MENS DISSE LINJER skriveshar FNs Sikkerhedsråd netop besluttet at sende soldater til Zaire, for at sikre hundredetusinder af flygtninges fortsatte overlevelse.
Samtidig meldes der om, at op mod 700.000 flygtninge strømmer hjem til Rwanda fra Zaire. Ved grænsen ventede præsident Pasteur Bizimungu, selv hutu, for at byde sine landsmænd velkommen hjem.
Det er ikke bare bizart, at FN-styrken bliver besluttet i de samme timer som problemet tilsyneladende er ved at løse sig selv. Det er desværre også fortsættelsen af den linje, FN har ført overfor Rwanda gennem de seneste tre år: At gøre så lidt som muligt.
Hvad FN-styrken skal lave i Zaire, nu hvor flygtningene, de skal beskytte, er ved at være væk, står uklart. Den bliver forhåbentligt sat til noget fornuftigt - det kunne for eksempel være at fange de mange hutu-ekstremister, der organiserede og udførte folkemordet i 1994, og som fortsatte med at terrorisere deres landsmænd i flygtningelejrene.
I overstadighed over at flygtningestrømmen endeligt er vendt - tilbage til Rwanda og ikke væk fra - har givet FNs repræsentant i Rwanda (over?)modet til at erklære, at "den meget omtalte menneskelige tragedie med rwandiske flygtninge nu er ved sin afslutning".
DET ER DERFOR passende på denne forhåbentlig lykkelige dag at minde om, at FN selv bærer på et forfærdende stort ansvar for tragediens omfang.
Lad os minde om omfanget af katastrofen: Anslået 800.000 blev dræbt i foråret 1994. Et land ruineret. Derefter to millioner flygtninge, hovedparten i Zaire - holdt fangen af de samme, som i 1994 var ansvarlige for folkemordet. Som en FN chef i Zaire udtrykte det i går, da flygtningene begyndte at vende hjem: Endeligt er de "sluppet fri" af de fangevogtere, der har forhindret deres hjemvenden. Oprør og borgerkrig i Zaire. Forfølgelse overalt i Zaire af indbyggere af rwandisk oprindelse. Massive ødelæggelser af miljøet i både Tanzania og Zaire.
Med andre ord en tragedie, som har sendt chockbølger ud i hele det centrale Afrika.
SOM TO IHÆRDIGE studerende har gravet frem (se side 3), traf FNs generalsekretariat i 1994 fuldt oplyst om konsekvenserne beslutning om ikke at informere Sikkerhedsrådet om det planlagte folkemord.
Fra sin fredsbevarende styrke i Rwanda blev Generalsekretariatet informeret om planer for både folkemord og drab på FN-soldater. Oplysningerne blev ikke givet videre. Styrkens chef fik ikke opbakning til at gribe ind. En trussel mod Rwandas præsident om at gå til Sikkerhedsrådet med oplysningerne, hvis han ikke greb ind, blev heller ikke effektueret.
Generalsekretariatet stod med afgørende viden for at forhindre folkemord - og dermed standse i opløbet hele den katastrofe, der er oprullet ovenfor. Det vidste, at USA og Frankrig ikke ville være interesseret i at gribe ind i det afrikanske land. USA fordi det netop havde været igennem et ydmygende nederlag i Somalia. Frankrig fordi Rwandas regering var dets allierede. I sit valg mellem at gøre det behagelig - at undgå at forstyrre de to lande - og det rigtige, at kæmpe for et indgreb mod folkemordet, valgte generalsekretariatet krysterens rolle. Resultat var ikke bare de 800.000 dræbte i folkedrabet i foråret 1994, men den fortsatte katastrofe i området, der siden har kostet tusinder livet.
DER VAR DERFOR i denne sag ikke tale om, som man ofte må sige om FN, at det ikke er stærkere end dets medlemslande ønsker.
Der var derfor heller ikke, som det tit er blevet fremstillet, tale om en konflikt mellem et generalsekretariat, der ønskede indgreb og et Sikkerhedsråd, der ikke ønskede det. Generalsekretariatet turde ikke tage initiativ til handling.
Der er forskel - hvorvidt denne forskel blev afgjort af Boutros-Ghali selv er endnu ikke klarlagt. Det vides endnu ikke, om han var personligt involveret i de skelsættende afgørelser i januar om, hvorvidt de vigtige oplysninger skulle videre til Sikkerhedsrådet.
Men som det dokumenteres i artiklen på side 3, er det hævet over enhver tvivl, at han afviste en henvendelse fra Belgien om at gøre en aktiv indsats. Og at han dernæst, da folkemordet rullede frem over Rwanda, bevidst gav forkerte oplysninger om forholdene i Rwanda. I stedet for at bruge sine oplysninger om det planlagte folkemord, beskrev han det som et vildt kaos uden retning eller bagmænd.
BOUTROS-GHALI ER NU på genvalg som generalsekretær. I denne kamp har han endnu engang har lanceret sig som den tredie verdens mand. Denne fattige verden bør huske på, at han med sin aktive indsats - i hvert fald efter folkemordet var sat i gang - muliggjorde at 800.000 afrikanere kunne blive hakket ihjel; finger for finger, arm for arm, ben for ben, brændt, voldtaget i familiens påsyn eller banket til døde, tiggende om blot at måtte betale for at blive skudt.
Der er derfor retfærdigvis sat alvorligt spørgsmålstegn ved dette genvalg. Desværre ikke for hans rolle i Rwanda. Men skal hans kandidatur tages alvorligt må han som et mindstemål fremlægge alle væsentlige dokumenter fra de vigtige uger, bevise at det var andre, og ikke ham, der besluttede ikke at handle, og lade sig forhøre om de afgørende måneder, da hans sekretariat holdt Rwandas skæbne i sine hænder. Han må rense sig. Det bliver ikke let.
pety (Peter Tygesen)
