Læsetid: 4 min.

Folkenes fred

3. februar 1997

"Fred er en alt for alvorlig sag til udelukkende at overlade til regeringer".

David Kimche, tidl. generaldirektør for

Israels udenrigsministerium, tidl.vicechef

for den israelske efterretningstjeneste Mossad

og én af initiativtagerne til Louisiana-processen

DET ER BESTEMT ikke hver dag, Danmark er ramme om et stort folkeligt initiativ. Men det skete, da halvtreds prominente opinionsdannere fra Israel, Jordan, Egypten og de besatte områder i sidste uge stod fadder til en ny græsrodsbevægelse for fred i Mellemøsten.
Rammen om begivenheden var Louisiana-museet i Humlebæk, og den nyfødte bevægelse har fået det pompøse navn International Alliance for Arabisk-Israelsk Fred . Formålet er at skabe en folkelig massebevægelse, hvor almindelige israelere, jordanere, palæstinensere, egyptere og alle andre interesserede kan melde sig ind og gøre en indsats for, at den mellemøstelige fredsproces overlever og afsluttes med succes. Grundlaget er den såkaldte Københavner-erklæring, som de halvtreds politikere, chefredaktører, tidl. ministre, topofficerer og forretningsfolk underskrev på Louisiana. Den fastlår, at palæstinenserne har ret til en stat med hovedstad i Jerusalem, bekender sig til en fredsproces baseret på princippet om land-for-fred, overholdelse af Oslo-aftalernes tidsfrist for en permanent løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt og opfordrer der ud over Israel til at undlade nye bosættelser og yderligere konfiskering af palæstinensisk jord.

DET ER på mange måder et glimrende initiativ, de halvtreds underskrivere har taget. Især hvis planerne om studenterudvekslinger, venskabskommuner, omrejsende kunstudstillinger og store folkelige debatmøder i Amman, Cairo, Tel Aviv og Ramallah bliver til virkelighed.
I en kynisk og realpolitisk verden, er det befriende at møde folk, som er naive nok til at tro, at deres handlinger gør en forskel. Idémanden bag Louisiana-processen er Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, som i slutningen af 1995 tog initiativ til en række hemmelige møder mellem prominente israelere og egyptere på Louisiana - stærkt inspireret af de hemmelige forhandlinger i Oslo, som i efteråret 1993 første til gennembruddet mellem Israel og PLO.
Opskriften fra Oslo er i virkeligheden uhyre enkel. Man tager nogle politisk engagerede akademikere, som har deres regerings tillid, placerer dem på et neutralt sted, foran en tændt kamin med en flaske whisky og nogle gode cigarer og venter - på at de falder i snak, får tillid til og respekt for hinanden, og begynder at lede efter synspunkter, de kan enes om.
DET RESULTAT, som kom ud af Oslo-møderne var en detaljeret opskrift for, hvordan israelere og palæstinensere over en periode på seks år gradvist kunne dele landet imellem sig. Fra selv-styre til oprettelsen af en palæstinensisk "enhed" side om side med Israel. En plan, som de så efterfølgende fik deres respektive ledere med på.
Det afgørende i Oslo var den personlige sympati og respekt mellem deltagere, som gjorde det muligt at indgå et kompromis. Og meget tyder på, at det er den slags civil courage, Mellemøsten har brug for i øjeblikket, hvor fredsprocessen ligger og gisper på kanten af afgrunden. Folk, der har modet til at stille sig op og forsvare forsoningens sag, også når det er kontroversielt. Og det er det tit, hvilket Louisiana-folkene allerede fik en forsmag på i sidste uge, da offentlig kritik i egyptisk presse fik tre af deltagene til at blive væk.
For dem var det åbenbart for tidligt at sætte sig ned sammen med en tidligere Mossad-chef, et medlem af Israels regeringsparti Likud, en gruppe forhenværende palæstinensiske undergrundsledere, en talsmand for den islamiske modstandsbevægelse Hamas, der har stået bag selvmordsaktioner i Israel samt nogle tidligere ministre og generaler fra den jordanske og egyptiske hær og tale fred.

DET ER imidlertid vigtigt at huske, at selvom sammensætningen af Louisiana-gruppen viser, at der er løbet meget vand i åen, siden Oslo, er der stadig langt igen, før en israelsk-arabisk fred bliver til virkelighed. Et faktum, som også afsløres af Københavner-erklæringens yderst diplomatiske sprogbug.
Der er stadig grundlæggende uenigheder mellem israelere og palæstinensere. Begge taler de om fred, men har hver deres definition på, hvad det er for en fisk. Palæstinenserne taler om at få deres retmæssige krav omfyldt og drømmer om en stat, der strækker sig fra Jordan-dalen til midt i Jerusalem. Israelerne taler om at give indrømmelser og håber at kunne nøjes med at give palæstinenserne er række små enklaver, som kun af navn er en stat. Og et sted dér midt imellem skal der en dag trækkes en grænse.
Alle meningsmålinger tyder på, at menige israelere og palæstinensere er parat til at acceptere en tostatsløsning. Men som klimaet er i øjeblikket mellem Netanyahu og Arafat er det svært at forestille sig en endelig fredsaftale ligge klar den 5. maj 1999, sådan som Oslo-aftalerne kræver. Eller at Netanyahu skulle være indstillet på at indgå en fredsaftale, der bygger på større respekt for palæstinensiske rettigheder end de hidtidige minimal-aftaler gør. Selv om Oslo i sin tid repræsenterede et gennembrud, har der aldrig været tale om aftaler mellem ligemænd. Tværtimod. Det har hele tiden været en fred mellem et militært, økonomisk og politisk stærkt Israel og et voldsomt svækket PLO, som havde hverken eller.
Og før der bliver rettet op på denne ubalance, og Israel indrømmer palæstinenserne deres ret til en stat, vil en fredsaftale aldrig kunne blive den permanente løsning, som alle ønsker.

aa (Charlotte Aagaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her