Læsetid: 2 min.

Folkemordere fra hele verden kan nu blive slæbt for retten i Madrid

Den spanske landsret har fået lov til at tage konkurrencen op med den internationale straffedomstol i Haag i sager om folkemord og forbrydelser mod menneskeheden
10. oktober 2005

Fremover kan ethvert folkemord, uanset hvor det er begået i verden, retsforfølges ved den spanske landsret i Genova-gaden i Madrid. Det har den spanske forfatningsdomstol fastslået i en opsigtsvækkende kendelse, der blandt andet gør det muligt for menneskeretsforkæmperen Rigoberta Menchú at rejse en sag imod de ansvarlige for folkemord, tusindvis af mord, terror, bortførelser og tortur i Guatemala fra 1978 til 1986.

For seks år siden afviste den spanske landsret hendes sag med henvisning til, at det var et anliggende for domstolene i Guatamala. For to år siden stadfæstede Højesteret afgørelsen med henvisning til, at de begåede forbrydelser ikke havde klar forbindelse til Spanien. Men den spanske forfatningsdomstol har nu afgjort, at de universelle principper i den internationale ret skal håndhæves under alle betingelser, og hverken landegrænser eller ofrenes nationalitet er en hindring for at rejse sager om folkemord ved en spansk domstol.

Den spanske landsret "bliver verdens vigtigste landsret i forsvaret for menneskerettighederne," udtaler præsidenten for landsrettens straffeafdeling, Javier Gómez Bermúdez, til nyhedsbureauet EFE.

Den spanske landsret kom på alles læber for nogle år siden, da undersøgelsesdommer Baltasar Garzón krævede den forhenværende chilenske præsident, Augusto Pinochet, udleveret fra England til retsforfølgelse i Spanien.

Garzón henviste til, at Pinochet havde ansvaret for forbrydelser mod menneskeheden, og at også spanske statsborgere var blevet dræbt af Pinochets junta-styre.

Garzón tog også initiativ til at kræve udlevering af flere militærfolk fra den tidligere argentinske junta, som var mistænkt for at have spanske ofre på samvittigheden. Den 19. april i år blev den tidligere argentinske flådeofficer Adolfo Scilingo dømt til 640 års fængsel - for bl.a. at have deltaget i mord på politiske dissidenter, der blev smidt i Atlanterhavet fra militærfly. I slutningen af denne måned ventes landsretten i Madrid at fælde dom over en anden argentinsk flådeofficer, Ricardo Miguel Cavallo.

Forfatningsdomstolens nye universelle fortolkning af spanske domstoles jurisdiktion gør det muligt at rejse sager ved landsretten i Madrid selv i tilfælde, hvor der ikke er spanske statsborgere involveret, og hvor der ikke er en direkte spansk forbindelser til folkemord begået andre steder i verden. Folkemord fra Rwanda til Cambodja kan herefter ende med at blive retsforfulgt i Madrid.

Kina for retten i Madrid?

Den internationale straffedomstol i Haag må kun undersøge kriminelle handlinger begået efter den 1. juli 2002, men den spanske forfatningsdomstol har ikke sat nogen forældelsesfrist på, hvilke folkemordssager der kan rejses ved retten i Madrid.

Så sent som den 6. september afviste landsretten at behandle en sag, hvor en gruppe tibetanske munke anklagede seks kinesiske myndigheder - herunder Kinas forhenværende præsident Jiang Zemin - for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og terrorisme. En af munkene har et spansk statsborgerskab, men landsretten sagde, at sagen mangler 'national forbindelse' til Spanien. Efter forfatningsdomstolens nye kendelse kan landsretten ikke bruge den begrundelse for at afvise munkenes sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu