Læsetid: 3 min.

Foghs snik-snak

8. oktober 2003

»Den enkelte skal opleve, at der gælder ‘noget for noget’.«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen i åbningstalen i går

FOR DE, som blot har fulgt en smule med i statsministerens politiske budskaber siden han i foråret 1998 blev partiformand for Venstre, bød åbningstalen overhovedet ikke på overraskelser. Den tre kvarter lange tale indeholdt de sædvanlige overskrifter om noget om noget – om frihed til den enkelte, om frit valg, om hjerterum til de svage, om mindre kontrol; om at det skal være sjovt at tage initiativ, om at der skal læres noget i skolerne, om at belønne dem, der gør en indsats, om at skærpe kravene til udlændinge, om at straffe hårdere, om at stille krav allerede til børnene, om at tage sig god tid til de store reformer, om at skabe flere job, om at skatten skal holdes i ro, om at krigen mod Irak var retfærdig, om at EU er godt, om at vi skal være åbne og fordomsfrie, og om at der skal samarbejdes bredt. Disse overskrifter har været en del af Foghs politiske ordforråd i de snart seks år, han har stået i spidsen for sit parti. Der er derfor tale om genbrug på genbrug – og måske allermest overraskende om, at statsministeren stort set undlod at komme med konkrete initiativer. Der virker, som om at VK-regeringen allerede er kørt fast efter knap to år ved magten. I virkeligheden er det den mest deprimerende oplevelse ved at høre den åbningstale, som skulle angive den politiske retning for det kommende år.

DE MENINGSMÅLINGER, som styrer Fogh, har nemlig dikteret ham at holde sig fra at genere nogen som helst – bortset naturligvis fra udlændinge. De fire helt afgørende emner, som bør og vil dominere den politiske dagsorden i det kommende år – den svækkede økonomi, den fremtidige velfærd, den europæiske udvikling og det kommunale systems sammensætning – har Fogh alle skudt til hjørne. Modvilligt måtte han indrømme, at ledigheden er stigende, og at han forventer, at udviklingen vil fortsætte nogen tid endnu. Han afviste, at regeringen kunne gøre
noget særligt ved problemet – det er altsammen udlandets skyld. Man husker tydeligt omkvædet fra sidst, landet havde en borgerlig regering. De store udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor med færre yngre og flere ældre, ønsker Fogh heller ikke at mene noget om – det er i stedet parkeret i velfærdskommissionen, som først er færdig efter det næste folketingsvalg. Den flagrende kurs i EU-politikken blev dog en anelse klargjort, idet vi nu ved, at der bliver to runder folkeafstemninger – først om resultatet af forfatningstraktaten og dernæst om den delvise afskaffelse af de danske forbehold. Den omfattende reform af den kommunale sektor med nedlæggelse af amter og kommuner afviste statsministeren også at mene noget om – det er også gemt væk i den strukturkommission, som kommer med sit forslag engang i det nye år.

I FORHOLD til Irak-krigen gemmer Fogh sig stadig mere bag sit bekvemmeligsflag. I talen undlod statsministeren fuldstændig at komme ind på, at de begundelser, han i sin tid gav for, at Danmark skulle støtte krigen, er faldet totalt til jorden. Der er ikke fundet det mindste spor af masseødelæggelsesvåben. Der er ikke etableret blot en antydning af samarbejde mellem Osama bin Laden og Saddam Hussein. I stedet
refererede Fogh udelukkende dele af den amerikanske Gallup-måling, som fornyligt blev gennemført i Bagdad – nemlig at totredjedele af byens indbyggere
mener, at de seneste måneders problemer har været prisen værd, og at samme andel tror, at de vil få det bedre om fem år end under Saddam. Fogh kom slet
ikke ind på, at den fred og fremgang, som han og de øvrige krigsførende regeringschefer lovede ville sprede sig i det øvrige Mellemøsten, i stedet har udviklet sig til en hidtil uhørt mistro til Vesten og en eskalering af krigen mellem israelerne og palæstinenserne. Det perspektiv undgik Fogh.

FOGHS MÅL med talen synes at være at skabe ro og understrege, at vælgerne fortsat godt kan vælge at holde med ham, for med ham sker der ingenting – altså bortset fra flygtningene og indvandrerne, som han (bare rolig) nok fortsat skal tage sig af. Det er imidlertid stærkt uambitiøst og desværre også udtryk for manglende rettidig omhu i forhold til fremtidige generationer. I morgen er det oppositionens tur til at komme med deres bud på langsigtede problemer – lad os håbe, det bliver bedre.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her