Læsetid: 4 min.

Foghs overenskomst-spøgelse

Selvom følelserne over for regeringen er kølige i fagbevægelsen, vil overenskomstforhandlingerne ikke blive brugt som rambuk mod Fogh
3. marts 2007

Mareridtsscenariet står klart for VK-regeringen: En storkonflikt på arbejdsmarkedet, der gen-opliver sidste års mange protester mod regeringen. Efterfulgt af et politisk indgreb, der i sig selv vil være upopulært hos mange lønmodtagere. Begge dele et usædvanligt dårligt oplæg til det kommende folketingsvalg.

Derfor var lettelsen da også enorm i regeringskredse, da industrien søndag indgik forlig. Selvom en storkonflikt ikke dermed er definitivt afværget, mindskede forliget trods alt risikoen for en konfrontation, der uundgåeligt vil sætte ny fokus på efterårets uheldige sager: Såsom finansminister Thor Pedersens uforsigtige bemærkning om den overdådige danske økonomi og tidligere TDC-direktør Henning Dyremoses bonus på hele 75 millioner.

Regeringen kan her glæde sig over, at fagbevægelsen optræder ganske anderledes pragmatisk, end den gjorde for 20 år siden. Dengang daværende formand for SiD, Hardy Hansen, proklamerede, at forbundet ville afsætte 180 millioner for at få væltet 80'ernes borgerlige regering. Og hvor fagbevægelsens venstrefløj af kommunister, Fælles Kurs, VS'ere og SF'ere brugte enhver lejlighed til at mobilisere mod de borgerlige.

Uegnet til politisk spin

Meget har ændret sig siden da. Mens socialdemokraterne og venstrefløjen var helt dominerende blandt fagbevægelsens medlemmer dengang, står også Venstre og Dansk Folkeparti nu stærkt hos LO-medlemmerne. Det sætter klare grænser for, hvor målrettet politisk kamp, fagbevægelsen kan føre mod regeringen.

Dertil kommer, der er tradition for, at lige præcis overenskomsterne holdes ude af det politiske spil. Som specialist i arbejdsmarkedsforhold, professor Jesper Due, udtrykker det:

"Det danske arbejdsmarked er et meget dårligt område for spindoktorer."

Jesper Due peger samtidig på, at den borgerlige regering har modereret sin oprindeligt meget konfrontative holdning til fagbevægelsen:

"VK-regeringen anlagde lige efter sin tiltræden en ret hård kurs, men den holdning er ændret i dag. Jeg tror simpelthen ikke, regeringen dengang var klar over, hvor effektivt den danske arbejdsmarkedsmodel fungerer."

Den politiske iagttager og kommunikationsekspert Peter Goll mener dog, at især Venstre systematisk forsøger at stække fagbevægelsen. Men han understreger, at den ideologiske kamp ikke hindrer et samarbejde mellem fagbevægelsen og regeringen på udvalgte områder:

"Regeringen og LO kan godt arbejde pragmatisk sammen, der hvor de har fælles interesser. For eksempel omkring efteruddannelse, hvor LO-formand Hans Jensen ville sikre sit eftermæle med en efteruddannelsesaftale," siger Peter Goll.

Undren på Christiansborg

Men det er endnu langtfra sikkert, at LO-medlemmerne ender med at stemme ja til de overenskomster, der netop har efteruddannelse som en af grundpillerne. For ikke alle køber den fælles præmis fra regeringen og fagbevægelsens forhandlere: At LO-medlemmerne selv skal være med til at finansiere deres egen efteruddannelse:

"Prøv engang at sige til en læge, at han skal betale sin egen efteruddannelse gennem overenskomsten. Han vil slå en skraldlatter op - og derefter give dig diagnosen 'hjernesvulst'," som Karsten Hønge, formand for Træ-Industri-Byg i Odense udtrykker det.

Fra Christiansborg er der officielt stor ros til forliget på industri-området, som bliver betegnet som 'ansvarligt'. Men bag facaden er der - såvel på regeringssiden som hos Socialdemokraterne - en betydelig undren over, at Dansk Industri ikke kom til at punge ud med mere. Som en regeringskilde udtrykker det:

"Det er utroligt, at Hans Skov Christensen (DI's direktør; red.) kan få sådan et forlig hevet i land - i betragtning af hvor dårlige kort, han havde på hånden."

Hermed tænkes ikke alene på det ekstremt uheldige sammenfald, at den forgyldte Henning Dyremose samtidig er formand for hovedbestyrelsen i Dansk Industri - og dermed et skoleeksempel på den lønfest, som også LO-medlemmer har ønsket at få del i. Også den enorme efterspørgsel efter arbejdskraft så på forhånd ud til at svække arbejdsgivernes hånd i pokerspillet.

Fare for at overspille kortene

Blandt Socialdemokraterne vurderes en mulig konflikt på arbejdsmarkedet som et tveægget sværd. For ganske vist kan en sådan give Anders Fogh Rasmussen store problemer, men situationen kan hurtigt vise sig vanskelig at styre. Samtidig kan det give bagslag alt for åbenlyst at spekulere i regeringens ulykke:

"Socialdemokraterne er meget opmærksomme på, at de ikke bliver opfattet som nogle, der udnytter situationen. For det kan få Anders Fogh til at fremstå som den eneste, der tænker på det, der samlet set er bedst for landet. Derfor holder de en vis distance i sådanne situationer," fremhæver Peter Goll.

Det står fast, at Socialdemokraterne ikke umiddelbart ville være med til et politisk indgreb mod en konflikt. Den skal have lov til at køre en uge eller to, men derefter er det ikke udelukket, at partiet vil støtte et indgreb. Det kommer helt an på omstændighederne.

Hos SF er det partiets stærke gruppe-formand, Ole Sohn, der er arbejdsmarkeds-ordfører. Han personificerer om nogen det skifte, der har været i forholdet mellem fagforeningernes og partiernes rolle.

Som formand for DKP i 80'erne stod Sohn i spidsen for et parti, hvor også den faglige kamp blev tilpasset partiets overordnede interesser. Men som arbejdsmarkedsordfører for SF hører det til de absolutte undtagelser, at Sohn udtaler sig negativt om et forhandlingsresultat, partiets fagforeningsfolk har været med til at opnå. SF har da også holdt sig til neutrale vendinger om industriforliget, og dermed er Enhedslisten det eneste parti på Christiansborg, der åbent vender sig imod forliget.

Socialistiske ballademagere

Det betyder på den anden side også, at regeringen skal træde varsomt, hvis forligene alligevel ender med at blive underkendt af medlemmerne. For i så fald kan statsministeren dårligt påstå, at det er 'socialitiske ballademagere', der har ødelagt kabalen. En storkonflikt vil være et resultat af græsrøddernes reaktion, og den situation stiller krav til en noget mere elegant retorik, end den Fogh præsterede under efterårets protester. Hvis han altså ikke vil fornærme de store grupper af LO-medlemmer, der udgør selve forudsætningen for hans genvalg.

Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her