Læsetid: 7 min.

Folkekirke og bekendelseskirke

Apropos Thorkild Grosbøll-sagen: Det var måske en ide at se på præsteløftet og være åben over for en ny formulering af det. Om det måske nok er teologisk korrekt, men ikke afspejler en folkelig virkelighed
18. maj 2005

En af pointerne i den nye bog om respekt af Lars-Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, er, at værdier har erstattet holdninger. Og det er ikke lykkeligt! Der er nemlig en afgørende forskel. Værdier lever så at sige deres eget liv uafhængig af mennesker. Og de er uanfægtbare. De 'fremmede' må acceptere vore værdier, hedder det igen og igen i den statsministerielle retorik, for værdierne er af en næsten metafysisk status.

Taler man - stadig ifølge Lars-Henrik Schmidt - om holdninger, er det enkelte menneske ansvarlig. Det er min holdning, og den kan naturligvis anfægtes eller modsiges, ligesom dens betydning er afhængig af min evne til at argumentere for den, lidenskabeligt stå inde for, at det er altså, hvad jeg mener.

Den ophidsede debat om Thorkild Grosbølls fornægtelse af Gud som skabermagt og frelser fra døden er i den henseende tidstypisk. Teologien har skiftet spor, og dermed har kirken det også. Hvor bekendelsen, hvilket her betyder trosbekendelsen, tidligere var en personlig sag, eller - med et udtryk af den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom fra så tidligt som i 1914, en frugt af et åndeligt arbejde, der væsentlig har til hensigt "at forhindre, at den glæde glemmes, som Gud i Kristus har skænket os", hvilket anderledes sagt betyder, at trosbekendelsen er liturgisk, eller en form for lovsang, så er den i dag blevet en værdi eller en eksamen.

Bekendelsen ses som en modsætning til religiøs forvirring eller usikkerhed. Den skal skabe sikkerhed for, at kirke og kristendom udtrykker en værdi, der er uafhængig af det enkelte menneskes holdning og tro. Følgelig kan man ikke have en præst, der netop tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved, om trosbekendelsen kan give mening uafhængig af, hvad der er det enkelte menneskes holdning og erfaring.

Vi oplever en art bekendelsesfundamentalisme, som igen hænger sammen med, at kristendommen ses som et våben mod multireligiøsitet, og primært Islam. Det er da også karakteristisk, at bekendelsesfundamentalismen har sine klare fortalere igen og igen i Jyllands-Postens ledere, hvis 'teologiske meninger' er ekko af Søren Krarups. Man vil gerne parallelisere sig med den tyske bekendelseskirkes opgør med og modstand mod nazismen, hvor kristendommen netop - med rette - var et værn mod det totalitære og despotiske. Men situationen i dag er en anden. Om end vi lever i en multireligiøs tid, lever vi også i et demokrati; og der er et historisk forløb mellem dengang og nu.

Hukommelsestab

Men man forbavses over det kollektive hukommelsestab, som også Folkekirken så vist udviser. Det er i dag næsten som om den teologiske nyorientering, der fandt sted med Søren Kierkegaard, eksistensteologien og det tidehvervske oprør tilbage i 20'erne og 30'erne ganske er glemt, eller, det var så åbenbart kun en parentes!

Søren Kierkegaard kunne tale om, at Gud ikke var et hvad, men et hvorledes, hvilket vil sige, hvorledes jeg forholder mig til mit liv, eller K. Olesen Larsen definerede i sin ganske vist nærved og næsten puerile teologi Gud som, "at der er ansvar". P.G. Lindhardt talte om, at hvis Gud er subjekt i og med han giver og befaler, "så kan mit forhold til ham også kun være subjektivt, ikke bestå i forståelsens objektive hvad, men udelukkende i lydighedens subjektive hvorledes".

Åbenbart er det alt sammen glemt nu. For at minde om Lindhardt igen: Nu kræves der ikke bekendelse, men bekenderi. Med den formulering har Lindhardt en pointe, nemlig at bekendelsen er personlig, en holdning, bekenderi er at deltage i et kor og være enig eller delagtig i en værdi.

At bekendelsen er en personlig holdning er så igen forudsætningen for den folkekirkelige rummelighed, eller tålsomheden eller mindeligheden i den folkekirkelige ordning. Ingen kunne slå en anden i hovedet eller tyrannisere andre med bekendelser. Man kunne slås om holdninger om, hvad kristendom var, men ud fra en respekt for den anden, kunne vi være i kirke sammen. Derfor har den danske folkekirke aldrig i første række været en bekendelseskirke, men netop en folkekirke, netop i reference til forskelligheden.

Det kan også udtrykkes på den måde, at rummeligheden for den forskelligartede tolkning af det kristne budskab næsten er total. Men naturligvis skal der være noget at tolke. Kristendommen foreligger nu engang som enheden af tekst og tradition, og til det sidste hører bekendelsen. Man kan ikke tolke kristendommen ved at fortolke noget ganske andet, f.eks. en anden religion. Somme tider har vi talt om folkekirken som et fortolkningsfællesskab Det betyder ikke enighed, men fælles grund for fortolkningen. Eller fortolkningen har et grundlag i det, man kunne kalde kirkens funktion.

Fortolkningsfællesskab

Det er nemlig rigtigt, når nogle har påpeget, at kirken er funktion, før den er institution. Fortolkningsfællesskabet, der hvor missionsmanden, den grundtvigske eller KFUM'eren er enig, er, at kirke og kristendom gør en forskel. Er kristendommen ikke til, er det håbløsheden, der får det sidste ord. Håbløsheden kan tage sig udtryk i heroisme, resignation eller ligegyldighed. Men hvad enten man hedder Paulus, Luther eller Kierkegaard er det her, det brænder på. Derfor markerer alle tre håbet som det grundlæggende i selve den kristne tro. Bibel og bekendelse formulerer håbet, og ligeså gør den mangeartede tolkning af begge det, i al deres forskellighed.

Det er så just her, at Thorkild Grosbøll får et problem. Den dogmatiske korrekthed kan det være lige meget med, hans påstand om naturvidenskabernes sejr over religionen ligeså. Hans problem er, om det er troværdigt, hvad han siger ved en begravelse. Det er, hvad man kunne kalde hans pastorale ansvar, det kniber med. Den rette lære er derfor heller ikke et spørgsmål om at være i overensstemmelse med en bestemt dogmatik, f.eks. treenighedslæren, for den kan 'kun' være et redskab for funktionen, at der er et håb og dermed et mod hinsides det, vi ved egen kraft kan erhverve os selv. Al forkyndelse har derfor kun interesse, hvis den viser hen til, eller er udsprunget af en værens-magt, der i den kristne religion kaldes Gud, og som kom til orde i Jesu liv og ord. Anderledes sagt, at Gud har 'abdiceret' til fordel for Jesus, at det hinsidige må vige for det dennesidige, det guddommelige for det menneskelige, kan være rigtig nok, men samtidig må det fastholdes, at netop dette menneskeliges håb og mulighed beror på noget andet end netop det menneskelige.

Jeg går ikke her nærmere ind på, om denne kristne tro er sandheden - den diskussion må tages på et andet tidspunkt. Hvad der er mit anliggende er at pege på et eksistensvilkår som dogmatikkens og dermed bekendelsens forudsætning. Et vilkår, som også kan formuleres på den måde, at i den menneskelige tilværelse, herunder i høj grad også den del, der er den politiske, kommer ondskaben altid før godheden. Katastrofen kommer før hjælpearbejdet. Folkemordet før FN's eventuelle indsats, hjælp til flygtninge efter deres fordrivelse (hvis den da kommer!), trøsten efter sorgen o.s.v.. Det betyder, at håbet og modet er fornødent for netop menneskelivets skyld. Som jeg ser det, har Grosbøll lidet sans for dette før-efter; og det skal en præst faktisk have.

Ikke evige sandheder

Om det så er tilstrækkelig til en afsked, skal jeg ikke forholde mig til her. Jeg kan imidlertid sige, at en præsteret næppe kan afgøre sagen. Den kunne det, da en præst fornægtede dåbens betydning, for hvad jeg har sagt i det foregående, er netop dåbens mening, at et menneske i at leve på denne kan finde håb og mod til tilværelsen.

Anderledes sagt, det er ikke uvæsentligt, hvad et sogn og en menighed mener om deres præst. I Thy kunne man ikke med ham, når han nedskrev dåbens betydning, for det var jo netop at få frataget håbet. I Tårbæk har man det anderledes med Grosbøll, måske fordi man dér finder, at hans prædiken har indgivet dem det håb og det livsmod, som er kirkens funktion.

Det er vigtigt at slå fast, at teologiske sandheder ikke er evige sandheder, der lader sig fastholde uafhængig af tid og sted og almenmenneskelige vilkår. Kristendommen er en historisk religion, ikke kun derved, at den bliver til i historien, men også derved, at den skal være en tale ind i tiden, i enhver tid.

Derfor er det vigtigt, at vi tager anledning til ud fra Grosbøll-sagen at drøfte, om f.eks. bekendelsen har det sproglige udtryk, som muliggør den som et fortolkningsredskab af såvel skrift som tradition. Det var måske en ide at se på præsteløftet og være åben over for en ny formulering af det. Om det måske nok udtrykker en teologisk/dogmatisk korrekthed, men ikke afspejler en folkelig virkelighed.

Forholdet mellem det at være bekendelseskirke og folkekirke er og bliver et spændingsforhold, også i dag. Men man løser ikke spændingen ved at tænke ahistorisk og eviggøre menneskelige ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her