh Rasmussen har opbygget sin helt egen hær af spindoktorer, som har gjort ham i stand til at manipulere med pressen.

"Fogh overtog i virkeligheden bare et system af spindoktorer, som allerede var etableret under Nyrup, der i sin regeringstid som noget nyt var begyndt at ansætte personlige rådgivere. Forskellen er bare, at hvor Nyrup var et klumrehoved, er Fogh langt mere effektiv og målrettet," siger Erik Meier Carlen.

Men den analyse er Thomas Larsen ikke enig i. Under Fogh er der sket en markant professionalisering af den politiske kommunikation, som ikke tidligere er set i dansk politik, mener han. "Det er rigtigt, at Nyrup prøvede at styrke kommunikationen ved at smugle DSU'er og studentermedhjælpere med baggrund i Frit Forum ind. Men det kan ikke sammenlignes med de professionelle mediefolk, som Fogh har hentet ind i ministerkontorerne. Der er en afgørende forskel," siger Thomas Larsen.

250 afvisninger

Et af de områder, hvor Fogh har formået at styre pressen med hård hånd, er i spørgsmålet om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Statsministeren har ikke kunnet finde tid til at lade sig interviewe om krigen siden marts 2004, selv om mindst 271 skriftlige henvendelser i mellemtiden har været forbi statsministeriet i Prins Jørgens Gård. Bo Elkjær tegner sig for 250 af disse henvendelser, men indtil videre har de ikke resulteret i andet end blanke afvisninger.

"Hver gang har jeg fået en sang fra de varme lande, vævende bortforklaringer eller et 'prøv igen i næste uge'," siger Bo Elkjær.

Det fritager omvendt ikke pressen for at være så meget desto mere opsøgende, mener han, og Bo Elkjær har da også kun hån til overs for den måde, medierne har ladet sig kyse på i dækningen af Irak-krigen.

"Pressen har været ynkelig. Vi er nu tre år inde i en krig, der bliver stadig mere blodig, og hvor fem danske statsborgere indtil videre har mistet livet. Og alligevel har statsministeren - foruden mine egne henvendelser - kun fået 21 forespørgsler om en interviewaftale med Irak-krigen som tema. Det er simpelthen skammeligt," siger Bo Elkjær, som bakkes op af Thomas Larsen:

"Hvis alle medier sendte 250 begæringer af sted, ville Fogh enten blive presset til at give et interview, eller også ville han i det mindste blive udstillet i befolkningen som én, der forsøger at navigere uden om et svært politisk område. Men det er endnu ikke sket."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her