Læsetid: 3 min.

Folkekirkens svære grænser

Højesterets afgørelse om kirketjener Steen Ribers ret til at være medlem af folkekirken har endnu engang sat fokus på de problemer, der er forbundet med at have en halv statskirke
19. september 2005

For 11 år siden blev kirketjener Steen Ribers ekskluderet fra den danske folkekirke, fordi han i sin fritid havde forsøgt at udbrede et budskab om såkaldt "kristen inkarnation". Beslutningen blev truffet af Kirkeministeriet i fuld overensstemmelse med de tilkendegivelser, der var kommet fra både præst og biskop. Udelukkelsen af Ribers skete med henvisning til folkirkens medlemslov, der nævner den mulighed, at et medlem kan sætte sig selv uden for kirken.

Kirketjeneren mente imidlertid ikke, at han havde sat sig uden for den organisation, han arbejdede for. Nok er han overbevist om det rigtige i læren om genfødsel, men efter hans personlige opfattelse er troen på reinkarnation ikke i strid med den kristne tro. Sådanne ideer bliver af pastor Jesper Langballe, der også er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, betegnet som "skrupforvirrede og helt uforenelige med evangelisk-lutherske kristendom". Ikke desto mindre er Langballe glad for den kendelse, der torsdag i sidste uge blev afsagt af Højesteret, hvorved eksklusionen af Steen Ribers blev kendt lovstridig.

Langballe er glad, fordi han er modstander af ethvert tilløb til "en pavestol eller gejstlig magt som i den katolske kirke". Folkekirkens medlemmer er der ingen, der skal holde øje med og slet ikke smide ud, sagde han i sin kommentar til dommen. Men her er han lodret uenig med både biskoppen over Københavns stift, Erik Norman Svendsen, og formanden for Folketingets kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech (V). De mener tværtimod, at kendelsen potentielt kan være en katastrofe for folkekirken.

Forening eller statskirke?

Biskoppen kalder dommen "særdeles problematisk", fordi den omdanner folkekirken til en religionsanstalt. Den efterlader denne officielle kirke med en åben flanke, hvor den ikke kan forsvare sig som trossamfund. Den sag kommer han og de øvrige bisper til at drøfte med kirkeminister Bertel Haarder torsdag i næste uge. Og her kan Norman Svendsen så håbe på, at ministeren deler sin partifælles opfattelse.

Birthe Rønn Hornbech sagde i sin første kommentar, at når Højesteret fastslår, at loven ikke er tilstrækkelig klar, så må Folketinget naturligvis gøre sit arbejde om og skabe den fornødne klarhed.

Identitetsproblem

De tre reaktioner - fra Langballe, Norman Svendsen og Rønn Hornbech - illustrerer nok engang, at folkekirken slæber rundt på et alvorligt identitetsproblem.

I sin egen selvforståelse er den hverken en privat forening eller en statskirke. Og netop derfor kommer en eksklusionssag til at fremstå som noget nær en absurditet.

Hvis ellers de følger deres egne love og regler, er foreninger i deres fulde ret til at ekskludere medlemmer, der har modarbejdet foreningens grundlag. Og i det statslige regi er det naturligvis altid muligt at fyre en ansat, hvis vedkomende klart har overtrådtm de gældende regler.

Men det har der ikke været tale om i denne sag. Steen Ribers har såmænd fortsat sit arbejde som kirketjener, ved Sct. Andreas Kirke i København. Han er med andre fortsat ansat i den statslige folkekirke, selv om han imod sin egen vilje har været udelukket som medlem af den selvsamme kirke.

Denne åbenlyse modsigelse illustrerer på ny de problemer, der er forbundet med den danske model, når det gælder indretningen af de kirkelige forhold. Folkekirken er hverken et trossamfund eller en statskirke i disse begrebers normale forstand. Den er en ganske særegen konstruktion, der netop af den grund udløser den ene besværlige sag efter den anden.

Iøvrigt lagde alle de dommere, der deltog i sagens behandling, afgørende vægt på, at afgørelsen om Steen Ribers var ugyldig, fordi det egentlige formål med eksklusionen var at fjerne ham fra menighedsrådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her