Læsetid: 7 min.

Folkemordet fortsætter som udmattelseskrig

10. juni 2005

"Eric Reeves," gentager en ung elskværdig kvinde i hvid kittel og viser straks vej ind i stuen.

Der sidder han og læser general Roméo Dallaires erindringer om folkemordet i Rwanda. Reeves kone Nancy undskylder sig straks og flytter ud i et venteværelse. Omkring os sidder eller ligger mænd og kvinder i vidt forskellige aldre - lige fra en otte-ni årig pige med en kalot på issen til en olding med hule, indfaldne kinder. Alle har rør stukket ind i deres krop. Nogle ser friske nok ud, andre er så syge, at de må have få dage eller uger tilbage at leve i.

Det er her, amerikaneren, som først kaldte de etniske udrensninger i Sudans vestlige ørkenregion Darfur et folkemord, ønsker at blive interviewet. På Dana Farber Cancer Institute i Boston. Et af de bedste i verden. "Jeg sidder bare her fra kl. 8 til kl. 15 og kan lige så godt bruge tiden til noget fornuftigt," forklarer han.

Eric Reeves fik for to år siden - midt i sit vedholdende arbejde med at orientere verden om folkemordet i Darfur - konstateret en farlig form af leukemi, som han har været behandlet for i snart et år. En uge senere taler vi sammen i telefonen. Han har haft det skidt. En infektion. Men det går fremad. Den stålsatte vilje til at leve og viderebringe sandheden om de tragiske begivenheder i Sudan er fuldstændig ukuelig.

Historien om Eric Reeves og Darfur er vidnesbyrdet om, at en enkel person med en sådan vilje, et så dybt engagement i en enkel sag, en computer med adgang til internettet og opbakning fra sin familie og sin arbejdsplads kan gøre en forskel i denne verden - en kæmpe forskel.

Og det er ikke så lidt, når man begynder at reflektere over det, thi skubber vi ikke allesammen uovervindelige udfordringer og uløselige problemer foran os dagligt? Hvad kan du eller jeg egentlig gøre for at stoppe et folkemord langt nede i Afrika, mens det finder sted?

Svaret er måske umiddelbart: Ikke meget. Men det er jo ikke rigtigt. Man kan lave demonstrere foran Sudans ambassade? Eller på Christianborgs Slotsplads? Man kan lægge pres på politikere i Folketinget og i regeringen ved at organisere en brevkampagne. Man kan starte en hjemmeside om Darfur; samle penge ind til humanitære organisationer, der holder 2,5 mio. interne flygtninge i live i Darfur.

Man kan starte en oplysningskampagne om pensionsfonde, der har penge investeret i selskaber, som arbejder sammen med den islamiske regering i Khartoum. Listen er faktisk lang.

Hvad Eric Reeves har udrettet, er imidlertid forbeholdt de færreste. I årevis donerede han overskud fra salg af figurer udskåret i træ i sin fritid til Læger Uden Grænser. Så i 1999 fortalte organisationens amerikanske direktør ham under en frokost i New York om borgerkrigen mellem den muslimske centralregering og en kristen oprørsbevægelse i det sydlige Sudan.

Han begyndte at skrive artikler til aviser og tidsskrifter og holde foredrag på universiteter. Der gik fire år, inden han fik mulighed for at rejse til Sudan for første gang i 2003 - kort før den sudanske centralregering startede sin folkedrabskampagne sammen med den arabiske milits Janjaweed mod fire millioner sorte sudanesere i Darfurs fire delstater.

I løbet af 2003 flygtede hundredetusinder af mennesker fra nedbrændte landsbyer til lejre hovedkulds etableret af internationale nødhjælpsgrupper i Darfur og i nabostaten Tchad. Ingen udenfor Sudan synes at fatte præcist, hvad der foregik i den enorme ørkenregion, hvor kommunikation og transport er yderst besværlig. I december 2003 kaldte FN's nødhjælpskoordinator, nordmanden Jan Egeland, situationen i Darfur "for den værste humanitære katastrofe" på det tidspunkt. Men ingen brugte det omtvistelige ord "folkemord" om de etniske udrensninger i store dele af Darfur-regionen, indtil Eric Reeves fik optaget en artikel i The Washington Post den 23. februar 2004. Overskriften lød "Det ubemærkede folkemord".

Godt en måned senere tog FN's koordinator i Sudan Mukesh Kapila på egen hånd en usædvanlig beslutning for en person i hans embede. I et interview med BBC den 19. marts lagde han det direkte ansvar for de etniske udrensninger i Darfur på Khartoum-regeringen (der selv skød sorteper videre til Janjaweed-militsen) og sammenlignede overgrebene med folkemordet i Rwanda 10 år tidligere.

Snebolden begyndte at rulle. Ni måneder senere brugte udenrigsminister Colin Powell begrebet folkedrab til at karakterisere massemordene i Darfur.

Hvorfor har Eric Reeves, en høj og venlig mand midt i 50'erne, efter alt at dømme haft en så nævneværdig indflydelse på den humanitære og politiske indsats i Darfur? En forklaring er hans akademiske baggrund. Reeves er professor i engelsk renæssancelitteratur på Smith College i North Hampton, Massachusetts og underviser primært i Shakespeare.

At læse hans ugentlige nyhedsbrev på 12-15 sider om situationen i Darfur er lidt af en litterær oplevelse. Formuleringerne er skarpe og præcise. Evnen til at indsamle informationer og bygge et overbevisende argument op er imponerende. Reeves skarpladte våben er ordet og dem, det rammer, gør det uvægerligt ondt på.

"Jeg ved min røst bliver hørt, fordi jeg så ofte bliver angrebet," fortæller Reeves. "Sympatisører i USA's udenrigsministerium har sendt e-mails til mig, hvori folk citeres for at omtale mig med foragt og nedladenhed. Hvad ved en professor i litteratur om dødsrater?"

Et af den sudanesiske regerings propagandaorganer, The European-Sudanese Public Affairs Council, har ifølge Reeves kritiseret ham i 20 brochurer. "Nogle af publikationerne blev trykt på dyrt og kulørt papir og er f.eks. sendt til alle professorer og lektorer på mit universitet Smith College og på Williamstown College, hvor jeg blev uddannet."

En af dem havde overskriften Eric Reeves and Sudan, The Return of the Ugly American. Overskriften refererer en bog fra 1958, der løftede sløret for arrogance og inkompetence i amerikansk udenrigspolitik.

Siden Eric Reeves for to år siden begyndte at indsamle informationer, fordøje dem og sætte dem i et stort og skræmmende perspektiv, er op til 400.000 mennesker døde i Darfur. Flere grupper - bl.a. International Commission of Jurists, lægebladet Lancet, WHO og FN's nødhjælpskontor - har foretaget videnskabelige undersøgelser af dødsraten og bekræfter dette tal. Generelt antages det, at 170.000 er blevet myrdet, mens resten er døde af sygdom og sult.

Hvad har det så nyttet? Giver de mange døde ikke anledning til resignation? "Jeg har aldrig tænkt på at give op," svarer Reeves. "Det udtryk er mig helt fremmed. Hvis jeg ikke overlever min sygdom, vil jeg arbejde til min sidste dag. Men jeg kan i perioder blive modløs, når jeg tænker på alle dem, der dør hver dag, og hvor lidt der bliver gjort for at hindre det."

"I januar og februar 2004 stod det mig lysende klart, at et folkemord udfoldede sig i Darfur, men jeg kunne ikke trænge igennem med budskabet i medierne før den 23. februar. Det var meget svært for mig at acceptere, at verdenssamfundet gjorde så lidt."

"Det er let at hengive sig til frustration, men man bliver nødt til at sidde der og forestille sig, hvordan det må være at leve i en af disse 150 flygtningelejre. Nogle af dem har 100.000 beboere. Kvinder bliver voldtaget, når de henter brænde udenfor. Mænd må ikke forlade lejren, fordi de risikerer at blive myrdet."

"Vi er allesammen indignerede og vrede, men i kampe af denne art må man ikke give efter for sine følelser. Det handler ene og alene om at redde menneskeliv. Jeg drømmer en gang imellem om en fremtidig rejse til Darfur, hvor jeg møder en lille pige og ser hende i øjnene. Hun er i live og ville som en af de sidste være blevet dræbt under folkemordet, hvis det ikke havde været for min og andres indsats. Den slags syner driver mig frem."

Men foregår folkemordet stadig i Darfur eller er det ovre? Der er ingen tvivl om, at ----færre darfurianere er blevet myrdet af janjaweed-militsen og sudanesiske regeringsstyrker i de sidste måneder. Den oplagte årsag er, at ret få i dag bliver boende i ubeskyttede landsbyer. Statistikken taler sit eget uhyggelige sprog. 400.000 døde ud af en befolkning på fire millioner. Op til tre millioner bor i flygtningelejre beskyttet af en styrke på kun 2.200 soldater fra den Afrikanske Union.

De tilbageblivende forventes i løbet af regntiden, som er begyndt, at søge ind i lejre, hvor de føler sig tryggere og forsørges bedre end hjemme i landsbyerne. Men ifølge FN's Jan Egeland dør stadig 12.500 mennesker om måneden. Om det tal er præcist, vides ikke.

I alle tilfælde argumenterer Eric Reeves, at folkemordet fortsætter som en udmattelseskrig. "De fleste mennesker i Darfur dør i dag på grund af underernæring og sygdom. Men det skal sættes i sammenhæng med folkemordet, hvorunder huse blev plyndret og brændt ned, marker ødelagt, frugttræer fældet, husdyr, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg molesteret og brønde forgiftet med kadavere."

"Indtil den sudanesiske regering åbner dørene fuldt op for humanitær nødhjælp og lader det nødvendige antal fredsbevarende soldater genetablere sikkerhed - således at folk kan vende tilbage til deres hjem - indtil det tidspunkt fortsætter folkemordet som en udmattelsesstrategi."

Reeves nærer stor respekt for den lille AU-styrkes indsats. "Men det er helt utilstrækkeligt. Man kan ikke patruljere en lejr på 100.000 mennekser med 15-20 soldater. I oktober skulle styrken have været oppe på 3.500 soldater. AU vil op på 7.500 i august og 12.500 næste forår. Men den hidtige erfaring giver ikke anledning til optimisme. Hvordan kan vi tale om en tilstrækkelig stor styrke om et år, når folkemordet udfolder sig lige foran vores øjne," spørger Sudan-aktivisten.

"Vi ved, hvad der skal gøres for at stoppe folkemordet. Det internationale samfunds indsats må kun være bestemt af behovet i Darfur. I stedet følger man en strategi, der lader sig diktere af den Afrikanske Unions kapacitet til at sende soldater. I Sikkerhedsrådet prøver man for alt i verden at undgå et kinesisk veto, hvilket fører til passivitet og i bedste fald ineffektive sanktioner mod Sudans regering."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her