Læsetid: 2 min.

Folkeafstemning som afpresning

Flere udbryder-republikker fra tidligere sovjetlande holder folkeafstemninger om indlemmelse i Rusland, og de stemmer ja
2. oktober 2006

Et overvældende flertal på 97, 1 procent af befolkningen i den moldaviske udbryder-republik Pridnjevstrovje stemte ifølge de officielle tal for nylig for, at republikken gør sig selvstændig med henblik på senere indlemmelse i Rusland. Samtidig har ledelsen i den georgiske oprørs-republik Sydossetien bebudet en tilsvarende afstemning den 12. november om løsrivelse fra Georgien med henblik på senere at slutte sig sammen med brødrene i den russiske republik Nordossetien. Og den ligeledes georgiske udbryderrepublik Ab-khasien ventes at følge efter.

Ingen internationale organisationer eller lande har godkendt folkeafstemningen i Pridnjestrovje, som er en internationalt anerkendt del af Moldova. Men Moskva har ladet forstå, at man betragter afstemningen som demokratisk og vejledende. Russiske politikere har da også været hurtigt ude med støtte til Pridnjestrovje. Således sagde et højtstående medlem af Kommunistpartiet, Jurij Kvitsinskij, forleden:

"Afstemningen i Pridnjestrovje viser, at situationen efter Sovjetunionens opløsning, som efterlod millioner af russisktalende mennesker uden for Ruslands grænser, er fuld af ustabilitet. Den russiske ledelse må tage det til efterretning og støtte folkets vilje".

Og Pridnjestrovjes 'udenrigsminister', Valerij Litskaj, tilføjede:

"Det russiske samfund er nu rede til at ekspandere ud over de grænser, som det er blevet tvunget ind i. Ekspansionsprocessen er begyndt."

'Styret fra Moskva'

Den moldaviske præsident, Vladimir Voronin, har derimod kritiseret afstemningen skarpt og hævder, at den dels er forfalsket, dels styret fra Moskva. Han sagde forleden, at afstemningen vil gøre det endnu mere vanskeligt at finde frem til en politisk løsning på den nedfrosne konflikt, som har varet siden begyndelsen af 1990'erne. Efter en blodig borgerkrig blev der i 1992 indgået en russisk sikret våbenhvile. Det er ikke siden lykkedes at opnå en varig løsning og områdets omkring 500.000 indbyggere lever i dag af støtte fra Rusland. Pridnjestrovje har desuden udviklet sig til en mafiastyret smuglerrepublik med forgreninger i både Ukraine, Moldova, Rumænien og Rusland.

Flere russiske iagttagere ser folkeafstemningerne i Pridnjestrovje, Sydossetien og Abkhasien som led i Moskvas forsøg på at presse dels Vesten, dels Moldova og Georgien. Rusland er indædt modstander af Vestens forsøg på at give selvstændighed til det albanske flertal i den serbiske provins Kosovo. Putin har direkte sagt, at hvis Vesten giver Kosovo selvstændighed, så vil det være et legalt fortilfælde til efterfølgelse for Pridnjestrovje, Sydossetien og Abkhasien. Samtidig mener iagttagere, at folkeafstemningerne er et forsøg på at banke oprørskeGeorgien på plads. Den russiske plan skulle være at tilbyde Georgien følgende: Enten holder I op med at kræve tilbagetrækning af russiske tropper fra Sydkaukasus, eller også gennemfører vi folkeafstemninger i Abkhasien og Sydossetien.

Beskeden er åbenbart nået frem til Georgiens hovedstad Tbilisi, for Georgiens udenrigsminister foreslog forleden nye direkte forhandlinger mellem Tbilisi og Sydossetien med deltagelse af repræsentanter fra både Moskva og russisk Nordossetien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her