Læsetid: 2 min.

Foghs plage forlader Danmark

Talskvinden bag de 11 ambassadører, som Fogh ikke vil mødes med, forlader landet. Egyptens ambassadør i Danmark Mona Omar Attia skal være ambassadør i Sydafrika
27. december 2005

En af Foghs værste plager som statsminister forlader Danmark. Fra april måned næste år er Mona Omar Attiah forhenværende ambassadør i Danmark.

"Jeg blev ringet op af min udenrigsminister den 21. december og spurgt, om jeg havde lyst til at blive ambassadør i Sydafrika. Det vil jeg gerne. Jeg ser det direkte som en forfremmelse. Sydafrika er et vigtigt land for Egypten, og det er også meget større end Danmark," siger Mona Omar til Information.

Den kontante ambassadør kom for alvor i søgelyset, da hun den 12. oktober sammen med 10 andre ambassadører fra muslimske lande klagede til Fogh i sagen om Jyllands-Postens 12 profettegninger af Muhammed.

Klagen resulterede i en afvisning fra statsministeren, der efterfølgende er kommet i massiv modvind i sagen.

22 danske eks-ambassadører fandt Anders Fogh Rasmussens håndtering så grotesk, at de brød diplomatiets regler om forsigtig tale i et usædvanligt skarpt indlæg i Politiken.

"Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af 11 fremmede ambassadører fra muslimske lande," lød kritikken.

En kritik der blev bakket op af den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som fandt indlægget 'pragtfuldt'. Også statsmini-steren der overlod magten til Fogh i 2001, Poul Nyrup Rasmussen, luftede kritik. Sagen var et udtryk for 'Foghs manglende lederskab', sagde Nyrup til Information.

Opbakning fra Egypten

Ifølge Mona Omar har Muhammed-sagen været en medvirkende årsag til, at hun nu bliver forfremmet til Sydafrika.

Topledelsen i Egyptens regering og ikke mindst landets udenrigsminister Ahmed Aly Ahmed Abul Gheit har fundet sagen principielt vigtig, og Mona Omars efterfølger på posten vil følge samme spor, forklarer hun.

"I Egypten ser man sagen som en vigtig ting, man skal holde fast i. Derfor vil den kommende ambassadør i Danmark føre præcis den samme linje, som jeg har gjort. Jeg tror faktisk, at sagen om de 12 tegninger og min rolle i den fælles klage har været med til at give mig det sidste i forhold til det nye job," siger Mona Omar.

Hun understreger dog, at klagen om de 12 profettegninger aldrig har været noget personligt angreb på Anders Fogh Rasmussen, blot at hun og Egypten er uenig i den danske regerings håndtering af sagen.

$SUBT_ON$Belønning for kritik

Socialdemokraternes tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft tvivler ikke på, at det meget vel kan være tale om en belønning af den egyptiske ambassadør.

"Den egyptiske politik i sagen om de 12 tegninger af Muhammed er meget klar. Og ambassadøren har været talsmand for de 11 muslimske lande, der ønskede et møde med statsministeren," siger Mogens Lykketoft.

Han mener dog ikke, at det klare signal fra den egyptiske regering får Fogh til at ændre tilgang.

"Jeg tror ikke, at man skal regne med nogen gryende forståelse fra statsministeren, selv om den her sag også er et spørgsmål om høflighed og indlevelse. Der er jo ingen i Danmark, der mener, at statsministeren skulle have redigeret Jyllands-Posten. Men det er problematisk for Danmark, at Fogh har afvist at mødes med dem," siger Mogens Lykketoft.

Egyptens ny ambassadør i Danmark vil blive offentliggjort i løbet af januar 2006.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her