Læsetid: 3 min.

Foghs krigsrisici

14. marts 2003

»Vi er naturligvis 600 procent loyale over for regeringen, men det betyder meget for besætningen og deres pårørende, at der er enighed. Vi føler os jo som repræsentanter for befolkningen. Så det her
taler vi meget om i pauserne.«
Gustav Lang, kommandørkaptajn på Olfert Fischer, i Berlingske Tidende, torsdag den 13. marts
SOM BEKENDT sker det yderst sjældent, at soldater ytrer kritik af de beslutninger, som deres politiske chefer påfører dem. Derfor er der så meget desto mere grund til at lytte, når de endelig tager ordet – som en række fremtrædende militærfolk gjorde i går i Berlingske Tidende. Fælles for de udtalelser, der kom fra formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Svend Erik Larsen, formanden for officererne, Steen Martinussen, og chefen for Olfert Fischer, Gustav Lang, er bekymringen over udsigten til dansk krigsdeltagelse med et spinkelt flertal. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har de seneste dage igen flirtet med tanken om, at VK-regeringen med opbakning fra Dansk Folkeparti kan vælge at gå i krig uden et FN-mandat. Den udsigt bryder formændene for de professionelle soldater sig ikke om. De ønsker bred opbakning til en krig, fordi det er så alvorlig en sag. Man forstår soldaternes reaktion, idet også de med dyb bekymring må følge, hvordan den danske regering tilsyneladende har valgt at bakke op om den unødige og farlige konfrontationskurs, som præsident George W. Bush fører.

TO ANDRE forhold signalerede i går nye risici for Foghs krigstrommeri. For det første anførte en række folkeretseksperter, herunder professorerne Ole Wæver og Ole Espersen, at både de danske politikere, der vælger at gå i krig, og de soldater, som udsendes, risikerer at blive retsforfulgt for brud på folkeretten. Det kan ske, hvis Danmark bidrager til en krig, der hverken kan defineres som et selvforsvar eller en humanitær aktion. For det andet meddelte den svenske regering, at den må overveje et totalt stop for salg af våben til USA, hvis præsident Bush vælger at gå i krig uden et FN-mandat, da det vil være i strid med folkeretten. Det fik Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, til at foreslå, at også Danmark stopper vores våbeneksport til USA, der er på et to- eller trecifret millionbeløb. Begge forhold valgte statsministeren at forholde sig tavs til. Måske havde han travlt med at studere, hvilken dramatisk storm et af hans politiske idoler, den britiske premierminister Tony Blair, befinder sig i. Blair, der hidtil har været Bush’s sikre allierede i Europa, er ved at vakle – idet den massive folkelige modstand mod Irak-krigen vokser og derved har fået politikere langt inde i både Labour og regeringen til skarpt at kritisere Blair.

FOGH MÅ med nogen nervøsitet frygte, at den modstand, han i givet fald ville møde her i landet, hvis han ender med at anbefale krig uden et FN-mandat, vil udvikle sig som i Storbritannien. I VK-regeringen vil den konservative udenrigsminister Per Stig Møller givet have mere end svært ved at blive på sin post, hvis Fogh vrager FN-sporet, idet Møller så klart har afvist krig uden godkendelse i Sikkerhedsrådet. Der er grund til at håbe, at det vil lykkes for udenrigsministeren at tale den krigstrommende statsminister tilbage til fornuft – som det er sket et par gange hidtil. I den danske regering ligner Fogh i stigende grad sit andet idol, præsident Bush, i sin iver efter at gå i krig, mens Møller indtager rollen som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell, der trods alt søger en mere international løsning.

MEN DET er ikke kun Fogh, der er grund til at kritisere på den hjemlige scene. Den socialdemokratiske partiformand, Mogens Lykketoft, og den radikale partileder Marianne Jelved – begge med årelang international politisk erfaring – lurepasser stadig i krigen. Det virker, som om de to har valgt at pantsætte deres beslutning i FN’s Sikkerhedsråd. Siger FN ja, så er de med. Siger FN nej, så er de ikke med. Hvad mener de egentlig selv? Er Lykketoft for en krig? Er Jelved? De to politikere repræsenterer sammenlagt næsten 1,2 millioner vælgere efter sidste valg. Har de ikke krav på at vide, hvad de to partiledere mener – også før diktatorerne i Guinea, Cameroun og Angola beslutter sig? Ud af busken med jer, Lykketoft og Jelved.

dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu