Læsetid: 4 min.

Folkeskole for hvilke(t) folk?

8. august 2005

I dag er der skolestart i størstedelen af de danske kommuner. De fleste elever kommer tilbage til de samme klassekammerater og er nu placeret et nummer højere i det interne hierarki end før sommerferien. Undtagelsen er de mindste, der i stigende grad indleder deres skolegang med at frekventere noget så abstrakt som 0. klasse. Det er mildt sagt en besynderlig introduktion til den spændende del af livet, der består i at gå i skole, at få fortalt, at man nærmest er at regne for et nul.

Men sådan er der så meget, når pædagogiske teoretikere, kassetænkende administratorer og velmenende politikere tager fat. De mener samstemmende, at børnene generelt set vil have gavn af at komme tidligere i skole. I praksis er det sket igennem de seneste årtier i kraft af det, der hidtil har heddet børnehaveklasser. Men her har der været begræsninger for, hvad de fem-seks-årige måtte lære - i hvert fald med pædagogernes hjælp. Det skal nu ændres, og første skridt består altså i at skifte ordet "børnehave" ud med det løfterige tal "nul".

Det er dog ikke en reform, der har fået lov til at stå alene. Den politiske tilskyndelse til at ændre på folkeskolens vilkår er blevet stadig stærkere. Mangler og svigt over for både den ene og den anden gruppe elever er blevet fremhævet af seriøse forskningsrapporter såvel som utilfredse forældre. I det omfang, kritikken har vundet genklang, har den nærmest pr. automatik ført til krav om politisk handling.

Resultatet er, at folkeskolen i de senere år er blevet udsat for flere ændringer, end den nogensinde før har oplevet inden for en kortere årrække. Politikerne har naturligvis ment, at de på den måde forbedrede den offentlige institution, der vel ret beset kan betegnes som samfundets vigtigste. Men blandt især lærerne, men også blandt forældrene og til dels eleverne har disse stadige nyskabelser skabt forvirring og usikkerhed. Hvad der sidste år var god latin, er det næste år blevet håbløst forældet.

Problemet ligger i læreruddannelsen, lyder et af de hyppige svar på denne kritik. Det er ikke en konstatering, der uden videre kan afvises, men omvendt kan den så ganske afgjort ikke bruges som udgangspunkt for den store, afgørende reform af folkeskolen. De studerende på landets seminarier bliver - i bedste fald - uddannet til at undervise i den folkeskole, der eksisterer på netop dét tidspunkt. Hvis kravene - ikke mindst de pædagogiske - hyppigt bliver ændret, indebærer det samtidig, at seminarieuddannelsen hurtigt kan opleves som forældet.

Det kan modvirkes igennem en intensiveret efteruddannelse af folkeskolens lærere. Det koster imidlertid penge, og det er ikke lige på dette område, politikerne på hverken nationalt eller lokalt niveau har afsløret nogen som helst vilje til at øge bevillingerne.

En helt anden handlekraft har disse politikere til gengæld vist, når det gælder registrering og kontrol af lærernes indsats. Det blev - med en vis beklagelse - erkendt af undervisningsminister Bertel Haarder i forbindelse med ministeriets netop overståede årlige møde på Sorø Akademi. "Når vi - som skrevet i regeringsgrundlaget - indfører centrale obligatoriske test på alle klassetrin, obligatoriske sprogtest for børnehaveklassen osv., er der et element af centralisme. Det kan man ikke bestride, men det er nødvendigt," sagde Haarder.

Og hvorfor er det nødvendigt? Det er det, for "at vi kan finde frem til en god praksis". Og så er det iøvrigt ledelsen, der skal gennemføre den gode praksis, og derfor skal den - i form af skoleinspektøren - have større beføjelser end i dag. Skolens leder skal i fremtiden kunne ansætte og afskedige lærere og andet personale - en opgave, der hidtil er blevet varetaget af kommunerne.

Tilbage står det, der med et ord, som kun de færreste af de berørte vil være i stand til at forstå, kan kaldes elevernes "tarv". Hvordan vil tilværelsen i folkeskolen forme sig for dem under en praksis, hvor der bliver gennemført obligatoriske prøver ved slutningen af hvert eneste skoleår? For en hel del vil det blive en frygtelig række af nederlag, der undervejs kun kan føre til en stigende grad af kynisme og afstandtagen. Det vil gælde drenge i højere grad end piger og børn fra indvandrerfamilier i højere grad end de øvrige elever.

Men denne trang til at måle og registrere for hvert eneste klassetrin vil også ramme helt skævt over for de enkelte elever. Nogle er dygtige til at tilpasse sig og tilegne sig det foreskrevne pensum. Andre har en mere vildtvoksende forestillingsverden uden af den grund at være mindre begavede, hverken intellektuelt eller kreativt - måske snarere tværtimod.

De gode lærere i folkeskolen har altid forstået, at forskellige elever skal behandles forskelligt. Standardiserede normer kan kun føre til dårlig pædagogik. Ikke desto mindre er det de normer, de nu skal arbejde under i kraft af de årlige prøver. Det må de så gøre under en smertelig erkendelse af, at sådanne prøver kun kan fortælle grumme lidt om både deres indsats og elevernes faktiske evner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her