Læsetid: 5 min.

Folkeskolen: forberedelse til uddannelse og styrkelse af fagligheden

Udkastet til ny formålsparagraf for folkeskolen orienterer sig både for og imod videnssamfundets behov for viden og kompetencer
2. februar 2006

Forslaget til ændring af folkeskolens formål er på samme tid fremadrettet og bagudrettet. For en umiddelbar betragtning synes der ikke at være tale om store forandringer i forhold til den gældende formålsparagraf fra 1993, men der er to ting at hæfte sig ved. Den ene gælder bestemmelsen om, at skolen skal forberede eleverne til uddannelse og beskæftigelse efter skolen, den anden har mere at gøre med tonen i formålsparagraffen, nemlig med ændringerne i sproglig betoning af de elementer i paragraffen, som har med faglighed at gøre.

Regeringen annoncerede allerede i august i forbindelse med Globaliseringsrådets møde om folkeskolen, at den ønskede at ændre folkeskolens formålsparagraf. Den nugældende paragraf er ikke længere båret af en fælles forståelse, den betoner ikke tilstrækkeligt målet om tilegnelse af kundskaber og færdigheder, og den omtaler slet ikke, at skolen har som opgave at forberede alle unge på uddannelse og beskæftigelse efter folkeskolen, lød begrundelsen. Med andre ord så ønsker regeringen, som det hele tiden har været dens politik, at styrke fagligheden, og den ønsker som noget nyt, at lade formålsparagraffen afspejle, at målet med skolen også er videre uddannelse.

Det første hint om, at folkeskolens formålsparagraf trænger til en revision, fik man dog allerede i vismandsrapporten fra Det økonomiske Råd i efteråret 2003. Her skriver vismændene, at der er behov for udvikling af en begrebsramme og metodik, der gør det muligt at evaluere folkeskolen på de mange forskellige aspekter, der knytter sig til formålsparagraffen. Og at det, hvis politikernes fokus på fagligheden i folkeskolen skal opfattes som et udtryk for et stærkt ønske om at dreje folkeskolens formål i en væsentlig mere faglig retning, så ville være logisk at lade det afspejle sig i en justering den gældende formålsparagraf.

Og i denne uge kom så aftalen om styrkelse af folkeskolen, som regeringen og de øvrige forligspartier bag folkeskoleloven (Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti) har indgået, og hvori udkastet til ny formålsparagraf præsenteres.

Styrkelse af fagligheden

Den væsentligste nyskabelse er koblet til bestemmelsen om, at skolen skal forberede til uddannelse og beskæftigelse efter skolen. Det hedder i høringsudkastet, at folkeskolen skal forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære mere. Ikke mindst denne betoning af skolens rolle i henseende til at forberede eleverne på uddannelse og beskæftigelse efter skolen har, siden den blev annonceret i august, vakt røre og debat.

Spørgsmålet om styrkelse af fagligheden blev næsten overset i de første dage efter publiceringen af det nye udkast. Måske fordi der ved en hastig gennemlæsning ikke synes at være tale om nævneværdige ændringer i forhold til tidligere. Men det er der på to punkter, der begge har med fagligheden at gøre. For det første er de faglige indholdsbestemmelser om fortrolighed og forståelse med dansk kultur og historie, andre lande og kulturer samt menneskets samspil med naturen trukket frem i formålsparagraffens stk. 1, hvor disse bestemmelser tidligere stod i paragraffens afsluttende stk. 3.

For det andet hedder det ikke længere, at skolens opgave er at "fremme elevernes tilegnelse" af kundskaber, nu står der, at skolen skal "give" eleverne kundskaber. Formuleringen i den gældende formålsparagraf er i overensstemmelse med nyere teori om læring; den nye formulering leder tankerne tilbage til forestillinger om, at kundskaber kan overføres til elever uden deres aktive medvirken, hvilket er en forestilling, som ikke bekræftes af pædagogisk forskning.

Nu har der i Danmark udviklet sig en stærk tradition for, at forslag om ændring af folkeskolens formålsparagraf kan sætte sindene i bevægelse, og næsten altid de sind, der ikke ser grund til ændringer. Sådan har det også været denne gang, hvor især ønsket om at lægge mere vægt på uddannelses- og erhvervskarriere og på betydningen af at lære gennem hele livet har mobiliseret fortalere for dannelse: Med den nye formulering må dannelse til livet vige for uddannelse til erhvervslivet, har det næsten enstemmigt lydt fra Danmarks Lærerforening, Skole og Samfund og Danske Skolelever.

Det er dog denne bestemmelse om, at skolen også har som opgave at forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære, der er fremadrettet. Med den bestemmelse skrives skolens rolle nemlig ind i et livslangt læringsperspektiv, der er sig bevidst, at det i dag ikke alene er et krav til den enkelte, men en nødvendighed at være i stand til at lære gennem hele livet. Bestemmelsen markerer derfor blot, at dannelse som formel for drøftelser om undervisning og uddannelse i dag har udspillet sin rolle. Dannelsesbegrebet er i dag tømt for indhold, og benyttes stort set kun som et erstatningsudtryk for opdragelse og undervisning, når der er brug for - gennem appel til noget, som har værdi - at dække over tabet af orientering, hvilket præsentationen af kulturkanonen som et dannelsesprojekt kan ses som et eksempel på.

Lære at lære

I dag sammenfattes spørgsmål om opdragelse, undervisning og uddannelse i begrebet lære at lære, der understreger, at den enkelte må være permanent forberedt på at skulle forholde sig til noget nyt, og at evnen til at lære må tilegnes. Det er i dag ikke tilstrækkeligt bare at lære noget, det er mindst lige så vigtigt at lære at lære, og at være motiveret for at lære, samt at vide, hvordan det lærte kan anvendes, og hvordan ikke længere brugbar viden kan erstattes af anden viden.

Betoningen af faglighed i den form det sker i formålsparagraffen og i aftalen i øvrigt, er derimod bagudrettet. Fremrykningen af de faglige indholdsaspekter til formålsparagraffens første del og især forestillingen om viden som noget, der foreligger, og som blot skal overføres til eleverne, synes at være forligskredsens svar på ønsket om yderligere styrkelse af fagligheden. Ses denne opfattelse i sammenhæng med aftalens ønske om at styrke de allerede vedtagne nationale test af elevernes kundskaber i forhold til de nationale mål ved at indføre en national præstationsprofil som styringsredskab for undervisningen, så må man sige, at aftalens faglighedssyn er alt for snævert. Det tager slet ikke hensyn til, at eleverne må forberedes til et videnssamfund, der ud over at stille krav om livslang læring også efterspørger en langt bredere vifte af viden og kompetencer - problemløsning, samarbejde, selvstændighed, kreativitet - end den faglighed, som kan testes, kan honorere.

Jens Rasmussen er professor og leder af Forskningsprogram for Komparativ Uddannelsespolitik, Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her