Læsetid: 3 min.

'Folkekirken er ikke en kirke af folket'

Reinkarnation er uforeneligt med kristendommen, mener præster. Men er folkekirken åben nok?
19. september 2005

Højesteret besluttede torsdag, at kirketjener Steen Ribers godt kan være medlem af folkekirken og samtidig tro på reinkarnation. Og den kombination af tro, er slet ikke ualmindelig i Danmark. Ifølge Peter Gundelach og Ole Riis' undersøgelse Danskernes værdier 1981-1999, tror hele 18 procent af folkekirkens medlemmer nemlig på reinkarnation - men begrebet bliver dog aldrig en del af folkekirken. Det understreger dr.theol. og præst i Vartov, Niels Grønkjær:

"Reinkarnation står i modsætning til den kristne tanke om kødets opstandelse - der opereres ikke med en særskilt sjæl. Der er ingen spøgelser i kristendommen. Det er der i reinkarnationen," siger han.

"Det, vi kalder Kristi frelse er en engangsbegivenhed, som er definitiv. Vi tror ikke på, at evigheden er et uendeligt kredsløb," siger Niels Grønkjær. Også Sognepræst i Hvide Sande, Thomas Kristensen, mener, at reinkarnation er uforenelig med folkekirken:

"Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Men det er det evige liv hos Gud - ikke på jorden. Derfor tror vi ikke på reinkarnation i folkekirken," siger Thomas Kristensen.

Hos Sognepræst i Ganløse Kathrine Lilleør lyder forklaringen således:

"Kristendommen handler om at være til stede her og nu - og ikke bekymre sig om i morgen og slet ikke om evigheden. De, der mener, at de ved noget om, hvad der sker efter døden, har til alle tider haft megen magt, men ifølge Jesus er det ikke andre end Gud, der ved, hvad det evige liv går ud på."

Hun mener dog, at folkekirken skal kunne rumme folk med andre opfattelser:

"Der er ikke noget skema, der skal udfyldes, før man kan blive lukket ind i folkekirken. Dåben er adgangsbilletten."

Der er dog forskel på, hvad præster og menige medlemmer kan prædike:

"Der er præstekraven til forskel. Reinkarnation indgår ikke i den kristne tro, og derfor er der ikke plads til at forkynde reinkarnation fra prædikestolen. Men om der sidder fem nede på bageste række, der tror på reinkarnation, det skal jeg ikke blande mig i. Jeg skal bare forholde mig til, at de er døbt, og at de som medlemmer af folkekirken hører til på lige fod med alle andre," siger Kathrine Lilleør.

Åbenhed?

Thomas Kristensen mener, at de 18 procent af medlemmerne, der tror på reinkarnation, spilder deres kirkeskat:

"Jeg mener ikke, at man kan være medlem af folkekirken, hvis man tror på noget, som står i direkte modsætning til det, som kirken tror på."

- Hvordan har folkekirken det med fornyelse?

"Grundlaget for folkekirken står meget klart. Trosbekendelsen har ikke ændret sig siden den kom til i år 200-300. Selv ikke i salmebogen, som hele tiden fornyer sig, er der plads til reinkarnation. Selvfølgelig skal folkekirken lytte og være åben over for samtiden. Men vi skal ikke optage holdninger, der er i strid med vores egne grundholdninger. Lægen forandrer heller ikke diagnosen, selvom patienten har lyst til at høre noget andet end det, lægen ved gælder."

- Jesus var da ellers en åben og kærlig fyr?

"Det er rigtigt, at Jesus var åben over for farisæere og syndere. Men samtidig var han meget eksklusiv: "Jeg er vejen til sandhed og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig," siger han. Der er ingen vaklen i geledderne, når det kommer til frelsens grundlag. Han gjorde ikke forskel på rig og fattig eller sort og hvid. Men grundlaget var der ikke tvivl om. Og sådan skal det også være i folkekirken. Folkekirken er ikke en kirke af folket - i den forstand, at flertallet i befolkningen bestemmer. Det er en kirke i folket, som er for alle folk - men med det, som den altid har stået for."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her